Mor/datter: Voksen-relationens dilemma

Refleksioner over min relation til min voksne, succesfulde datter. Det giver ind imellem lidt uro i mig – dilemmaet mellem at anerkende den voksne kvinde, og den pige som engang var min lille, skrøbelige, skønne datter. Men livet er for kort til at bare at spilde tiden med at savne og føle sig fortabt. Det reflekterer jeg lidt over.

Datter og mor

 

Jeg er den stolte mor af en voksen datter, som betyder utroligt meget for mig. Jeg oplever det som et dilemma at være langt væk og ønsket om at være tæt på.

Jeg må bare sande, at jeg må gribe ud og tage ansvaret på mig og ikke falde ned i en selvpinerisk selvmedlidenhed over at jeg ikke ser min datter ofte nok.

Jeg er sikker på at jeg ikke er enestående på det punkt. Det er jo en naturlig udvikling at børnene vokser op, løsriver sig og flytter hjemmefra. De skaber deres eget liv. Sådan skal det være.

Trods forståelsen af denne naturlige udvikling, så har jeg oplevet et stærkt savn til min datter.

Min datter skal jo have lov til at have sit eget liv uden indflydelse og påvirkning af mig som mor. Hun er voksen, har kæreste, som hun deler liv med, og job, og så er hun flyttet til den anden ende af landet.

Det er ikke fordi jeg sidder og græder hver dag, og ikke kan tænke på andet.

Jeg har mit job – nu mit seniorjob – og jeg har haft rigeligt at gøre. Jeg har ikke kedet mig.

Savnet

Men savnet har ligget der hele tiden. Jeg savner, at mødes med min datter oftere end det sker. Bare kort – ansigt til ansigt – over en kop kaffe.

Jeg oplever, at hun er langt væk. Fysisk bor hun jo i den anden ende af landet. 2 – 3 timer med tog, er selvfølgelig ikke langt væk. Men langt nok til at jeg ikke lige tager forbi eller mødes med hende på en café til en kop kaffe og en sludder.

Mentalt oplever jeg også at hun er langt væk. Hun lever sit eget liv, som hun deler med sin kæreste. De har det godt. Det glæder jeg mig over dagligt. Det er jo vigtigt, og jeg skal ikke trænge mig på og være til stede hele tiden i hendes liv. Det er jeg helt bevidst om.

Men jeg mangler at føle hende, mangler at føle hendes nærvær.

Relationen

Jeg kan godt føle lidt misundelse, når jeg læser de her historier om forhold mellem døtre og mødre, som har et venindeforhold.

Det er dog ikke det jeg ønsker. Jeg er helt bevidst om, at man ikke skal være veninde med sin datter. Der er noget forkert over den relation. Det er en anden relation, der er mellem mor og datter og mellem veninder. Sådan skal det også være.

 

Når vi er sammen har vi det godt. Vi kan godt tale om svære ting. Men jeg skal passe på, at jeg ikke overskrider en grænse. Jeg skal bestemt ikke blande mig.

Men nogle gange, så kan det udvikle sig til misforstået hensyn, når man ikke spørger ind til forhold, som man har en formodning om er virkelighed. Samtidig vil jeg også gerne vide, om hun har det godt. Er hun oprigtig glad for sit liv. Er der noget, som hun går og spekulerer på, måske unødigt.

Jeg tror at det er forældres lod at skulle bære på en evig bekymring for ens børn. Der er jo det her mundheld, som siger, at så længe ens børn er små er bekymringerne små og jo større børnene bliver, jo større bliver bekymringerne.

Når fantasien løber løbsk

Bekymringerne bliver i hvert fald store, hvis man ikke helt oplever at vide hvad der foregår i ens børns liv. Så løber fantasien af med en og man forestiller sig det værste.

Sådan oplever jeg det  rigtig meget. Det her mundheld, som siger intet nyt er godt nyt. Det er ikke et mundheld jeg kan bruge til noget. Når jeg ikke hører noget, så kører tankerne derud af, og det er ikke fantasien, som mangler.

Jeg kunne jo også bare løfte knoglen og ringe lidt oftere. Men jeg vil jo heller ikke forstyrre hele tiden. Så har jeg travlt og så har min datter travlt.

Er jeg blevet afvist og er det derfor jeg ikke er så god til at ringe. Nej! Jeg er aldrig blevet afvist.

Kunne min datter så ikke bare ringe oftere! Nej jeg vil ikke bebrejde hende noget som helst. Det er ikke derfor at jeg skriver denne artikel.

Min prioritering

Det handler også om min egen prioritering fandt jeg ud af for nogle uger siden. Jeg tog to dage ud af kalenderen, og var sammen med min datter. To dage, hvor vi ikke skulle andet end at være sammen. Ingen planer andet end hinandens selskab.

Det er i sådanne øjeblikke at jeg oplever den nærhed, hvor vi kan få afstemt forventninger til hinanden. Der er tid til at tale misforståelser igennem, som opstår, fordi jeg tror, men ikke ved eller har forstået.

Heldigvis er der et gensidigt ønske om at se hinanden, hvilket jeg aldrig har tvivlet på. Men tiden løber bare uden at jeg har givet mig tid til at tage dage ud.

Livet er for kort til at bare at spilde tiden med at savne og føle sig fortabt. Jeg har besluttet at jeg vil blive bedre til at høre, hvad min datter siger og tage mig tid til de intense dialoger med hende, som vi har haft i de to dage vi var sammen.

Jeg mener også at man bør vise ydmyghed over at blive lukket ind i ens børns liv.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: