Tapas til weekenden

Tapas-menuen i dag består af: Stegt kulmule med stuvede kantareller og blåbær. Stegt andebryst med syltede rødløg, fintsnittet rød spidskål, brombær og brøndkarse. Varmrøget laks i dildcreme med rødbeder og spinat.

Vi slutter med ostene Saint Albray og brie med kvædegelé, rød syre og hjemmebagte rugkiks med sesamfrø og karamelliseret æblekage med flødeskum

Alle opskrifter er til 4 personer.

Kulmule med kantareller og blåbær:

Tapas-night: Stegt-kulmule
Blåbærrene giver en god, syrlig kontrast i retten.
  • 4 stykker kulmule med skind på hver 50 g.
  • Olivenolie til stegning.
  • Salt og peber.
  • 50 g blåbær.
  • Nogle dildkviste til pynt.
Stuvede kantareller:
  • 100 g kantareller.
  • 10 g smør til stegning.
  • 1½ dl fløde.
  • 2 tsk revet citronskal.
  • Salt og peber.

Start med kantarellerne, som børstes fri for evt. jord.

Tapas-night: Trængsel på gasblusset
Der er trængsel på gasbordet. Kantareller, kulmule – og rødløg til senere.

Varm smør op på en pande og steg kantarellerne godt igennem i smørret. Kom fløde og revet citronskal over kantarellerne. Kog op og smag til med salt og peber.

Varm olivenolien op på en pande og steg kulmulestykkerne med skindsiden nedad. Drys med salt og peber. Vend fiskestykkerne til allersidst et ganske kort øjeblik.

Anret fiskestykkerne på tallerkener med kantarellerne og drys blåbær og dild over retten.

Andebryst med syltede rødløg, spidskål og brombær:

Tapas-night: Andebryst
Smukt ser det ud. Der er både salt, bittert, surt og sødt.
  • 1 andebryst.
  • Olivenolie til stegning.
  • 1 kvist rosmarin.
  • Revet skal af ½ appelsin.
  • Salt og peber.
  • 4 spsk syltede rødløg –  opskriften til de syltede rødløg findes her på bloggen, i en artikel om Nytårstapas.
  • 1/4 rød spidskål.
  • 50 g brombær.
  • Et bundt eller en potte brøndkarse.

Tag bladene af rosmarinen og kom dem i en morter sammen med 1 tsk salt og revet appelsinskal. Knus det til en pasta.

Tapas-night: Andebryst
En god jernpande er godt til det forholdsvis solide stykke andekød.

Varm olivenolien op på en pande og læg andebrystet på panden med kødsiden ned ad. Kom krydderurtepasten oven på andebrystet. Vend andebrystet efter ca 10 minutter og steg andebrystet færdigt. Det skal være lyserødt inden i.

Tapas-night: Spidskål
Den røde spidskål smager godt og ser godt ud.

Skær tynde skiver af andebrystet og anret skiverne på tallerkener med de syltede rødløg, nogle tynde strimler rød spidskål. Fordel brombærrene over og pynt med brøndkarse.

Varmrøget laks i dildcreme med rødbeder og spinat.

Tapas-night: Varmrøget laks i dildcreme
En dejlig frisk ret med et godt brød.

125 g varmrøget laks.

Dildcreme og øvrigt tilbehør:
  • 2 spsk mayonnaise.
  • 3 spsk mascarpone.
  • 1 tsk revet citronskal.
  • 1 bundt frisk dild.
  • 1 kogt rødbede.
  • 200 g frisk spinat.
  • En smule olivenolie til stegning.
  • Salt og peber.
  • En smule revet muskatnød.

Kog rødbeden i let saltet vand i ½ time. Kom den i koldt vand med det samme og gnid skallen af. Læg den på køl.

Rør mascarpone og mayonnaise godt sammen til en ensartet creme. Gem nogle kviste dild til pynt og hak resten groft. Rør den hakkede dild, citronskal i cremen og smag til med salt og peber.

Riv laksen fra hinanden med en gaffel i små stykker. Rør laksen i dildcremen.

Jeg har tidligere skrevet om hjemmerøget varmrøget laks på Weber-grillen. Det er faktisk nemt – men det er selvfølgelig nemmere at købe det i Brugsen eller hos fiskehandleren.

Skær rødbeden i papirtynde skiver. Brug en tynd kniv eller et mandolinjern. Der skal bruges ca 16 skiver.

Varm olivenolie op på en pande og kom spinaten på panden. Vend spinaten på panden indtil den er faldet sammen. Krydr med salt og peber og revet muskatnød.

Anret dildcremen på tallerkener skiftevis med rødbedeskiver og dildcremen. Kom spinat ved siden af. Pynt med dildkviste.

Ostetallerken:

Tapas-night: Saint Albray og Brie
Saint Albray’en er en blød ost med markant smag, hvor brien er som at spise fløde. Husk at tage dem ud af køleskabet nogle timer før de skal spises.
  • En Saint Albray.
  • Et stykke brie.
  • Kvædegele.
  • Hjemmebagte rugkiks.

Anret osten på tallerkener med hjemmelavet kvædegelé og rugkiks. Pynt med rød syre.

Karamelliseret æbletærte med flødeskum:

Tapas-night: Æbletærter
Server tærten med flødeskum eller blot fløde.

Der er to slags dej: Mørdej til låg og en rørt dej.

Opskriften består af flere dele. Først har jeg listet ingredienserne op og lidt længere nede beskriver jeg de trin du skal følge.

Mørdej:
  • 120 g smør.
  • 80 g flormelis.
  • 30 g mandelmel.
  • 1 æg.
  • Korn af en halv stang vanilje.
  • 235 g mel.
  • ½ tsk fint salt
Sirup:
  • 50 g smør.
  • 120 g muscovadosukker.
  • 1/2 tsk stødt kanel.
  • 1/4 dl vand.

1 æble.

Dej:
  • 60 g smør.
  • 75 g flormelis.
  • 1 æg.
  • 100 g hvedemel.
  • 1 tsk bagepulver.
  • ½ tsk fint salt.
  • 1 dl mælk.
  • 2½ spsk flormelis.
  • 1½ dl piskefløde.

Trin-for-trin:

1: Start med mørdejen: Du skal bruge 4 små kageforme på ca 8 cm i diameter.

Rør smør, flormelis, mandelmel, æg og 1/4 af melet sammen. Kom derefter resten af melet i sammen med saltet. Ælt dejen sammen. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, 3-4 mm tyk. Læg dejen i køleskabet en time.

2: Sirup: Smelt smørret i en kasserolle og bland muscovadosukkeret i sammen med kanel og vand.

Tapas-night: Sirup røres
Der røres. Pas på at det ikke brænder på.

3: Dej: Rør smør og flormelis sammen. Del ægget i blomme og hvide og rør blommen sammen med smør og sukker. Si mel, bagepulver og salt og rør det sammen med smør og sukkerblandingen. Mælken røres i dejen. Pisk æggehviden sammen med flormelis og rør det i dejen.

4: Æblet: Skræl æblet, fjern kernehuset og skær æblet i tyndeskiver.

5: Kom siruppen i bunden af kageformene og fordel æblestykkerne i siruppen. Tryk dem godt ned i siruppen.

6: Tag mørdejen ud af køleskabet og udstik 4 runde stykker.

Tapas-night: Dej til æbletærter
En god metalform gør arbejdet godt.

 

Læg mørdejen over kageformene og skær overskydende dej af. Kom resten af dejen i en plastikpose i fryseren til en anden gang. Den kan holde sig i mindst 2 måneder.

7: Tærterne bages i en forvarmet ovn ved 180 grader i 30 minutter.

Tapas-night: Æbletærte
Sådan ser tærten ud netop ude af ovnen og med bunden øverst.

Tærterne vendes ud på tallerkenerne og serveres med pisket flødeskum.

Flere ingredienser til aftenens tapas-menu kan tilberedes i god tid inden.

De syltede rødløg kan tilberedes flere dage i forvejen, og kan gemmes på glas.

Den varmrøgede laks i dildcreme kan tilberedes et par timer før og stilles i køleskabet, ligesom rødbederne kan koges dagen før.

Rugkiksene kan også bages flere dage i forvejen, og kan laves på flere måder. Jeg har tidligere haft en opskrift med kommen i kiksene.

Desserten kan også bages dagen før og lunes i ovnen.

Tapas eller gourmetmiddag?

En af mine veninder synes, at mine tapas snarere er gourmetmiddage med mange små retter, end tapas.

Jeg er meget smigret over at mine tapas menuer af vennerne betragtes som gourmetmåltider.

Jeg holder nu fast i at kalde mine små retter for tapas. Retterne er meget små og forholdsvis enkle, hvilket jeg mener er kendetegnende for tapas i dag.

Tapas i dag er ikke som tidligere klassisk spansk et enkelt stykke brød, der – som et tag eller låg (“tapa”) – kunne lægges over glasset for at holde fluerne væk.

De mange tapas-restauranter har mange forskellige retter på menuen, både kolde og varme. Når man i dag går på tapas-barer eller tapas-restauranter spiser man jo også indtil man er mæt.

Så tapas eller gourmetmiddag – man kan kalde det hvad man vil.

Tilbehøret til mine tapas denne gang er præget af efteråret med rødløg og rødbeder fra køkkenhaven og kvædegelé tilberedt af kvædefrugterne fra prydhaven.

Kantareller er hentet i skoven.

Men følger du min blog ved du, at jeg har masser af tapas-forslag. Bare kig her.

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: