Kylling med øl og Martini
Årstiden kalder på vinterret med rodfrugter, så jeg besluttede mig for en ovnstegt kylling med øl og Martini.
Ovnstegt kylling
med øl og Martini – til 4 personer
- 1 økologisk landkylling, ca. 1.5 kg.
- 2 gulerødder
- 1 1/4 selleri
- 1 stor pastinak
- 4 mellemstore kartofler
- 2 mellemstore gule løg
- 10 kviste timian
- 3 laurbærblade
- Salt og peber
- 1 øl
- 1 dl Martini
Kom salt og peber inden i og uden på kyllingen, læg den i et ovnfast fad med låg. Rens grøntsagerne, skær dem i passende stykker og læg dem rundt om kyllingen.
Læg laurbærbladene ned til grøntsagerne. Kom salt og groft peber på. Kom masser af timiankviste ned til grøntsagerne, så de er godt blandede. Læg også nogle kviste oven på kyllingen. Læg de to stykker bacon oven på kyllingen.
Hæld en øl og Martini i. Læg låget på og sæt fadet i en forvarmet ovn på 200 g. Retten skal stege i halvanden til to timer, også lidt afhængigt af hvordan man vi have rodfrugterne: Al-dente eller helt møre.
Römertopf smidt ud
Jeg har smidt den gamle Römertopf-stegeso ud, den var nok lidt af et modefænomen. Desuden var den lidt beskadiget – og ikke helt tæt. Det ovnfaste glasfad med låg er helt tæt, det bevarer fugten og ikke mindst smagen bedre, fordi en væsentlig del af smag er flygtige olier.
Jeg stod med en kylling og klassiske danske rodfrugter: Gulerødder, løg, kartofler, selleri og pastinak. Pastinak stammer godt nok fra middelhavsområdet, men har været kendt i Danmark siden Middelalderen, så jeg vælger at kalde den klassisk dansk.
Men det kan let blive en lidt for ordinær, klassisk ret, så hvad gør man for at pifte den op?
Jeg valgte at plukke en masse timian i haven og overdænge grøntsager og kylling med denne universelle krydderurt. Laurbær er også en vigtig ingrediens.
Bacon er altid en god smagsforstærker, så det lagde jeg oven på kyllingen. I stedet for at hælde bouillon over grøntsagerne valgte jeg øl og Martini.
Jeg var meget spændt, da jeg tog fadet ud af ovnen. Baconen så sprød og lækker ud, kyllingen var mør, og så duftede det himmelsk.
Smagen holdt også. Kyllingen havde en ganske svag smag af Martinien. Lidt syrlig med et strejf af Coq-au-Vin. Ølsmagen havde lejret sig i kartoflerne.
Næste gang vil jeg prøve at erstatte Martinien med en halvtør Sherry.
Skriv et svar