Julepynt med historie er vigtigt

Det er sjovt at finde julepynt frem. Meget af det som jeg har gemt er meget gammelt, og noget har jeg kreeret sammen med  børnene, da de var små.

Julepynten er dog blevet skiftet ud efterhånden, som børnene er blevet voksne og flyttet hjemmefra. Der er dog nogle få juleting, som jeg har gemt, og bruger år efter år. Ting som har stor veneration for familien.

Det er et par arvestykker, som vi har fået foræret at Karstens mor, da vi stiftede vores første hjem: En jule-uro og en jule-dug.

Jule-uroen, som er i det fineste papir, er håndklippet og fra butikken “Den Permanente”, som lå tæt ved Hovedbanegården, og var et sted hvor “det bedre borgerskab” handlede.

Et klassisk sted at købe julepynt

Den Permanente var en kooperativ dansk virksomhed, som blev stiftet i 1931. Den fik navnet fordi det egentlig hed “Den permanente udstilling for kunsthåndværk og kunstindustri”, som var et samlingssted for udstillere, og hvor kunstnerne kunne sælge deres håndværk. Værkerne blev valgt af en dommerkommité udpeget af medlemmerne i kooperativet.

Julepynt er også en uro

Det var på denne salgsudstilling, min svigermor købte uroen, som forestiller en stjerne.

Jeg pakker den hvert år omhyggelig ned i det oprindelig silkepapir og lægger i den oprindelig æske. Uroen bliver hængt op den 1. december og hænger præcis det samme sted hvert år. Juleuroen er helt speciel både i design og farven.

Juledugen, som har været den faste juledug i Karstens barndom, har været vores juledug i hele december måned. Dugen, som altså er mindst 60 år gammel, er fra Illums Bolighus, og må have været af en helt speciel kvalitet, for dugen er stadig kraftig i stoffet. Farverne er vasket godt ud, men for vores børn holder den stadig.

Senere fik jeg også noget julepynt fra familien i New York. Da tante Jean ikke længere havde lyst til at pynte juletræ, sendte hun en kasse med sit dyrebareste julepynt.

Det er en helt anden stil end det vi havde i forvejen. Selvom vores tante på mange måder er inspireret af den skandinaviske lidt mere afdæmpede stil, så er det julepynt vi har fået af hende præget af den noget mere “højtråbende” amerikanske stil.

Jeg synes, at det er sjovt at blande de to stilarter, hvis man kan kalde dem det.

Juletræet må gerne være overpyntet. Jeg har ikke behov for at have et stilrent juletræ. Hvis det også står til Karsten, så skal der foruden den sædvanlige pynt også være både flag, fehår og lametta.

Det bliver pyntet op den 24. om morgenen.

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: