Gæsteskribenten har ordet: Fra en sæk kartofler i 1961 til gourmet-ø i 2017 : Refleksion & Rabarberkompot

Af Søren R. Wolff
Vinhandler og journalist

Da jeg kom til Bornholm som 18-årig i 1961 skulle jeg for første gang i mit liv selv klare alle private gøremål, såsom at få noget at spise, sørge for at vaske tøj og så videre.

Jeg var blevet journalistelev på den nu hedengangne socialdemokratiske avis, Bornholmeren. Et drømmejob. Men jeg havde vel egentlig ikke tænkt over, hvad det betød, at man lige pludselig selv skulle klare alle hverdagens fornødenheder. Og dengang på en månedsløn, der lød på formidable 325 kr. før skat. Nå, jeg har jo nok ikke betalt så meget i skat dengang.

Jeg lejede et værelse for 60 kroner om måneden, og resten skulle strække til kost, cigaretter, vask og hvad der ellers løb på af udgifter. Jeg var ofte bagud med betaling af sygekasse og købmandsregninger, men hutlede mig igennem og fik af og til sendt lækkerier hjemmefra Roskilde.

Der kom en sæk
kartofler med båden

En gang imellem fik jeg en sæk kartofler fra min far, sendt afsted fra Havnegade i København med bornholmerbåden til afhentning på kajen i Rønne.

Kartoflerne lå under sengen på mit ni kvadratmeter store pensionatsværelse. Dengang fandt jeg ud af, at man kunne lave mange forskellige ting af kartofler, bl.a. sammen med nogle af de andre beboere på gangen.

Når det gik rigtig højt om lørdagen købte vi en flaske Château-Neuf-du-Pape hos skibsprovianteringshandleren for lidt over ni kroner, og så fik vi masser af kartofler, en fransk bøf, stegte tomater og når vi rigtig skulle flotte os, ærter fra dåse. Sådan nogle aftener var vi stemt til fest, og bagefter gik vi i den lokale jazzklub, hyggede os, dansede og fik en flaske rødvin. Til deling. Den slags kunne lade sig gøre, hvis en af os unge på gangen havde tjent lidt ekstra og var gavmild. Selv fik jeg, efter nogen tid, forskellige bijobs med levering af nyheder til københavneraviserne. Det kunne godt på en måned overstige min elevløn.

Nå, men efterhånden steg lønnen og levestandarden fulgte med. Der blev også indimellem råd til at spise på restauration eller ved pølsevognen på Rønnes Store Torv, som her er fotograferet af den legendariske fotograf Algot i 1958.

På det tidspunkt var gourmet et fremmedord, som blev – hvis man da i det hele taget havde hørt det – forbundet med Frankrig. Og det var kun de færreste i de år, der tog til så eksotiske steder. Ja, vi havde hørt om Mallorca, Spies og Tjæreborg, men det var jo noget helt andet. Så hellere blive hjemme!

Mormormad

På Bornholm var der dengang rigtig mange spisesteder, og hver eneste by havde kro eller restaurant. Når man kørte rundt på Bornholm, var der altid et eller andet sted, man kunne få stillet sulten til en rimelig pris. Som regel god gammeldags mormormad, som vi ville sige i dag. Og med god hjemmelavet sovs, som kunne give mindelser om barndomshjemmet. Det var før maskinsovs og ensartede runde kartofler var opfundet.

I Rønne kunne man spise fint på Rådhuskroen eller Dams Hotel, og så var der Klædeskabet – eller Centralcafeen, som værtshuset retteligen hed. Her kunne man få en fantastisk kludebøf … ja det måtte den jo hedde i et klædeskab.

Klædeskabet var ellers at ligne med værtshuset i Livets Gang i Lidenlund med en slyngelstue og så en stue for det lidt bedre borgerskab. Slyngelstuen kunne man komme til direkte fra gaden, mens den fine afdeling med lidt pænere møbler kunne nås via en bagindgang ved siden af skattekontoret. Så kunne ingen af de andre fra det bedre borgerskab vide, om man gik ind for at betale skat eller gik på Centralcafeen.

Nå … alt det er historie fra en svunden fortid.

Selvforsyning – fra snak til handling

Dengang taltes der meget om, at man på Bornholm skulle blive selvforsynende med fødevarer, ikke mindst grøntsager. Det har man talt om lige siden, men nu er der ved at ske noget på området. Måske ikke mindst på grund af, at restaurationsbranchen er blevet mere bevidst om at servere finere kost eller gourmetretter, om man vil.

Der er mere end et par håndfulde restauranter med et nobelt spisekort. I spidsen står naturligvis den enstjernede Michelin-restaurant Kadeau på Sydbornholm. Men rundt om på øen findes andre rigtig gode spisesteder. Og når kvaliteten er blevet bedre på de mest omtalte steder, trækker det også opad hele vejen nedad til de mere jævne spisesteder. Så ikke mindst om sommeren er der masser af rigtig gode restauranter på den ø, hvor en sæk kartofler for et par menneskealdre siden var nok til at forsøde min tilværelse.

Søren R. Wolff er tidligere mangeårig chefredaktør for det nu hedengange dagblad Bornholmeren, og har i mange år været en tydelig stemme i den bornholmske samfundsdebat.

Han grundlagde for snart 15 år siden den meget succesfulde vinhandel Bornholms Vinforsyning i Aakirkeby, hvor jeg besøgte ham – i øvrigt samme dag som han havde overdraget vinhandelen til nye ejere. Søren Wolff vil dog være at finde bag disken også fremover – i hvert fald til denne sommersæson er overstået, måske længere.