Hjemmebag til eftermiddagskaffen: Kringle med remonce er altid et hit

Hjemmebagt kringle
– som min mor lavede det

Opskriften på kringlen giver to store kringler

  • 500 g hvedemel
  • 1 dl mælk
  • 75 g gær
  • 2 æg
  • 300g smør
  • 5 g kardemomme
  • 1 knsp salt

Remonce:

  • 100 g blødt smør
  • 75 g sukker
  • Rør ingredienserne sammen til en blød konsistens
  • Rosiner
  • 1 æg til pensling
  • 1 1/2 dl mandler, smuttede og hakkede
  • Sukker

Kringledejen:

Lun mælken og rør gæren ud i mælken. Kom alle ingredienserne i en skål. Det er en god ide at skære smørret ud i små stykker. Så skal der æltes, indtil dejen kan klare glutentesten. Det er nemmest at ælte på køkkenbordet.

Hvis man maskinælter dejen, skal dejen æltes godt sammen inden smørret æltes i. Derefter røres dejen indtil den er smidig.

Kom dejen i køleskabet i et par timer.

Dejen deles i to stykker. Slå dejen ned og form den til en firkant.

Rul dejen ud til et aflangt stykke ca. 20 cm i bredden og ca. 1 cm tyk. Smør halvdelen af remoncen ud på midten på langs af det aflange stykke. Strø rosiner på remoncen.

Fold de to sider ind mod midten, så de dækker remoncen. Læg kringlen på en bageplade med bagepapir og lad den hæve ca 20 minutter. Gør det samme med det næste stykke dej.

Pensl kringlen med det sammenpiskede æg og strø sukker og mandler oven på kringlen.

Kringlen bages i 12-15 minutter ved 200 gr. varmluft.

Kringlen er bestemt fryseegnet. Det er en god ting at have i fryseren, da kringlen kan varmes og tøs op i ovnen ved ca. 150 grader i ca. 15 minutter.

 

 

Min mors kringle har alle dage været et hit i hele familien. Det var noget min mor blev ved med at bage indtil det sidste.

Hun præsterede endda næsten at sætte det i masseproduktion til Nexøhallens cafeteria, som min lillebror var leder af, og hvor kringlen gik som varmt brød.

Jeg har også bagt den mange gange, men ikke de sidste år. Det fik jeg pludselig lyst til, da jeg skulle servere kage til kaffen på terassen i weekenden.

Med min nye viden fra bagekurset hos Meyer med min datter Anne Christine fik jeg et rimelig godt resultat, når jeg selv skal sige det.

Det er æltningen som jeg bruger mere tid på end tidligere. Dejen bliver mere smidig. Jeg håndælter og bliver ved til dejen kan klare glutentesten.

Min mor plejede at rulle dejen ud med det samme, men jeg satte istedet dejen i køleskabet et par timer. Det gør, at det bliver lettere at rulle den ud.

Jeg formede også kringlen, som min mor gjorde da jeg var barn. Den lignede i form en rigtig bagerkringle. Det holdt hun dog op med senere fordi det var mere praktisk at have lige stykker.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: