Ølandshvedebrød – et godt madbrød

Ølandshvedebrød giver et godt lyst madbrød med masser af smag. I min verden kan det dog ikke lade sig gøre at bage brød udelukkende med Ølandshvedemel. Derfor har du her opskriften på mit eget brød, som er en blanding mellem Ølandshvedemel og almindeligt hvedemel.

Lyst brød er Ølandshvedebrød

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingredienser til
Ølandshvedebrød
  • 9 g gær
  • 200 g surdej
  • 800 g koldt vand
  • 200 g Ølandshvedemel
  • 800 g hvedemel
  • 20 g salt
Tilberedningstid:

Æltning: 20 – 30 minutter
Hævetid: 12 – 24 timer
Bagning: 25 minutter ved 235 grader varmluft.

Som regel ælter jeg dejen sammen lørdag morgen mellem kl. 10.00 og 12.00 og tager den ud af køleskabet kl. 7 næste dag. Jeg har dog også præsteret at ælte dejen sammen om eftermiddagen, når jeg kommer hjem fra arbejde. Så tager jeg den ud næste dag kl. 7.

Bageopskrift

Ølandshvedebrød Dag 1

Gæren røres ud i surdejen og det kolde vand. Resten af ingredienserne kommes i. Jeg rører dejen på en røremaskine. Der skal en ret kraftig røremaskine til. Jeg har en Kenwood 3000 W. Den er uundværlig i min husholdning.

Dejen æltes let sammen på lav hastighed i nogle minutter. Derefter skrues op på høj hastighed, og dejen æltes sammen til den slipper skålen.

Man kan tjekke om dejen er æltet godt nok sammen ved at lave en glutentest. Skyl hænderne i koldt vand. Tag et lille stykke dej op og træk det forsigtigt ud mellem hænderne. Hvis dejen stadig hænger sammen er den klar.

Dæk skålen til med husholdningsfilm og sæt dejen i køleskabet til næste dag. Dejen skal hæve mellem 12 og 24 timer.

Ølandshvedebrød Dag 2.

Læg bagestenen i ovnen og sæt ovnen på 235 grader varmluft.

Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå i skålen indtil ovnen er varm.

Hæld dejen  ud på et melstrøet køkkenbord.

Fold den ene halvdel over den anden halvdel med en lille bagespatel og drys en smule mel over dejen.

Del dejen i to. Form forsigtig det ene stykke til et brød. Drys rigelig med mel på en stor træbagespatel og løft dejen over på bagespatelen.  Brødet skubbes ind på bagestenen og bages i 25 minutter. Brug et bagetermometer til at tjekke om brødet er færdigt. Brødet skal have en kernetemperatur på 99 grader.

Det næste brød formes og bages på samme måde som det første.

Hvis du ikke har en bagesten, kan brødet bages på en bageplade, som sættes i den kolde ovn og varmes op på sammen måde som en bagesten. Det ubagte brød  sættes ind på den varme bageplade uden bagepapir.

Det færdige ølandshvedebrød

Jeg har flere opskrifter på Ølandshvedebrød, prøv denne.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: