Meget grønne grøntsager, tilberedt så også mænd kan li’ det: Spinattærte og grønkålssalat

Opskrifterne er til 4 personer.

Spinattærte med Ricotta og soltørrede tomater.

Til tærtedejen har jeg brugt en blanding af hvedemel og Ølandshvede. Det giver en lækker sprød tærte.

Tærtedej:

  • 175 g hvedemel.
  • 50 g Ølandshvede.
  • 1 æg.
  • 100 g olivenolie.
  • 1 tsk salt.

Kom alle ingredienser i en skål og ælt dejen igennem, så det bliver en ensartet glat dej. Rul dejen ud på et melstrøet bord og kom den i en tærteform som er smurt med smør.

Prik tærtedejen i bunden med en gaffel, så den ikke bobler op under bagningen.
Tærten bages i en forvarmet ovn ved 200 g i 10 – 12 minutter. Den skal ikke være helt gennembagt.

Fyld:

  • 1½ dl ricotta.
  • Revet skal af ½ citron.
  • 1 dl revet parmesan.
  • 4 æg.
  • 125 g friske spinatblade.
  • 4 spsk hakkede soltørrede tomater i olie.
  • 1 dl revet parmesan til at drysse over tærten.
  • Salt og peber.

Rør ricottaen godt igennem med et piskeris. Rør ricottaen sammen med den revne citronskal, revet parmesan, æg, salt og peber. Kom de skyllede hele spinatblade i blandingen og rør fyldet forsigtigt sammen.

Kom spinatfyldet i tærteformen. Kom de hakkede tomater over og drys til sidst den revne parmesan over tærten.

Bag tærten i 40 minutter ved 180 grader

Grønkålssalat med fennikel:

  • 1 fennikel.
  • 4 spsk olivenolie.
  • Saft af 1 citron.
  • salt og peber.
  • 2-3 stilke grønkål.
  • ½ rødløg.
  • 75 g mozarella.
  • 1 håndfuld pinjekerner.
  • ½ dl olivenolie.
  • Salt og peber.

Skyl fennikellen og skær den i tynde skiver – gerne med et mandolinjern, hvis du har sådan et.

Rør en dressing af olivenolie, citronsaft, salt og peber. Læg skiver af fennikel i en skål og hæld dressingen over. lad den stå og trække i ca ½ time.

Skyl grønkålen og skær stilken fra. Hak grønkålen groft. Læg grønkålen i en pæn salatskål. Hæld olivenolien over grønkålen.

Rens rødløget og skær det i tynde skiver.

Varm en pande op og rist pinjekerne. Tag dem af når de har fået farve.
Hæld væsken fra mozzarellaen og skær den i mindre stykker.

Kom den skivede fennikelsalat over grønkålen, derefter mozzarellaen, de skivede rødløg og til sidst pinjekerne.

Alt skrives ned – med en fyldepen, som naturligvis matcher farven i mine briller og sweater…

Når jeg planlægger mine måltider og middage forsøger jeg at bruge årstidens grøntsager.

Det er ikke altid lige nemt, da jeg ofte bliver fristet af sortimentet i supermarkedet, som jo indeholder flere grøntsager fra udlandet, og som ikke hører til den danske årstid.

Jeg bestræber mig også på at få så mange grøntsager ind i hverdagsmiddagene som muligt.

Det er selvfølgelig fordi jeg godt kan lide grøntsager og ikke kan få nok, det er også fordi min elskede husbond ikke selv er så god til at tage initiativ til at spise grøntsager til sine frokoster og i løbet af dagen.

Denne middag er fyldt med nogle meget grønne grøntsager, som også er fyldt med C-vitaminer. Det er om at få fyldt op i depoterne inden vinteren.

Jeg har planlagt en spinattærte og en grønkålssalat. Spinat er måske på grænsen til årstiden.

Men i det mindste har vores lokale brugs dansk økologisk spinat på hylderne. Den er oven i købet skyllet. Så det kan ikke være bedre.

Spinat indeholder rigtig mange næringsstoffer som blandt andet K-Vitamin, C-vitamin, Kalium og magnesium.

Det er vitaminer og næringsstoffer som er med til at styrke immunforsvaret og knoglerne. Ja der er rigtig mange gode grunde til at spise spinat, udover at spinat smager fortrinligt både frisk, kogt og stegt.

Grønkål hører til gengæld til årstiden. Ja den kan man høste hele vinteren i køkkenhaven. Grønkål er lige så sund som spinat.

Grønkål er blandt andet rigtig god til at sænke det usunde kolesterol LDL. Derudover er indholdet af fibre stort.

Jeg har prøvet at indrettet mit køkken så jeg kun skal gå få skridt. Ind imellem bliver der lidt trængsel, men man kan ikke få alt…
Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: