Køkkenhaven tæt på Skt. Hans
Jeg har ikke haft de store forventninger til jordbærhøsten i år, da planterne er sat i år. Men vi fik alligevel en slem oplevelse. Der var et eneste rødt jordbær, og det havde en fugl hakket i.
Jeg fik hurtigt nogle små flytbare drivhuse, som vi har lånt af vores altid meget hjælpsomme genbo Kurt, over planterne.
Efter vi er kommet hjem, har jeg kunnet plukke en lille håndfuld til min morgenmad. Men jeg er nødt til at kigge til bærrene hver aften, da fuglene forsøger at rykke på drivhusene for at få fat på bærrene.
Desværre er drueagurkerne ikke blevet til noget. Frøene må have været for dårlige. Det samme gælder asierne. Der er kommet to planter op, som jeg passer og plejer med den største omhyggelighed.
Til næste år vil jeg prøve at forspire agurker og asier. Det kan jo være at de er svære at så på friland med det samme.
Ærter og løg kommer fint – selvom de trænger til at blive luget…
Bar jord i køkkenhaven gør mig noget frustreret. Der er rigtig mange grøntsager, som jeg gerne vil have sået. Derfor har jeg besluttet mig for at udnytte pladsen til nogle flere grøntsager.
Selv om vi nærmer os Skt. Hans, så forsøger jeg alligevel. Jeg har længe været fascineret af spiselige blomster, så nu vil jeg forsøge mig frem.
Blomsterne jeg vil dyrke i år har det sjove navn Mamelukærme. De har nogle skønne farver, som helt sikkert vil klæde flere salater. De vil også være sjove at anvende som pynt til mine desserter.
Rødbeder sylter jeg mange af i løbet af året. Derfor har jeg også købt rødbedefrø. Jeg håber at det vil lykkedes mig at få dem til at gro på trods af det sene tidspunkt.
Kartoflerne har fået nogle flotte toppe. Det er altid spændende at se hvor mange kartofler der er under planten, og hvor tidligt man kan grave dem op.
Jeg har altid tidligere troet, at planterne skal have blomstret, men der kan faktisk godt være kartofler tidligere. De er godt nok små, men de smager til gengæld forrygende.
Jeg har tænkt mig at grave en plante op til Skt Hans. Hvis ikke der er nogle som kan spises, kan jeg altid købe nogle hos naboen Paradiset som helt sikkert er leveringsdygtige. Dilden er også snart klar. Karsten kalder dild en “magisk krydderplante”, på grund af dens mange anvendelsesmuligheder og helt fantastiske og unikke smag både frisk og i syltninger.
I urtehaven ind i gårdspladsen boomer planterne også. Estragonen er blevet rigtig flot i år. Jeg kan blive helt syg, hvis ikke jeg får lavet bearnaise af noget af krydderurten. Derfor vil jeg lave bearnaise-essens. Jeg har en god opskrift på bearnaise-essens, hvor jeg i øvrigt også fortæller hvordan jeg redder en skildt bearnaise.
Persillen driller. Den er blevet lidt tør og kedelig. Jeg sår en række ude i køkkenhaven for at se om det er jorden, der ikke er god nok.
Før jeg tog til Folkemødet på Bornholm i sidste uge, var min sønnesøn Osvald og jeg ude for at se til jordbærrene, selvom gyngen også havde en vis tiltrækning.
Skriv et svar