Fredags-tapas med flere varianter af solæg, pølser og Panna Cotta med blåbær
Opskrifter
Start med at tørre sorte oliven.
Et stort glas sorte oliven uden sten. Køb bare de helt almindelige oliven i vand, ingen grund til at investere i varemærker her.
Spred oliven ud på en plade med bagepapir. Sæt dem i ovnen ved 110 gr. i et par timer, eller mere om nødvendigt. De skal være helt tørre næsten som rosiner. Lad dem køle af, hvorefter de kommes på et glas med tæt låg. Det er vigtigt at de er helt tørre, ellers mugner de efter et par dage.
De tørrede oliven kan anvendes som snack, eller i brød – det vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.
Solæg med bacon og karse
(2 personer)
- 1 skive bacon
- 3 spsk karse
- 1 spsk mayonnaise. Brug en god mayonnaise f.eks Hellmann, med mindre du har hjemmelavet.
- 2 spsk Ricotta
- Peber
Skær bacon i små tern og steg dem sprøde på en pande. Køles af. Halvér æggene og tag blommerne ud. Blend dem sammen med de stegte bacontern og karsen. Rør mayonnaisen i sammen med Ricottaen og smag til med frisk kværnet peber.
Anret de tomme halve æg på et fad. Kom fyldet i en sprøjtepose, læg med en lille stjernedyse i. Sprøjt fyldet i hulningen på æggene. Server med kapers og drys med karse. Rist tynde skriver ristet brød og servér det til.
Solæg med gorgonzola, hvidløg og syltede hybenskaller
(2 personer)
- 2 solæg
- 2 fed hvidløg
- 3 spsk gorgonzola
- 1 spsk syltede hybenskaller
- Peber
Pil og halver æggene. Tag blommerne ud. Pil hvidløgene. Blend hvidløg, æggeblommerne og hyben, kom evt lidt saft i. Smag til med frisk kværnet peber.
Sæt en stjerneformet tud i en sprøjtepose, og kom det blendede fyld i. Anret de halve æg på et fad og sprøjt fyldet ud i hulningen på æggene.
Server med tyndt ristet rugbrød og citronmelisse.
Pølser med tørrede sorte oliven i trøffelolie.
Jeg havde en lammepølse med hjem fra Hallegaard på Bornholm. I Ebeltoft havde jeg købt en fantastisk spansk pølse med et navn som levede op til smag og kvalitet: Subaqalpinoc Salsiccio, Alfino ginocchio.
- 1 lammepølse fra Hallegaard (som har webshop)
- 1 spansk pølse
- 1 italiensk pølse
- Sorte tørrede oliven
- Nogle dråber trøffelolie
De tørrede oliven lægges i en skål. Dryp trøffelolien over og fordel olien over oliven’erne ved at røre lidt rundt. De skal ikke svømme, bare fugtes godt med olie.
Servér med et godt groft brød til.
Desserten
Denne Panna Cotta med blåbærsirup er et super godt alternativ til Panna Cotta med citronsirup.
Panna Cota, som betyder “kogt fløde” på italiensk, er en meget nem og hurtig dessert, og fantastisk som grundsmag i desserter. Man kan komme alle mulige frugter oven på en Panna Cotta, både som kompot og som sirup.
Jeg er vild med sirup i forskellige frugtudgaver. Jeg synes at retten bliver mere raffineret og elegant med et tyndt lag sirup. Mit sidste eksperiment er blåbærsirup.
For at desserten bliver rafineret og elegant, er det er vigtigt, at der kommer et meget tyndt lag sirup på, så man den kraftige frugtsmag komplimenterer cremen og ikke overdøver den. Så bliver det bar en ganske almindelig oversød dessert.
Opskriften er til 6 personer
Panna Cotta creme
- 2 blade husblas
- 1/2 l piskefløde
- 1 vaniljestang
- 1 tsk revet skal af en økologisk citron
- 1/2 del rørsukker
Sæt husblassen i blød i koldt vand.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom fløden i en gryde sammen med vaniljekorn og vaniljestang, og varm fløden langsomt op. Hold øje med gryden, det koger hurtigt over. Kom sukkeret i fløden. Vask citronen og riv skallen. Kom en tsk citronskal i fløden. Lad fløden simre i ca 10 min.
Tag gryden af kog, knus husblassen fri fra vand og kom den ned i flødeblandingen under omrøring.
Lad flødeblandingen køle lidt af inden den hældes i små portionsglas. Kom film over, så det rører cremen og stil dem på køl.
Blåbærsirup
- 200 g frosne blåbær
- 100 g sukker
- Skal af en halv citron
- Saft af en halv citron
Kog blåbær og sukker op. Lad det småsimre ca. 20 min. Si blåbærrene fra saften og hæld saften tilbage i gryden. Kom citronsaft og skal i gryden og kog saften i ca 10 minutter. Sæt den på køl med film over.
Siruppen kommes på Panna Cotaen lige inden serveringen i et meget tyndt lag. Pynt med citronmelisse.
Man kan også toppe Panna Cottaen med en lille top flødeskum.
Tapas-menuen
- Solæg med bacon og karse.
- Solæg med gorgonzola og syltede hybenskaller.
- Lækre pølser med tørrede oliven i trøffelolie.
- Panna Cotta med blåbærsirup.
Menuen er nogle flere varianter af solæg, som jeg har kreeret til et par af disse tapas. Det er jo kun fantasien som kan sætte grænser for, hvilke ingredienser man kan sætte sammen til et smagfuldt fyld.
Man kan udmærket anvende almindelige hårdkogte æg, hvor man tilsætter lidt salt til fyldet. Jeg havde dog stadig nogle tilbage fra Påsken, som jeg kunne anvende.
To slags solæg, nogle gode pølser med tørrede sorte oliven overhældt med lidt trøffelolie, afsluttet med en Panna Cotta med blåbærsirup bliver vores tapas i weekenden.
De tørrede oliven kan tilberedes flere dage i forvejen. Panna Cottaen kan tilberedes dagen inden. Æggene kan stå et par timer i køleskabet. Og pølserne er jo lige at gå til. Så alt i alt et måltid, som kan stå klar inden gæsterne ankommer.
Happy tapas-night!
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:
Skriv et svar