Udsalg eller pris-fifleri?

Som datter af en ægte manufakturhandler, har det ikke altid været indlysende for mig at gå på udsalg. Især når der nu om dage er udsalg konstant og midt i sæsonen. Det er for mig helt uforståeligt. I min optik er det i sæsonen pengene skal tjenes.

Udsalg

Min far, som havde en manufakturforretning i Nexø på Bornholm, satte varerne på udsalg i slutningen af sæsonen. Samtidig var nedslaget også så det kunne mærkes på pengepungen. Det at købe spotvarer til udsalg var ligeledes bandlyst i min fars butik. Som regel er det også en dårligere kvalitet, og det ville han ikke lægge navn til.

I flere år, har jeg af den grund haft svært ved at gå på udsalg næsten før sæsonen startede. Jeg har ikke haft tillid til at varerne var reelt nedsatte, men blot spotvarer – ja det virker tåbeligt.

Jeg er stadig noget forbeholden og styrter ikke ud den første dag, eller står i kø for at få mine drømmesko. Jeg bliver irriteret, og jeg føler mig snydt, hvis jeg har købt noget til den såkaldte normale pris, når jeg 14 dage senere ser den samme vare sat ned med 50 pct..

Normale priser?

De såkaldte normale priser, må jo være så høje, at forretningerne kan sætte prisen så langt ned som 50% inden sæsonen er slut. og stadig tjene nok på udsalgsprisen. Det er i hvert fald den gode, gamle manufakturhandler-logik.

Gem eller udskriv denne artikel

%d bloggers like this: