Blåmuslinger i hvidvin hos Prins Henrik

Blåmuslinger er jo noget man kan få for en slik i Danmark. Limfjordens muslinger – der findes ikke noget bedre. Især hvis man køber dem i løs vægt hos en fiskehandler. De kan fås vakuumpakket i nogle supermarkeder, men muslingerne dér er meget mindre. Her er opskriften på ‘moules marinières’.

Blåmuslinger

Blåmuslinger
med chili og safran

  • 1500 g friske muslinger.
  • 2 skalotteløg.
  • ½ rød frisk chili.
  • 4 små fed hvidløg.
  • 5-6 safran tråde.
  • 2 kviste timian.
  • 1½dl piskefløde.
  • 1 bouillonterning, kylling, okse eller grøntsag.
  • 2 dl hvidvin.

Skyl muslingerne i koldt vand og kassér de muslinger som er gået i stykker, eller som er åbne og ikke lukker sig som beskrevet nedenfor.

Sundhedstjek

Muslinger skal altid “sundhedstjekkes”, dvs. være levende før de tilberedes: De skal være lukkede, når man går i gang ved køkkenbordet, men hvis de er åbne skal man sikre sig, at de lukker sig før de hældes i gryden.

Friske muslinger lukker sig som regel alene ved at de bliver rystet rundt og skyllet under koldt vand, men ellers bank forsigtigt på skallen.

Skræl skalotteløg og hvidløg og hak dem i små stykker. Skyld chilien, skær den over og fjern kernerne. Hak den sammen med løgene. Svits det hele i olivenolie i få minutter i en gryde. Hæld fløden over sammen  med timian, bouillonterningen og safran.

Hæld muslingerne i gryden med det samme og læg låg på. Lad det koge op og småkoge i ca 5 minutter. Når muslingerne har åbnet sig hældes fløden over og koges op sammen med muslingerne.

De muslinger, som ikke har åbnet sig, kasseres.

Muslingerne serveres i dybe tallerkener. Som redskaber til at spise muslingerne bruges muslingeskallerne. Det kan være en god ide at lægge en ske ved tallerkenen til at spise den lækre suppe – eller nogle gode stykker hjemmebagt flutes til at suge suppen op med.

Min historie med blåmuslinger

At jeg spise blåmuslinger hos prins Henrik, som det står i overskriften, er nok lidt af en stramning. Men det var næsten. Lidt kongerøgelse gør ingen skade.

Selv om det er nemt at få muslinger i Danmark, så er det ikke en ret som er oplagt på Bornholm, hvor jeg er vokset op. Derfor smagte jeg først friske muslinger, da jeg kom til Frankrig med min mand Karsten i begyndelsen af 1980’erne.

Vi har kørt til Sydfrankrig næsten hver eneste år mindst en gang om året, efter vi mødte hinanden i 1983. Vi har begge boet i Frankrig som unge og taler sproget rimelig godt. Vi elsker landet, naturen og ikke mindst maden.

Hilste på Prinsen

Karsten dækkede i en periode af sit journalistliv den kongelige familie, når de var i Frankrig, fordi han taler fransk. Vi besøgte Dronningens og Prinsens Chateau de Caïx en sommer i forbindelse med vores sommerferie, og overværede en af prins Henriks musikalske arrangementer på slottet. Vi hilste endog på Prinsen, og han blev faktisk glædeligt overrasket over at vi var der, da han kunne huske Karsten fra andre sammenhænge.

Jeg er stor fan af prins Henrik, og synes, at han er blevet misforstået i Danmark.

I forbindelse med besøget på Caïx – eller Cayx, som det for nogle få år siden er blevet ændret til – havde vi indlogeret os i den lille by tæt på slottet, Luzech, hvor vi også så Dronningen foretage sine indkøb på det lokale marked.

Vi besøgte en restaurant , Restaurant Tivoli, i den lidt større by Cahors, hvor vi fik serveret Moules Frites, som efterhånden var blevet vores børns yndlingsspise i Frankrig. Her observerede vi, hvordan de lokale behændigt brugte en muslingeskal som redskab til at håndtere både pomfritterne og muslingerne. Siden da har vi altid brugt muslingeskaller som redskab, når vi serverede muslinger og pomfritter.

Det er ikke altid at jeg serverer pomfritter til blåmuslinger, da det er lidt af et arbejde at lave pomfritter, istedet kan jeg finde på at servere et stykker brød til, hvis ikke vi bare nøjes med muslinger. Hvis man lavet en god sovs til muslingerne mætter det også rimelig godt.

Der er virkelig mange måder at tilberede muslinger på, men i dag har jeg tilberedt muslingerne med chili og safran.

Det gav sovsen en helt vidunderlig smag. Vi spise ikke en gang alle blåmuslinger.

Opskriften er til to personer, hvis sovsen er fyldig, og hvis man serverer promfitter eller et stykke brød til.

 

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: