Tapas, som henter alt fra køleskabet
Kyllingemousse, snegle og henkogte pærer er basis for tre gode tapas. Fredag aften har vi efterhånden dedikeret til tapas. Fredag aften er vi normalt trætte, og vi kan nemt falde til at sætte os foran tv og spise en let tv-dinner, drikke en glad vin og falde hen under en film.
Det er jo i virkeligheden en rigtig dårlig ide, når vi har brugt det meste at ugen hver for sig.
I stedet har vi valgt, at bruge aftenen til at tale sammen og kigge hinanden dybt i øjnene. Det er godt at være aktiv i køkkenet, samtidig med at vi taler om alt fra politik, gode artikler fra ugens aviser, børn, børnebørn, rejser og “what not”.
Vores tapas i går var en blanding af nyt og gamle travere, her er ingredienserne:

Blendet kylling: Vi havde noget kylling til overs fra ugens ovnstegte ret. Den skulle bruges. Kyllingekødet blev blendet med nogle kogte grøntsager, kapers og ansjoser. Der skulle nogle krydderier til, for at få en spændende smag.
Snegle: Esgarcots er en ret, som var meget populær i 80’erne. Vi spiste også en del, når vi i vores unge dage gik på restaurant. Snegle er temmelig svære at finde i et almindeligt supermarked, og hvis jeg har fundet dem, er det som regel nogle afarter af en eller anden slags. De snegle vi har købt har ikke smagt så godt, som ægte vinbjergsnegle.
Jeg tog til Salling, hvor jeg var helt sikker på at finde ægte vinbjergsnegle eller Escargots de Bourgogne. De er noget dyrere end de ‘falske’. Det viste sig at være investeringen værd.
Jeg faldt også for et italiensk økologisk surdejs Focaccia-brød, da jeg desværre ikke havde nogle hjemmebagte flûtes.
Vi sluttede af med endnu en gammel traver, som Karsten har introduceret for mig for mange år siden: Henkogte pærer med Gorgonzola.
Det blev en lækker middag, med masser af dybe drøftelser over køkkenbordet og over maden.
Opskrifter:
Kyllingemousse-tapas med kapers og ansjoser
Opskriften er rigelig til 4 personer.
- 1 kyllingebryst
- 4 ansjosfiletter
- 1 fed hvidløg
- 2 cm frisk rød chili
- 1 spsk kapers
- 1 håndfuld persille
- Revet citronskal af en halv citron
- 1 kogt gulerod
- 1 kogt persillerod
- Lidt fløde
- 1 spsk mayonaise
- Salt og peber
Alle ingredienser blendes i en foodprocessor til en cremet mousse. Sættes i køleskabet en time.
Anrettes på en tallerken og pyntes med kapers. Server et par skiver ristet brød til. Se opskrift på Brød med Ølandshvede
Escargots i hvidløgssmør
Opskriften er til 4 personer
1 dåse Escargots de Bourgogne (24 snegle).
Hvidløgssmør
- 100 g blødt smør
- 1 stor håndfuld persille
- 3 fed hvidløg
- 1 spsk citronsaft
- Salt og peber
Sneglene skylles i varmt vand (ikke kogende) for at rense dem for småsnulder, dryppes godt af og kommes i snegleforme. 6 snegle til hver person.
Smøret røres sammen med den hakkede persille, presset hvidløg, citronsaft, salt og peber.
Hvidløgsmørret fordeles over sneglene. Sæt dem i en forvarmet ovn ved 200 gr. De steges til smørret syder og har en fin brun farve. Pas på, det skal bages ret godt, da det ellers kan nærme sig kvalmegrænsen med for meget smør.
Sneglene serveres rygende varme med et godt brød til. Et ægte fransk baguette er og bliver det bedste.
Henkogte pærer med Gorgonzola
- 4 pærer
- Vand så pærerne dækkes
- 8 spsk rørsukker
- 1 vanillestang
- 4 spsk Gorgonzola
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk creme fraiche
Skræl pærerne og skær dem i halve. Fjern kernehuset. Kog vand, sukker og vanillekorn og den rensede vanillestang op i en gryde, hvor der er plads til, at de halve pærer kan ligge ved siden af hinanden. Kog pærerne en halv time med låg på. Tag dem op og lad dem dryppe af. Kog lagen ind til en tyk lage.
Rør Gorgonzolaen sammen med det pressede fed hvidløg og creme fraichen.
Kom gorgonzolacremen i hulningen på de halve pærer. Anret dem på en tallerken og hæld en smule lage rundt om pærerne.
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:
Skriv et svar