Tapas-night: 6-retters gourmetmiddag

I lørdags havde jeg inviteret fire af vore gode venner til tapas night. De skulle i arbejdstøjet, og sammen skulle vi tilberede tapas. Jeg havde sammensat menuen og købt ind til de tapas, vi skulle tilberede sammen. Alle fik udleveret Food Makers måltidsguide.

Med lidt trængsel i køkkenet blev det en hyggelig, sjov og anderledes tapas-aften, hvor vi alle sammen var i gang det meste af aftenen.

Min mand Karsten mente at det måtte være ren fusionskøkken, men Søren, som var midt i det hele og som ses her med den røde skjorte, omdøbte det til konfusionskøkken. Annelise, til venstre, mente at menuen snarere var en 6-retters gourmetmiddag. Jeg vil nu holde fast i tapas-konceptet. I baggrunden fra højre: Hans Christian, Lisbeth og mig.

Vi blev enige om, at vi godt kunne gøre det til en tradition eller udvikle en form for tapas madklub på denne måde. Så vi kunne give hinanden inspiration. Det behøver ikke at være værten, som står for det hele.

Jeg havde tilberedt et par af retterne på forhånd, da jeg godt kunne forudse, at det ville blive en lang aften, hvis vi skulle lave snacks til drinks’ene og deserten sammen.

Temaet var nordisk mad, og med enkelte undtagelser, var alle ingredienser nordiske. Jeg havde stadig æbler tilbage fra efteråret, og det var så også de sidste, som kunne spises. Resten blev kastet ud til fuglene.

Tapas-menuen bestod af:
  • Snaks til drinks’ene: Grisini til dip af rygeost og rosenkål
  • Blinis med kaviar, cremefraiche og rødløg
  • Torsk med jordskokker og æbler
  • Grønne asparges med persilledressing og kapers
  • Rødbedetatar med stegt kyllingelever og æbler
  • Æbletærter
Opskrifter til 6 personer til tapas:
Grisini ca 30 stk.:

  • 8 g gær
  • 1 dl koldt vand
  • ½ dl olivenolie
  • 150 g hvedemel
  • 50 g grahamsmel
  • ½ tsk salt
  • Pynt: sesamkerner og havsalt fra Bretagne
  • Olivenolie til udrulning og pensling

Rør gæren ud i vandet. Ælt ingredienserne sammen til en smidig dej. Den skal være blød og slippe bordet når den æltes. Kom lidt mere mel i, hvis dejen er for klistret. Lad den hæve koldt i nogle timer. Den kan også bare stå på køkkenbordet en times tid.

Ælt dejen igennem. Kom olivenolie på bordet og rul dejen ud i en rektangulær firkant. ca 20 cm. bred. Pensl med olivenolie og drys med sesamfrø og salt. Rul dejen sammen på den korte længde og skær hurtigt tynde skiver, som foldes ud til lange grisini.

Lægges på en bageplade med bagepapir og bages ved 225 grader i 6-10 minutter til de er gyldne og sprøde. De er bedst samme dag.

Rygeostecreme:

  • 1 lille bøtte hytteost
  • 2 spsk mayonnaise
  • 2 spsk cremefraiche 18%
  • Revet skal af ½ citron
  • 1 spsk citronsaft
  • Salt og peber

Bland ingredienserne og stil på køl et par timer. Cremen bliver bedst, når det har stået og trukket.

Rosenkålcreme:
  • 150 g rosenkål rensede
  • 2 kviste timian
  • 1 dl cremefraiche
  • 1 tsk sennep
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk citronsaft
  • Salt og peber
  • 1/4 frisk chili ville også klæde denne creme.

Rosenkålen renses, og koges i vand med timian. De kogte rosenkål blendes og køles af. Blandes med cremefraiche, sennep presset hvidløg og citronsaft. Smages til med salt og peber.

12 Blinis:

se blinis-opskrift her på bloggen.

  • 1 ds kaviar
  • ½ dl cremefraiche 38%
  • ½ finthakket rødløg

Blinis tapas

Anret 2 blinis på hver tallerken læg en klat cremefraiche på hver. Kaviaren anrettes oven på cremefraichen. Rødløgene strøs over. Pynt med lidt dild.

Torsk med jordskokker og æble

Jordskokke tapas

  • 50 g polerede bygkerner
  • 1 porre
  • 100 g jordskokker
  • 1 æble
  • 30 g smør
  • 1 dl æblemost
  • 1 spsk kapers
  • 250 g torskefilet

Skyl bygkernerne og kog dem i letsaltet vand i 20 min. og hæld vandet fra. Snit porre, jordskokker og æbler i meget tynde skiver. Hans Christian er omhygelig med at skære.

Steg grøntsagerne og æblet ganske kort i smør sammen med eddike, æbleost og salt og peber til de har taget lidt farve.

Fordel grøntsagerne med væden og bygkernerne på 6 stykker bagepapir, som er så stort at det kan foldes sammen om grøntsager og fisk. Læg fisken ovenpå.

Fold bagepapiret over grøntsager og fisk og fold kanterne sammen. Pakken skal holdes helt tæt, så dampen ikke slipper ud. Bag pakkerne i en forvarmet ovn på 150 grader i 25 min.

Dressing:
  • 30 g hasselnøddekern
  • 1 bundt storbladet brøndkarse
  • 1 spsk koldpresset rapsolie
  • 1 spsk æblecidereddike
  • Salt og peber

Hak hasselnødderne groft, skyl og nip stilkene af brøndkarsen. Rør olie og eddike sammen og vend nødder og brøndkarse i. Smag til med salt og peber.

Læg de bagte pakker på en tallerken og server dressingen til.

Grønne asparges med persille og purløgsdressing

  • 4 æg
  • 1 skalotteløg
  • 2 spsk æblecidereddike
  • 2 spsk kapers
  • En håndfuld bredbladet persille
  • 1 tsk honning
  • 12 grønne asparges

Kom æggene i en gryde med kogende vand og kog dem 6-7 minutter. Læg æggene i koldt vand og pil dem. Hak skalotteløget fint, bland dem sammen med rapsolie, eddike, honning og kapers i en skål.

Hak persillen fint og bland dem i dressingen. Smag til med salt og peber. Hak æggene groft og bland dem i dressingen. Æggene må gerne være lidt bløde i blommen.

Skær det bløde af de grønne asparges. De kan knækkes af. Kom dem i en gryde med kogende letsaltet vand. Blancher dem i 2 – 3 minutter.

Skær de blancherede asparges igennem på langs og anret dem på 6 tallerkener og drys dressingen over.

Persillen kan skiftes ud med ramsløg, når sæsonen for ramsløg starter.

Rødbedetatar med stegt kyllingelever og æbler.
  • 3 store rødbeder
  • 2 spsk hindbæreddike
  • 1 lille rødløg
  • 1 dansk æble
  • 1 spsk grov sennep
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 spsk friskrevet peberrod
  • 1 spsk honning
  • ½ bundt kørvel
  • salt og peber

Kog de 2 rødbeder med skræl på i 45 minutter. Skræl imens en rå rødbede og skær den i små terninger. Mariner rødbedeterningerne i hindbæreddike. Pil og hak løget fint. Befri æblet for kernehuset og skær æblet i små terninger. Kom de kogte rødbeder i koldt vand straks de er kogt, og smut skallen af. Skær dem i små terninger og bland dem sammen med de øvrige ingredienser. Smag rødbedetataren til med peberrod, honning, hakket kørvel og salt og peber.

Stegt kyllingelever:
  • 200 g kyllingelever
  • 2 tsk rapsolie til stegning
  • 20 g smør til stegning
  • Salt og peber

Befri kyllingeleveren for sener og steg leveren i olie og smør lige før retten skal serveres. Kyllingeleveren skal være lyserød. Kom salt og peber på og server kyllingeleveren med rødbedetataren.

Æbletærter

Opskrift til 6-8 små tærter med mandelcreme og æbler.

Dej
  • 80 g blødt smør
  • 60 g flormelis
  • 20 g mandelmel
  • 1 æg
  • 150 g mel

Ælt alle ingredienser sammen til en blød dej. Det kan og gøres med en foodprocessor.
Rul dej ud til 8 forme. Smør formene med smør og beklæd formene med dejen.

Kagecreme til mandelcremen:
  • ½ vaniljestang
  • 3½ dl sødmælk
  • 3 æggeblommer
  • 75 g sukker
  • 20 g majsstivelse

Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Kog korn og vaniljestang sammen med mælken. Pisk æggeblommerne med sukker til de er skummende. Rør majsstivelsen i. Hæld den kogende mælk i æggeblandingen og pisk det godt. Hæld blandingen tilbage i gryden og varm den op under kraftig omrøring til kagecremen tykner. Skal kun koge et minut. Pas på den ikke brænder på. Stil den til afkøling i køleskabet.

Mandelcreme:
  • 100 g blødt smør
  • 100 g flormelis
  • 100 g mandelmel
  • 2 små æg
  • 15 g majsstivelse
  • 1 spsk rom
Kagecreme:

Rør smør og flormelis sammen med en elmixer. Rør æg og mandelmel i sammen med rom. Vend majsstivelsen i til sidst. Bland den kolde kagecreme i.

Fyld mandelcremen i formene til den næsten når kanten.

Befri æblerne for kernehuset og skær dem i tynde skiver. Anret æbleskiverne i mandelcremen i en rundkreds. Drys flormelis over æblerne. Bages i ved 190 grader varmluftsovn i 20 min.
Æbletærten kan også bages i en stor tærteform. Den skal bages i 35 min.

Tærten smager bedst, når den serveres kold.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: