Stegte sild med rabarberchutney

Stegte sild: Varme med rabarberchutney og nyopgravede kartofler – eller kolde i eddike dagen derpå.

Stegte sild med rabarberchutney

Det er blevet sommer, selv om vejret ikke helt lever op til det som jeg forbinder med sommer.

Stegt sild hører sommeren til, og skal spises på terrassen. Med lidt god vilje, læhegn og tæpper kan det lade sig gøre.

Rabarberkompot er jo egenligt mit yndlingstilbehør til stegte sild. Men i år vil jeg prøve noget lidt nyt:

Min far kom altid eddike på silden. Det syrlige kan jeg forstå, men eddike er lidt for barskt efter min smag.

I stedet tilsatte jeg lidt eddike til rabarber-kompotten.

Det blev så til rabarberchutney, som jeg tidligere har skrevet opskriften på.

Den syrlige eddikesmag sammen med krydderier som fennikel, allehånde, koriander og chili giver rabarberne et pift og passer perfekt til stegt sild.

Jeg steger altid ekstra sild, så der bliver til sild i eddike til frokost det næste par dage.

Mine kartofler kom lidt sent i jorden, og det er med rystende hånd at jeg graver en plante op. Nyopgravede kartoflerBingo! Der var rigeligt med kartofler til en middag med to.

Stegte sild med rabarberchutney, nye kartofler og spinatsalat

  • 8 sildefileter
  • 1 dl mælk
  • 1 dl rugmel
  • En stor håndfuld persille
  • 20 g smør
  • 4 spsk olie

Sildene skylles og tørres. Vendes i mælk og rugmel på skindsiden. Sildene lægges sammen to og to med kødsiden mod hinanden og med persille imellem.

Sildene steges i halvt smør og halvt olivenolie. Varm smør og olie op på en pande og steg sildene gyldne og sprøde.

Serveres med rabarberchutney og nye kartofler til. Jeg serverede også en salat af friske spinatblade, tomater og feta til.

Dressing

  • 4 spsk piskefløde
  • 1 tsk rørsukker
  • Saft af en halv citron

Røres sammen og hældes over salaten.


Rabarberchutney > Opskrift.

 

[yasr_visitor_votes size=”small”]

Stegt sild i eddike: For mig en sommerret.

Stegte sild, dagen derpå

Hvis man skal have stegt sild om vinteren er det saltstegte sild.

Men nu er det sommer, og jeg har stegt ekstra sild til vores middag. Så der er ikke andet end at gå i gang med at koge lage efter middagen.

Karsten elsker stegt sild i eddike på et stykke rugbrød til sin frokost.

Jeg har nu fundet den perfekte sammensætning mellem eddike og sukker. Det nytter ikke kønoget at gå på kompromis med sukkeret, selv om jeg gerne vil være lidt tilbageholdende med det søde. Ellers må man hellere lade være med at tilberede og servere stegt sild i eddike.

Opskrift

  • 4 sildefileter
  • ½ dl mælk
  • ½ dl rugmel
  • Persille til at lægge mellem sildefileterne
  • Smør og olivenolie til stegning

Skyld sildene og dup dem tørre med køkkenrulle. Vend skindsiden i mælk og derefter i rugmel. Skyl persille. Godt og læg nogle duske oven på kødsiden af en filet. Læg en sildefilet vendt i mælk og rugmel oven på med kødsiden nedad.

Varm smør og olivenolie på en pande og steg de sammenlagte sildefileter gyldne og sprøde.

Lad dem køle af.

Tilbered lagen

Lage til stegte sild

  • 2 dl lagereddike
  • 200 g sukker
  • 2 laurbærblade
  • 1 rødløg i skiver
  • 10 peberkorn
  • 1 bundt dild

Varm eddike og sukker op i en kasserolle. Rens rødløget og skær det i skiver. Skyld dilden.

Kom rødløg, dild, laurbærblade og peberkorn ned i kasserollen og kog det op. Det skal nu småsimre i 10 minutter. Tag kasserollen af varmen og lad den køle af. Når sild og lage er afkølet lægges silden i en beholder med låg og lagen hældes over. Sæt sildene på køl til næste dag.

De smager bedst når de har trukket et døgns tid. Sildene kan holde sig et par dage.

[yasr_visitor_votes size=”small”]

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: