Tartiflette: En konge-ret

Tartiflette har stået på min inspirationsliste i nogle uger. Jeg synes at det er en ret, som man skal være lidt flere til at spise end to personer, derfor havde jeg besluttet at tilberede retten, da vi kunne samle en del af vores familie i denne weekend. Først og fremmest er det nogle udsøgte råvarer, som bruges til retten.

Tarfiflette er en form for kartoffelgratin med Reblochon-ost fra Haute-Savoie. Der skal ikke bruges æg. Osten og fløden udgør sovsen. Derudover rev jeg Gruyère de Comté over retten til sidst.

Reblochon de Savoie er en komælksost lavet af råmælk. Den er cremet og har en skøn blid smag med en tydelig smag af ko.

Guyère de Comté er også en komælksost af råmælk. Men det er en fast ost med en let nøddesmag, selv om smagen kan variere fra ost til ost. Den stammer oprindelig fra Jura-bjergene og kaldes ‘Kongen af bjergoste’.

Jeg kan ligeså godt advare alle. Det er ikke en slankeret! Men det er en kongeret! Der er både fede oste og fløde i samt bacon.

På Bornholm købte vi på Hallegaard et stykke bacon, som var tørsaltet og langtidsrøget. Det gjorde bestemt heller ikke retten ringere.

Tartiflette-råvarer skal være udsøgte

Opskrift: Tartiflette

  • 25 g smør
  • 3 fed hvidløg
  • 800 g kartofler
  • 400 g jordskokker
  • 300 g bacon
  • 1 løg
  • 1 dl hvidvin
  • 3,5 dl fløde
  • 300 g Reblochon de Savoie
  • 300 g revet Gruyère de Comtè
  • Salt og peber

Skræl kartofler og jordskokker og skær dem i skiver. Blancher dem i kogende vand. Sæt dem til side.

Skær bacon i tern og steg dem sprøde på en pande. Tag dem af panden.

Fjern skallen af løget og skær det i tern. Fjern skallen af hvidløgene og hak dem fint. Svits dem klare i smør og baconfedtet og hæld hvidvinen over. Krydr med salt og peber. Kog hvidvinen lidt ind og tilsæt fløde.

Smør et ovnfast fad og læg kartofler og jordskokker i bunden af fadet, derefter et lag bacontern efterfulgt af løg og flødeblandingen og Reblochon. Slut af med revet Gruyère.

Bages i ovn ved 200 grader i ca 30 min. til overfladen er boblende og gylden. Jeg serverede en salat af fintskåret rød spidskål og lidt kapers.

Dressingen var en blanding af olivenolie, hvid balsamico-eddike og en smule ahornsirup. Man skal selvfølgelig drikke en fransk rødvin til. Gerne en god Côtes du Rhone.

Tartiflette

Søgeord: Tartiflette, Fransk bonderet

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: