Klassisk: Brunkål med flæsk
Brunkål med flæsk er et ernæringsmæssigt fornuftigt måltid. Der er masser af vitaminer i hvidkål. Der er masser af fibre i hvidkålen også selv om den bliver kogt. Den betegnes som en grov grøntsag.
Opskrift:
Brunkål med flæsk
til 8 personer
Ingredienser:
- 1 hvidkålshoved
- 2 spsk smør til stegning
- 4 spsk sukker
- 1 – 2 spsk kommen
- 2 tsk allehånde
- 3-4 laurbærblade
- 1 spsk sorte peberkorn
- 3-4 kviste timian
- ½ l bouillon – gerne svinebouillon
- 500 gr stribet flæsk eller ribbensteg
- 2 spsk salt til saltning af flæsket
Start med at gnide saltet ind i flæsket og læg det i en skål med et klæde over. Sæt det i køleskabet 3-4 timer
Snit hvidkålshovedet fint. Smelt smørret i en stor gryde og kom sukkeret i. Når sukkeret er karamelliseret kommes kålen i. Skru godt ned for varmen og svits kålen godt igennem. Kom krydderierne i og bland det godt. Derefter hældes bouillonen i. Bring det i kog. Kom kødet i gryden og pres den godt ned i kålen. Sæt låget på trykkogeren og lad det koge ca. 50 min.
Luk dampen ud af trykkogeren og tag flæsket op. Skær sværen af. Den kan nærmest løftes af. Skær kødet i skriver og servér oven på kålen.
Har du ikke har en trykkoger er kogetiden 3-4 timer, afhængig af mængde og stegens størrelse.
Server en klassisk dansk sennep til retten og drik en bayersk øl til, hvis du har lyst.
Hvidkål, en historisk grøntsag
Hvidkål kendes allerede i middelalderen, og er med i den første danske kogebog fra tidligt i 1600-tallet. Man mener, at hvidkål har været den almindelige danskers vigtigste spise helt op til midten af 1900-tallet, også fordi der er gode muligheder for at variere det i tilberedningen: Stuvet, jydernes forskellige egns-varianter af vredet hvidkål og andre varianter, som går godt til mange af de klassiske danske kød-retter.
En af måderne er sukkerstuvet hvidkål – altså brunkål, som jeg i et anfald af nostalgi besluttede mig for at tilberede forleden. For at give kålen ekstra kant krydrede jeg med kommen og timian fra haven.
Af vitaminer indeholder hvidkål C-vitaminer og B-vitaminet folat samt mineralerne kalium og magnesium. Selvfølgelig mister hvidkålen nogle af vitaminerne ved kogning. Men hvis man bruger en trykkoger, bevarer man vitaminerne bedre, da der er behov for mindre vand. Samtidig forkortes kogetiden væsentligt.
Der er selvfølgelig lidt fedt i det stribede flæsk, men lidt fedt skal man jo have, og fedtet giver god smag til flæsket. Brug en mager ribben- eller kamsteg, og spis lidt mindre kød og lidt mere af kålen.
Det er mere størrelsen af måltidet, som betyder noget, end hvad der er i det. Min anbefaling er også at bruge de naturlige fedtstoffer frem for de mere eller mindre kemisk fremstillede forskellige fedtstoffer.
Retten kan holde sig i nogle dage i køleskabet, så hvis man ikke er så mange, kan man have mad til et par dage.
Skriv et svar