Lammehals: Weekendens simre-ret

Lammehals i skiver er ikke altid lige nemt at tilberede. Det kræver god tid i køkkenet, da kødet helst skal stege i et par timer, så det falder af benet.

Lammehals - en god simreret

Opskrift på langtidsstegt lammehals

Opskriften er til 4 personer
  • 4 skiver lammehals
  • 2 gulerødder
  • 2 løg
  • 1/4 sellerirod
  • 3 fed hvidløg
  • 3 dl rødvin
  • 3 dl bouillon af okse eller kylling
  • 1 håndfuld persille
  • Citronsaft

Skær grøntsagerne i stykker. Brun lammehalsene i lidt olie i en stor gryde elle dyb pande. Tag dem op og steg grøntsagerne i et par minutter i olien. Kom kødet ned til grøntsagerne og hæld vinen over. Lad det koge op og kom bouillonen i. Kom salt og peber på kødet. Lad det simre et par timer.

Tag kødet op og lad væsken koge lidt ind. Blend grøntsagerne med sovsen og persillen. Smag sovsen til med citron og salt og peber. Hæld sovsen ned i en gryde og varm kødet i sovsen.

Ristede skiver af persillerod og puré.

  • 2 persillerødder
  • Rapsolie

Skræl rødderne og skære dem i passende skiver. Kog dem i let saltet vand. Tag 4 skiver op efter 5 min. og lad resten koge møre.

Steg de 4 stykker persillerod lige inden serveringen. Blend de kogte persillerødder med lidt af væsken og smag til med rapsolie.

Retten serveres med den grønne sovs, persillerodspureen og de stegte persillerødder. Syltede asier klæder også retten.

Rødvinsundskyldning

Vi skal jo have brug det lam som vi købte tidligere på året. “Ulempen” var bare, at der skulle rødvin til stegningen. Det var ikke lige det jeg havde tænkt mig, og da vi ikke lå inde med en rødvinsrest, var jeg nødt til at åbne en flaske vin.

Mit nytårsfortsæt om ikke at røre spiritus i hverdagen røg sig en tur. Man kan jo ikke åbne en flaske vin uden også at smage på den.

Vi giver de vine vi drikker karakter, så vi prøvesmager vinen efter alle kunstens regler (det vil jeg fortælle mere om ved en senere lejlighed). Heldigvis var vinen ikke noget at skrive hjem om, så jeg kunne ånde lettet op, da jeg ikke behøvede at drikke mere end de mundfulde, som var nødvendige for at smage ordentlig på vinen, og stadig holde mit nytårsløfte.

Min mand Karsten ville efter den første mundfuld heller ikke udsætte sig for mere af vinen, så han tog en tør sherry for at holde mig med selskab.

Efter at den nødvendige mængde vin var hældt på kødet, røg resten ned til den nye eddikemor, som vi har fået af en af min blogs faste læsere, og som jeg tidligere har skrevet om.

Normalt mener jeg at man ikke skal bruge vin til madlavning, som man ikke vil drikke, men jeg gjorde en undtagelse her og det gik fint: Vinen ødelagde ikke retten.

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: