Det franske marked jeg kommer tilbage til igen og igen
Lourmarin er egentlig en af de titusindvis af småkommuner i Frankrig, og er så traditionsrig, at området og byen indgår som en del af Luberon-nationalparken.
Byens marked er berømt, og biler fra hele regionens beboere og turister parkerer langs alle tilkørselsveje når der er marked hver fredag.
Lourmarin er en forholdsvis lille by. Den indholder til gengæld alt hvad en turist kan tænke sig af butikker og fortovsrestauranter. Byen er smuk og pitoresk. Nogle vil nok kalde den lidt for pæn. Husene og gaderne er fantastisk velholdte holdt, der er forretninger for enhver smag, og beboerne i byen har forstået at omsætte byens popularitet til en god indtægtskilde.
Det er fredag, og da vi ankommer til byen for at gå på marked passerer vi torvet med de mange restauranter og brasseriet. Byens beboere og besøgende er særligt den dag ret bevidste i deres påklædning: Sidste casual sommerskrig for kvinder såvel for mænd.
Det er alligevel et marked, som jeg elsker at besøge. Markedet har alt hvad hjertet kan begære, og jeg har købt mange ting her, som jeg også stadig har glæde af.
Det et selvfølgelig også et madmarked, men også det er større og mere varieret end andre steder. Flere slags pølser og skinke. Karsten skal have sin skinke med hjem fra den sædvanlige pølse og skinkemager. Det får han også: Han handler med slagteren og får en solid vildsvineskinke og to pølser for 20 Euro.
Krydderier fra hele verden kan købes i Lourmarin. Ostene et flere og større end jeg har set dem andre steder. Tøj af fineste kvalitet. Jeg bliver fristet af en kjole, men nej! Jeg har på det tidspunkt brugt de penge jeg skal.
Fransk nougat i mange forskellige udgaver også i store blokke. Smykker som tilpasses på stedet. Jeg får mig lige et par halskæder og armbånd.
Knive er noget franskmændene kan lave og som de går op i, måske som mange andre steder. Men de fransk knivmarkeder et noget særligt. Karsten bliver blød i knæene og overvejer. Vi har Opinel knive i alle mulige variationer, så denne gang springer han over.
Jeg har to mål for dagen: Sæber og duge. Jeg elsker de franske sæber og især dem der dufter af lavendel. Jeg fik mine sæber, så jeg kan klare mig et par år.
Jeg er vild med de provencalske mønstre og duge i forskellige mønstre fra Provence kan jeg ikke få nok af.
Der er på dette marked flere forhandlere, som sælger duge. Jeg ledte efter den sælger, som jeg købte min sidste dug af. Efter at have været markedet igennem flere gange opgav jeg og købte tre smukke duge hos en anden forhandler.
Vi kom tilfredse derfra med de varer vi havde planlagt, og selvfølgelig med lidt mere end vi havde tænkt.
Enhver by med respekt for sig selv i Provence har et ugentligt marked.
Vi opsøger dem altid på vores Frankrigs-ferier – det er altid en oplevelse.
Der er dog stor forskel på markederne. Et vigtigt kendetegn for dem alle er de friske madvarer.
Det strækker sig fra fiskehandlere med fisk i alle variationer over slagtere, som sælger frisk kød, pateer, pølser i alle variationer til ostehandlere med de typiske franske oste som gedeoste, gruyere, comté, tomme, brie, camembert og helt sikkert mange flere.
Grønthandleren må jeg ikke glemme. De sælger grøntsager, som vi selvfølgelig kan finde i de danske forretninger, bortset fra størrelsen og måske også en bedre kvalitet. Det var på sådan et markede jeg købte en stor basilikum til køkkenvinduet i huset.
Derfra udvides sortimentet med tøj, brugsgenstande af enhver art, sko og tasker, sæber afhængig af størrelsen på byen.
Jeg er altid lige imponeret over den indsats udstillere og sælgere lægger for dagen. Det må være et gigantisk puslespil at pakke hele butikken ud tidligt morgen, kun for at pakke sammen igen når middagsheden sætter ind.
Skriv et svar