Ostesoufflé med Vesterhavsost, stegte Romanescokål og sherrystegte blommer

Opskriften er til 4 personer.

Det gør noget ved selv en ret simpel ret at blive anrettet pænt.

Ostesoufflé:

  • 50 g mel.
  • 25 g smør.
  • 2½ dl mælk.
  • 150 g Vesterhavsost groft revet.
  • 5 æg.
  • Salt og peber.

Start med en opbagning. Smelt smørret i en kasserolle, rør melet sammen med det smeltede smør og kom mælken i lidt af gangen mens der piskes godt til en tyk sovs. Sluk for varmen og rør den revne ost i til den er helt smeltet.

Del æggene i blommer og hvider. Tag gryden af varmen og rør æggeblommerne i ostesovsen et af gangen. Krydr sovsen med salt og peber.

Pisk æggehviderne og bland ostesovsen sammen med æggehviderne.

Smør en souffléform med smør og kom den blandede soufflésovs i formen.

Den bages i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 35 minutter.

Smuk ser den ud, når den er frisk ude af ovnen.

Imens souffléen er i ovnen tilberedes tilbehøret

Smørstegt Romanesco:

  • 1 Romanesco (almindelig blomkålshoved kan anvendes).
  • ½ dl vand.
  • 15 g smør.

Tag buketterne af Romanescoen og del dem i to. Kom dem i en skål med vand og salt i nogle få minutter for at skylle dem.

Det er noget fascinerende ved Romanesco-kålens struktur.

Kom vand i bunden af en gryde og en klat smør. Anbring de halve romanesco-buketter med den skårede side i gryden, og varm gryden op. Vandet koger væk efter nogle minutter og smørret smelter.

Lad buketterne stege ved svag varme til de er blevet brunede på skæresiden. Tag gryden af varmen.

Stegte blommer:

  • 4 blommer.
  • 4 spsk olivenolie.
  • 2 spsk sød sherry (Jeg har ½ fl. ‘Pedro Ximénez’ som en fast ingridiens i mit køkken. Den er fantastisk).
  • 1 spsk hakket frisk salvie.
  • 8 små salvieblade til pynt.

Halvér blommerne og fjern stenene. Varm olivenolien op i en gryde og steg blommerne på skæresiden nogle få minutter.

Stille stegning, sherryen giver en let sødme til blommerne.

Hæld sherryen over og drys den hakkede salvie over. Lad blommerne stege videre i ca 5 minutter. De skal stadig have deres struktur.

Server souffléen med de stegte blommer og de stegte romanescobuketter. Smeltet smør kan serveres til souffléen.

Denne ostesoufflé kan serveres som forret eller som en let frokostret.

Soufflé skal være flot og luftig og serveres i et smukt souffléfad.

Det er også en ret, som har fået ry for at være svær at få til at lykkes.

Som regel hører man om, at den falder sammen, når man åbner ovnen for tidligt.

Hvis man derimod skal tilberede en grøntsagsgratin er der ikke så meget ærefrygt over det.

Blomkålsgratin med ærter fik jeg ofte som barn, og det har jeg tilberedt til vores børn som et godt hverdagsmåltid, serveret med rigelig smørsovs.

Denne ostesoufflé er ikke svær at tilberede, og jeg synes at den er meget mere delikat end en grøntsagsgratin. Især hvis man pifter den lidt op med et lækkert tilbehør.

Den var rigtig flot da den kom ud af ovnen, men faldt lidt sammen efter nogle minutter.

Det mener jeg er helt ok, ellers kan den let blive for tør og kedelig.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: