Vandreferie i Sydtyskland

Ferierapport: Jeg starter med nogle dages vandreferie i Schwarzwald. Vi har taget vandreudstyret med og ser frem til nogle skønne dage i den fantastiske natur i det sydlige Tyskland.

Staufen im Breisgau
er første stop på vores vandreferie

Vi har nu tre uger foran os. Første stop er Staufen im Breisgau. Vi har besluttet at vi skal vandre i et par dage i de lave Schwarzwald-bjerge.

Staufen er en skøn lille by med toppede brosten og vandet som strømmer igennem byen i små kanaler langs med gaderne i den indre bydel. Vi har været her en gang for en del år siden på gennemrejse på vej mod Frankrig.

Vandreferie med start i Staufen

Hotellet Gasthaus zum Hirschen er lige som vi har drømt om i den rigtige tyske lidt tunge stil: Mørke træmøbler, tunge gardiner.

Hotellets frue er klædt i tyroleragtig kjole. Hotellet ligger midt i den gamle bydel, som også er centrum. Husene er iklædt blomster fra alle altaner og der er blomsterkasser på alle fortovsrestauranter. Altså kort og kort en typisk sydtysk by – skønt udgangspunkt for en vandreferie.

Hausfrau

Vi har en fantastisk udsigt til fra vores værelse til Staufen Schlossberg.

Den gamle slotsruin er placeret på toppen af bjerget, som er beplantet med vin. Der har været vinmarker siden Romertiden.

Vinmarkerne består af de klassiske druer for området. Weiss-, Grau- og Spätburgunder, samt Riesling, Gewürtztraminer og Chardonnay.

Staufen, udsigt fra hotelværelset

Det er en smuk tur op på bjerget, som jeg selvfølgelig måtte gå den samme dag, som vi ankom.

Vinene har vi også smagt i forskellige udgaver. Når vi nu er i området for Burgunderdruerne, vil jeg smage en god Spätburgunder.

Vi skal dog igennem et par flasker før jeg finder en rimelig god vin. Staufen er velhavende by og det afspejler sig også på priserne for vinen. 15 Euro for en nogenlunde god vin er lige i overkanten af hvad jeg havde forventet. Den var okay, men jeg havde forventet mig lidt mere. Det er faktisk en let vin. Vinen hedder Kalkbödele fra Merdinger Bühl i Baden og er fra 2013.

Første aftens restaurantbesøg
bød på næsten uspiselig mad

Restaurantbesøget den første aften var ikke, hvad vi havde forventet. Der var masser af restauranter med italiensk islæt, men vi gik efter det traditionelle tyske køkken. Forretten var kantarelsuppe, som var helt ok. Det er også vanskeligt at ødelægge smagen af kantareller.

Til hovedret bestilte jeg en wienerschnitzel, som jo er en helt klassisk tysk ret, og som jeg forventede ville være ok. Det var en stor skuffelse. To stykker paneret kalveschnitzel serveret med en skive citron med purløg. Dertil en skål pomfritter. Ingen grøntsager og ingen sovs.

Det var en tør omgang. Karsten bestilte en tysk pølseret, som blev serveret på en tallerken med tynd svampesovs og dertil en skål kartoffelsalat med en dressing af olie og sennep. Det var ikke nogen stor smagsoplevelse. Vinen var en spätburgunder som ganske enkelt ikke var til at drikke. Vi skulle nok have valgt en øl til maden – ein bier vom fass. Det går man ikke galt i byen med.

Jeg glædede mig til dagen efter at prøve hotellets køkken, som skulle være noget af det bedste i byen. Det var en god oplevelse – læs videre…

Vejret har ikke just været præget af sommertemperaturer. Skyerne hænger tungt i bjergene. Men det skal ikke holde os tilbage for en god vandretur, bare man har støvler og tøj til al slags vejr. Karsten og jeg har udstyret i orden. Det samme kan man sige om Herr Bacchus, som vi mødte på turen…

Udstyret er i top

Vi var på det lokale turistkontor, som er placeret i det smukke gamle rådhus midt i byen, for at orientere os om vandremulighederne. Manden på turistbureauet gav os en god orientering i vandresystemet. Vi fik købt et kort over området, og fandt masser af afmærkede vandrestier.

Staufen

Det er heldigvis muligt at tage udgangspunkt i Staufen til mange vandreture, hvilket betyder, at vi kan gå fra hotellet hver dag og kan lade bilen stå.

Det er skønt at komme ud og bevæge os – det er jo dét en vandreferie handler om. Vi startede nede i dalen, da vi ikke var sikre på at vejret holdt. Men da skydækket lettede efter nogle timer tog vi mod til os og bevægede os op ad bjerget.

Afmærkningen af vandrestierne i hele Schwartzwald er enestående. Kortet er nemt at orientere sig med og stierne er fantastisk velmarkerede med mærker og vejskilte ved hvert sted hvor stierne krydser hinanden. Vejskiltene viser stederne og afstanden til de forskellige vandremål. Det er næsten ikke muligt at gå forkert.

Men Karsten har også kompasset med, og han gør en del ud af at sikre, at vi er på rette vej. Vi stopper ved hvert andet vejsving for at måle retning og tjekke at kortet stemmer overens med, hvor vi tror vi er.

Det er meget betryggende, og man kan ikke være for sikker. Naturen skal man have respekt for. Vejret kan skifte hurtigt, og selv om det datoen viser sommer, så kan vejret i bjergene hurtig forandre karakter.

Efter to ruhetage (hotellets restaurant har lukket mandag og tirsdag) har vi bestilt bord. Efter en lidt kortere tur på andendagen på 8 km i åbent let kuperet terræn og en bytur i solskin og kun lette skyer, glædede vi os at sætte os til et godt tysk aftensbord.

Det blev heldigvis ikke nogen skuffelse. Tværtimod. Restauranten er hyggeligt indrettet med malerier af vinbønder på væggene og tunge mørke træmøbler i hyggelig belysning.

Langt om længe kunne vi få rigtig tysk mad. Hotelværten var opmærksom og er god til at vejlede om maden, og da jeg havde kig på en frikassé var han noget tøvende: Det var en tung vinterret, mente han og anbefalde noget lidt lettere sommermad, nemlig en spaghetti med kantareller og forskellige urter. Herligt.

Det er kantareltid og Schwartzwald er åbenbart kendt for deres kantareller. Måske ikke så mærkeligt med al den skov.

Hotellet har også egen vinavl. Deres vinstokke står på slotsbjerget, og de er en af de 10 private vinbønder som dyrker vin på Staufen slotsbjerg. Hotelværten anbefalede naturligvis en deres egne grauburgunder til min spaghetti med kantareller. Derudover får jeg en smagsprøve af en weissburgunder.

Det er helt klart at jeg foretrækker grauburgunderen. Den har en flot strågul farve og har en fed konsistens. Den har en flot sammensat smag af hyldeblomster og æble med en smule syre.

Karsten fik endelig fået en af sine ynglingsretter – når vi er i Tyskland: Sprængt svineskank med sauerkraut og flødepeberrod.

Det er blevet ferie, rigtig ferie – som for os er bil- og vandreferie.

Første stop var motorvejshotellet ved Reinhardtshein.

Næste dag videre til fire dage i Staufen i Sydtyskland, som jeg skriver lidt mere om i denne artikel.

Herefter går turen til Provence og mere vandreferie.

Den første uge af ferien har Karsten og jeg brugt til at gøre vores hus klart til et ferie-rykind af et større hold tyske gymnaster, som vi har lejet huset til via AirB&B.

De skal til et stævne i forbindelse med kulturby 2017, som er Aarhus.

Det er faktisk godt at få ryddet ud og smidt meget af det ud, som vi har samlet igennem årerne og mere eller mindre glemt, at vi havde.

Vi får også lige repareret og vedligeholdt småting, som man overser i hverdagen.

Efter en uge med hovedrengøring trænger jeg unægteligt til ferie, hvor jeg bare skal være sammen med min elskede husbond, hvor vi skal på vandreture, læse, og strikke babytøj til den lille nye, som er på vej hos vores søn og svigerdatter. Karsten læser højt mens jeg strikker.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: