Nytårsfrokost: Sild, rugkiks, honningsyp, hindbærsnitter

Årets nytårsfrokost blev frokost med bornholmske islæt som blandt andet saltstegte sild, som jeg tidligere har skrevet om, og honningsyp. Jeg plejer at servere de Bornholmske rugkiks til osten. Saltstegte sild er som altid en fast ingrediens i en frokost før under og efter julen. Den hører også til på et påskebord.

Nytårsfrokost - saltstegte sild er obligatorisk

En anden vigtig detalje, som hører med til en frokost til jul og påske er honningsyp. Honningsyp består af snaps og honning – og er i øvrigt en drik, som kan dele vandene på Bornholm.

Opskrift på saltstegte sild:

Se her!

Honningsyp:
Snaps og honning blandes i munden, ikke i flasken

Nogle, og her tror jeg faktisk godt, at jeg kan lægge hovedet på bloggen og sige at det er størstedelen af Bornholmere,  som blander honning og snaps som en færdigblandet syp, der serveres som sød snaps til frokosten.

Ikke hos os: Vi er nogle få familier, som blander honning og snaps i munden. Det betyder at man tager lidt honning op på en teske eller gaffel, tager honningen i munden og derefter et mundfuld snaps – uden at synke! Honningen opløses i snapsen i munden. Når honningen er opløst, synker man blandingen.

Det har altid været lidt af et show, når honningsypen serveres. Som barn kan jeg huske, at det kun var mændene, som drak honningsyp, og de tog tid på hvor længe de kunne holde indholdet i munden uden at synke.

Inden honningen bliver opløst bliver det stærkt – tunge og gummer står i flammer, men efterhånden bliver man følelsesløs i munden. Når den så synkes giver den ro i maven.

Honningsypen serveres efter osten, som afslutning på måltidet.

Til denne frokost serverede jeg også hjemmebagte hindbærsnitter til kaffen.

Rugkiks med kommen

Hjemmelavede bornholmske rugkiks

35 stk

  • 100 g smør
  • 1 dl kold mælk
  • 100 g rugmel
  • 100 g sigtemel
  • 1/2 tsk fint salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 25 g hel kommen

Smørret smeltes i en gryde. Når det er smeltet hældes det kolde mælk i smørret. Bland rugmel, sigtemel og bagepulver, salt og kommen i en skål og ælt smør og mælkeblandingen i. Ælt det til en ensartet blanding og stil det koldt en time.

Rul dejen ud på et meldrysset bord til den er 2-3 mm tynd. Skær dejen ud i firkanter på 6×6 cm. Bages i oven ved 180 gr i 10 min. Afkøles på en bageplade.

Hjemmelavet karrysalat

Sild og hjemmelavet karrysalat

  • 3 spsk mayonaise
  • 2 spsk creme fraiche
  • 2 – 3 tsk karry
  • 1 hårdkogt æg
  • 1 rødt æble
  • 2 spsk hakkede tawana syltede agurker
  • 1 Spsk kapers
  • 1 spsk purløg eller karse
  • 1 tsk hakket skalotteløg
  • Peber
  • Lidt sukker

Rør mayonaise og cremefraiche sammen med karry. Pil og hak ægget. Skær æblet i små stykker, hak skalotteløg og agurken i små stykker, bland det i mayonaise blandingen med kapers og karse. Smag til med peber og lidt sukker.

Karrysalaten serveres til de hvide sild. Kan også spises til kryddersildene.

Vi kunne også have serveret Ruths kryddersild fr Christians Ø. Men Karsten synes at de er for krydrede.

Selvfølgelig var der hjemmelavet rugbrød til silden. Se opskrift her.

Hindbærsnitter

Hindbærsnitter

Dej:

  • 375 g hvedemel
  • 200 g sukker
  • 60 g mandelmel
  • korn af en 1/2 vanillestang
  • 275 g smør
  • 1 mellemstort æg
  • 1 æg til pensling

Rør mel, sukker, mandelmel og vanillekorn sammen. Kom et æg i sammen med smørret, som skæres i mindre stykker og ælt det sammen til en ensartet dej.

Del dejen i to lige store dele og rul de to dejdele ud mellem bagepapir, så de er lige store. Stil dem koldt en time.

Pensl kanterne på den ene dej, som skal ligge nederst, fordel hindbærsyltetøjet på dejen og læg den anden dej over. Tryk siderne sammen. Pensl med æg og drys med rørsukker.

Bages i en forvarmet ovn på 190 g varmluft i 25 min. Tag den ud og skær kagen ud i passende stykker mens den er varm.

Hindbærsnitterne kan gemmes i en lufttæt kagedåse i en uge. De kan også fryses. Inden de serveres kan man varme dem i ovnen.

Gem eller udskriv denne artikel
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: