Mit seniorliv: Refleksioner om fremtiden

Dilemmaer, udfordringer og eksistentielle refleksioner – seniorliv! Jeg vælger at skrive om mine refleksioner over de dilemmaer og udfordringer, som jeg oplever at stå i, her på kanten til mit seniorliv. Jeg håber at andre kan få glæde af mine refleksioner, og regner med at jeg ikke er alene om at stå på kanten af arbejdslivet og føle min selvforståelse truet.

Jeg vil ikke ligefrem betegne det som en eksistentiel krise, men måske er det alligevel på grænsen til en eksistentiel krise, det jeg har gennemlevet de sidste måneder.

Jeg ved at der er mange, som ser frem til pensionistlivet og seniorlivet med længsel, men jeg er ikke en af dem.

Livet i faser:
Progression i rollerne

Vores liv er delt op i perioder eller faser, og i hver periode har vi bestemte roller og positioner. Der sker en bevægelse fra man er barn til ung, og fra ung til voksen. Der er en progression i vore roller i familie og fritidslivet og i de positioner vi har i arbejdslivet.

Som voksen, hvor man er gift og mor, skal man bevæge sig mellem flere roller. Hvis man som de fleste kvinder her i landet også har job kan det i perioder blive en noget kompleks opgave.

Det bliver igen mere simpelt når børnene flytter hjemmefra. Så kan man koncentrere sig om færre roller i hverdagen.

Mere end fuld tid i 20 år

De sidste 20 år har jeg arbejdet mere end fuld tid i lederjobs! Det har været sjovt, spændende og jeg har også oplevet stor personlig udvikling. Samtidig har det selvfølgelig også været en krævende periode, da en arbejdsuge for det meste er løbet op i mere end 40 timer.

Selv om jeg har arbejdet mange timer om ugen, og weekender og aftener også er blevet inddraget, så har jeg ikke spekuleret på, hvornår jeg skal gå på pension.

Jeg har slet ikke overvejet at gå på førtidspension. Mit job har fyldt meget og resten af tiden har jeg kunnet koncentrere mig om at pleje mit ægteskab udover børn, venner og andre fritidsinteresser.

Seniorliv?
Skræmmende!

Det sidste års tid – i kraft af min alder og savnet efter at se mine børnebørn lidt oftere – har tanken strejfet mig, at der er noget der hedder pensionsalder. Men tanken om pension har alligevel været skræmmende. Næsten truende for min selvforståelse.

Nu er det ved at blive højaktuelt for mig, da jeg har indgået en senioraftale, hvor mit arbejdsliv slutter med udgangen af oktober 2019.

Det har været lidt af en proces for mig, og noget skræmmende at forestille mig, at mit arbejdsliv stopper om to år. Jeg har kæmpet med næb og klør for ikke at få en fast deadline. Nu er den der så … den faste deadline.

Jeg: Senior
eller evig ung?

Selv om jeg ikke tænker mig selv som i et seniorliv, så ved jeg jo godt med min fornuft, at det er jeg. Jeg må stille mig selv det åbenbare spørgsmål! Jagter jeg det evige unge liv? Opfører jeg mig som en kvinde, der ikke kan se sandheden i øjnene? Er jeg bange for det fysiske forfald, som er en uundgåelig følge af et langt levet liv?

Måske er det det jeg gør! Jeg gør meget for at holde mig i form og løber flere gange om ugen inden jeg tager på arbejde. Men det tænker jeg er ok, og det vil jeg ikke lave om på.

Jeg går også mellem møderne i byen i stedet for at tage bilen.

Jeg spiser sundt uden at være fuldstændig fanatisk. Jeg går meget op i hvordan jeg går klædt! Det mener jeg bestemt at man skal, lige gyldig hvor gammel man er.

Jeg er også meget bevidst om, at selvom man bliver gamle sammen i et ægteskab behøver man ikke ældes.

Vibeke Brønnum om sit seniorliv

Jeg er også helt sikker på at jeg kan få tiden til at gå. Jeg elsker at tilberede mad og eksperimentere i mit køkken. Jeg har en stor og fantastisk have, som kan blive endnu mere fantastisk med lidt mere tid og flid. Jeg elsker at strikke og sy.

Og at have mere tid til børn og børnebørn.

Hvad er så mit problem, vil du sikkert spørge.

Jeg har været chef i den samme organisation igennem mange år. Jeg har været chef for mange afdelinger. Det betyder at jeg har bevæget mig i bestemte cirkler i organisationen og at jeg har haft en vis position. Jeg har været en del af et kollegialt fællesskab på leder- og chefniveau.

Der er et stort kollegafællesskab! Er det fagligheden før det sociale? Er det det sociale før det faglige som vægter i fællesskabet?

Vi har selvfølgelig mødtes om det faglige, men det relationelle er alligevel altafgørende for at det faglige kan udfolde sig. I dag er man heldigvis meget bevidst om betydningen af det relationelle i en organisation, og man taler om relationel ledelse og koordinering som vigtige begreber i en organisatorisk kontekst.

Men altså, senior…

Jeg er gået fra at være chef for en stor afdeling til at være chefkonsulent fra den ene dag til den anden. Pludselig er jeg gået fra at være chef til at være medarbejder.

Jeg har deltaget i personalemøder med mine tidligere medarbejdere for at overdrage mine afdelinger til andre chefer. En afdeling som jeg har udviklet til det den er i dag. Det var bestemt ikke nogen sjov opgave. Det er en ubehagelig situation at stille op som den, der med overskud giver mit hjertebarn videre til andre.

Mine tanker og bekymringer går på, om de nu vil tage vare på afdelingen og respektere medarbejderne og de værdier som jeg har stået for.

Slut med kollegafællesskabet.
Slut med min position som chef.

Jeg har haft en oplevelse af at jeg skulle gå i et med væggene, for at ingen skulle lægge mærke til mig. Jeg har en følelse af et stort tomrum. Jeg trækker mig ind i mit eget lille trygge rum, hvor ingen kan såre mig. Jeg skal have tid til at finde min nye identitet i et nyt fællesskab. I et fællesskab med dygtige akademiske konsulenter, hvor jeg før har samarbejdet med dem som chef. Disse kolleger har om nogen været med til at gøre denne personlige omstillingsproces tålelig. Gøre overgangen til seniorliv god.

Jeg har som chef altid respekteret mine medarbejderes faglige og personlige kompetencer, og altid arbejdet med ligeværdige relationer uanset min position. Derfor har det ikke været svært at træde ind i det nye kollegialt fællesskab.

Men jeg har skullet finde min rolle i relationen til tidligere chefkollegaer. Nu som konsulent og med min faglige og erfaringsmæssige baggrund. Det er en udfordring.

Jeg har i den grad skullet arbejde med at finde ind til min egen selvforståelse om at jeg kan bidrage med noget relevant fra positionen i mit seniorliv.

Jeg har skullet arbejde med at rette ryggen når jeg træder ind i de tidligere fællesskaber i min nye position.

Efter et halvt år kan jeg nu løfte blikket!

Helt eksistentielt så
handler det om
min mening med livet.

Det er ikke nok for mig bare at gøre noget for mig selv,  som udelukkende er godt for mig.

I bund og grund handler det om livsglæde!

Som teologen og filosoffen Løgstrup så fint beskriver det, så er vi noget i kraft af hinanden. Vi holder hinandens liv i vore hænder. Vi er som mennesker ikke skabt til at leve alene. Vi skal have nogen at holde vores liv op i mod, give hinanden støtte og livsglæde!

Jeg er ved at affinde mig med mit nye arbejdsliv og min rolle og position på arbejde. Faktisk er jeg blevet så glad for mit nye arbejde, hvor jeg kan fordybe mig opgaver i stedet for at skulle have det forkromede overblik på mange felter, at skulle planlægge mange forskellige strategier og styrte rundt til mange møder og forholde mig til utallige personale-problemstillinger.

Jeg er ved at tilpasse mit liv til min nye situation, mit seniorliv. Jeg har en arbejdsdag med rimelige arbejdsforhold. Jeg holder fri fra arbejde, når jeg forlader mit kontor.

Det giver jo en masse timer, som jeg nu skal udfylde med det der giver og skaber livsglæde og mening i mit seniorliv.

Det vil jeg til at skrive om.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: