Bagekursus dag 5: Kanelsnurrer er Kunsthåndværk på Køkkebordet

Kanelsnurrer med mere fokus på dejen

Vi er nået til sidste bageprojekt i mit lille selvbestaltede bagekursus, baseret på en kombination af den nye viden jeg fik med hjem fra en bagekursus hos Meyer, og min egne erfaringer:

…og i dag handler det altså om:

Kanelsnurrer. 
Opskrift – 24 stk

Dej:

  • 5 dl kold sødmælk
  • 50 g gær
  • 1 stort æg eller to mellemstore æg
  • 1 kg hvedemel
  • 150 g sukker
  • 15 g havsalt
  • 12 g kardemomme
  • 150 g smør

Fyld:

  • 200 g smør
  • 150 g sukker
  • 4 spsk kanel

Pensling:

  • 2 sammenpiskede æg
  • Lidt sukker til at strø på kanelsnurrerne

Opløs gæren i mælken. Kom mel, æg, sukker, salt og kardemomme i mælken og ælt dejen i 20 min. i en røremaskine. Dejen kan også æltes i hånden. Det gjorde Anne Christine. Den skal så æltes længe, til du får en jævn og smidig dej.

Skær smørret i små firkanter og ælt dem ind i dejen. Igen skal dejen æltes 20 min. Enten på røremaskine eller i hånden. Dejen skal æltes så længe, så dejen hænger godt sammen og er elastisk, når man skal sno og binde kanelsnurrerne.

Lav en glutentest, ved at tage en klump dej mellem hænderne og stræk den langsomt ud til dejen bliver helt gennemsigtig uden at gå i stykker. Kom dejen i en tildækket skål og stil dejen i køleskabet i min 6 timer. Gerne natten over.

Tag dejen ud af køleskabet og vend dejen ud på et meldrysset bord. Form dejen til en firkant og tryk den flad. Rul så dejen ud til en rektangulær firkant på ca 11/2 cm i højden. Her et et lynkursus – i bogstaveligste forstand. 

Bland smør, kanel og sukker sammen til en blød masse og Smør det ud på dejen.

Fold 1/3 af dejen ind mod midten og fold den anden 1/3 over den første. Rul dejen ud til en passende størrelse ca 11/2 cm i højden. Skær strimler ud på ca 1½-2 cm.

Sno hver strimmel ved at tage fat i hver ende og sno dejen modsat fra hver ende, så den får 4-5 snoninger.

Tag den snoede dejstrimmel op med den ene hånd, og sno den 2 gange om din anden hånds pege- og langefinger.

Læg den resterende dejsnip hen over de to snoninger og placér den mellem din pege- og langefinger, og træk fingrene med dejsnippen til dig, så snippen hæftes ind i bollen.

Sæt bollerne på et par bageplader med bagepapir, så snoningerne vender opad og dejsnippen nedad. Lad bollerne hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse i ca 2 timer.

Pensl kanelbollerne med æg, drys med lidt sukker og bag dem ved 200 grader i ca. 12-14 minutter. Afkøl bollerne på en bagerist.

Bollerne kan fryses og varmes i en ovn ved ca. 150 grader i 15 min, hvis de sættes frosne i ovnen. 

 

Dagens opskrift er en
opdatering af min
opskrift fra februar.

Jeg lærte nemlig på Meyers bagekursus at have mere fokus på dejens tilberedning, og det var en klar succes: Kanelsnurrerene bliver lidt mere “saftige”.

Kanelsnegle har jeg bagt mange af til børnene, da de var små og boede hjemme. Det er stadig et hit, når jeg serverer dem.

Man kan bage mange af gangen til fryseren og så tø dem op i ovnen, når der tilfældigvis kommer nogle forbi til en kop te eller kaffe.

Men kanelsnurrer er lidt mere festlige at se på. Når det er kanelsnurrer skal dejen snurres. Det betyder snoet og bindes. Det kræver lidt øvelse.

Kanelsnurrer kan også fryses, og selv om jeg skulle have nogle med på arbejde, så ville jeg også gerne have nogle til fryseren. Derfor bager jeg af 1 kg mel.

Det kan måske lyde lidt hyklerisk, at jeg serverer kager til kaffen, når jeg er Folkesundhedschef, og vi arbejder med at ændre borgernes livsstil.

Kager er jo ikke det mest sunde – i hvert fald hvis man spiser dem hver dag og hele tiden. Men vi er ikke fanatiske, og vi kan også spise kage til kaffen en gang i mellem.

Desuden dyrker alle i afdelingen en del motion. Flere møder op tidligt om morgenen for at træne sammen. Enten løber de en tur på Brabrandstien eller også styrketræner de med forskellige redskaber.

Afdelingen har flere hold til DHL-stafetten. Det er både løb og gang. Der er hård konkurrence mellem holdene, så det nytter ikke noget at træne få uger før stafetten. Man er nødt til at have en vis grundform.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: