Wok-ret med inspiration fra Vietnam

Da jeg for nogle dage siden så en udsendelse fra Vietnam blev jeg meget inspireret til at eksperimentere med vietnamesisk mad tilberedt i wok. Wok var engang på mode herhjemme. Jeg har veget lidt tilbage for det, men her er en velsmagende wok-ret.

Wok-ret med spidskålsalat og chilisauce

Det jeg især blev inspireret af i udsendelsen om vietnamesisk mad var alle de forskellige slags friske grøntsager, som udgør en væsentlig del af deres retter.

Deres markeder er velsignet at alverdens friske råvarer. Det i sig selv er jo noget andet end vi kan prale af her i Danmark.

Jeg er også fascineret af hvordan de steger deres fisk og kød. Det er på en meget varm pande og ikke særlig lang tid med undtagelse af deres supper, hvor de så til sidst kommer friske grøntsager i suppen.

Min tilgang er selvfølgelig at bruge de grøntsager som jeg kan få herhjemme og som så vidt det er muligt hører årstiden til.

Fishsauce er en ingrediens som hører til i mange asiatiske madretter. Denne salte stærke smag er det rene umami. Det har ansjosernes smag koncentreret i en ekstrakt.

Fishsauce er rent faktisk fermenteret ansjos, hvor ansjoser altså er fermenteret med salt og lidt vand. Så trækker det i op til et par måneder før det er klart. Det kan så også holde sig nærmest uendeligt på grund af saltindholdet.

Man kan faktisk anvende fishsauce i utrolig mange retter. Det kan til en hvis grad erstatte soya, man skal bare være forsigtig med doseringen, da det er meget salt.

Jeg bruger en wokpande af støbejern. Den holder godt på varmen når den først er blevet varm.

Ingredienser:

Opskriften er til 4 personer.

Wok-ret med kinarejer:
  • 8 kinarejer.
  • 4 skiver tørsaltet bacon.
  • 2 spsk olivenolie til stegning.
  • 1 porre.
  • 1/4 fennikel.
  • 1/2 løg.
  • 2 stængler bladselleri.
  • 2 fed hvidløg.
  • 2 cm ingefær.
  • 1 spsk fishsauce.
  • 2 spsk sød chilisauce.
  • Salt og peber.
Salat af spidskål,
tørrede abrikoser og sesamfrø:
  • 1 lille spidskål.
  • 5-6 tørrede bløde abrikoser.
  • 1 spsk sesamfrø (det skal være de ristede sesamfrø).
Dressing:
  • 2 spsk hvidvins balsamicoeddike.
  • 4-6 spsk god olivenolie.
  • Salt og peber.

Tilberedningstid: 45 minutter.

Wok-ret forberedes: Bacon og rejer

Wok

Tilberedning:
Wok-ret med kinarejer,
bacon, tyndt skårede grøntsager og nudler.

1 100 g glasnudler udblødes i kogt vand i nogle få minutter.

2 Hak rejerne groft med skallen på. Skær bacon i tern.

3 Rens grøntsagerne og skær dem i lange tynde strimler. Hak hvidløgsfeddene fint.

4 Skræl ingefæren og riv den fint.

5 Varm en wok-pande godt op. Steg baconterningerne til de er sprøde. Kom rejerne ned til baconen. Steg videre i nogle få minutter.

6 Hæld olivenolien på wok-panden og tilsæt de hakkede hvidløgsfed og den revne ingefær. Steg det med et øjeblik, til det har fået farve.

7 Kom de strimlede grøntsager på panden. Steg grøntsagerne med i nogle minutter. De må meget gerne være al-dende og bevare den flotte friske grønne og lyse farve. Tilsæt eventuelt lidt mere olivenolie hvis retten er for tør.

8 Smag til med fishsauce, chilisauce, salt og peber.

9 Vend til sidst de udblødte glasnudler i retten.

Salat af spidskål,
tørrede abrikoser og sesamfrø

10 Skyl spidskålen og fjern eventuelt de yderste blade. Snit den tyndt. Brug eventuelt et juliennejern.

11 Skær abrikoserne i mindre stykker.

12 Bland spidskålen med abrikoserne og sesamfrøene.

Dressing.

13 Bland olivenolie og hvidvinseddiken og smag til med salt og peber

14 Hæld dressingen over salaten.

Server salaten til wok-retten.

Streg

Jeg kan også finde på at komme fishsauce i guacamole, som jeg har en opskrift på i denne tapas-artikel, og hummus, som du finder opskriften på i denne artikel.

 

 

Gem eller udskriv denne artikel
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: