Tjek din type – eller vær dig selv

I disse sociale medie-tider skal vi alle sættes i bås for at passe ind i en kategori: Er du lidt anderledes end folk er flest, er du “hipster”, er du erfaren er du “senior” … og så er du pludselig gammel for de unge, selvom de kalder dig “ældre” for at være pæne og ikke vil kalde dig “gået i stå”, mens du faktisk selv synes at du har et friskere og mere nuanceret syn på mange ting end dem.

Den engelske satire-gruppe “Monty Python” havde i deres film “Life of Brian” en scene, hvor Brian – som alle mener er den nye unikke Messias-figur – siger til en masse mennesker: “I er alle unikke”, hvorefter de råber i kor: “Ja! Vi er alle unikke”.

Budskabet er tydeligvis ikke gået ind, så Brian forsøger igen: “I er alle forskellige!” Hvorefter alle råber i kor: “Ja! Vi er forskellige” – indtil en mand pludselig siger: “Det er jeg ikke!”

Manden skiller sig ud ved at have sit eget syn på tingene, samtidig med at han vedkender sig at tilhøre en bestemt gruppe – nemlig dem han står i blandt.

Men er han “hipster”? Nej for hipster er noget positivt, spændende, og det vil han netop ikke være. Men han er jo bestemt heller ikke helt almindelig.

Seenager

I jagten på nye begreber, som sætter os i bås uden at gøre os ens eller nedgøre os, er et nyt begreb dukket op: “Seenager”

Seenager er betegnelsen for den nye generation af +60’er. Betegnelsen er for mange “ældre” befriende, fordi de oplever, at seenager ikke sætter dem i bås på baggrund af deres alder.

Men man kan jo ikke være 30 år og seenager, så seenager er altså møntet på en bestemt alder. Og igen er du grupperet, sat i bås.

Måske virker det befriende for nogle, fordi der er lidt mere spræl over at være seenager. Ja det kunne jo være at man ønskede sig tilbage til teenagerlivet bare med lidt flere år på bagen.

Men er det sjovt at være “ung med de unge” når man er gammel … undskyld: Ældre?

Hvorfor skal vi absolut have en betegnelse for hvordan vi opfører os og for hvor gamle vi er?

Kan vi ikke bare leve det liv vi gerne vil uagtet alder og type? Hvorfor skal vi absolut kategoriseres og grupperes?

Grupper

Begreber sætter folk i bås efter alder og den måde man lever på. Man bliver grupperet og tilhører en bestemt gruppe uanset om man vil det eller ej.

Vi søger efter et ståsted og vi vil gerne være en del af et fællesskab. Men hvis vi grupperes i kategorier og begreber, så er der fare for at vi falder uden for. Og hvad er vi så?

Da jeg i sidste efterår skrev et indlæg på bloggen om mit nye “seniorliv”, fik jeg mange kommentarer.

Kategoriseret efter
hvordan man lever

Der var mange som kunne genkende sig selv i indlægget. Der var også nogle som tog afstand fra begrebet seniorliv. De mente ikke at jeg eller de selv passede ind i et seniorliv.

Begrebet senior har måske også en negativ klang, især for os der har nået forbi de 60 år. Vi går jo ikke ind i en dvaletilstand, som seniorlivet er ensbetydende med for mange, som ikke er på vores alder.

Med begrebet seenager, ønsker de, der betragter sig som seenager, at gøre op med at blive kategoriseret efter alder og i stedet at blive kategorisere efter hvordan de lever.

Begrebet seenager skal gøre op med et liv hensat i en lænestol efter et langt og slidsomt liv.

Måske er der ved at ske det samme, som da vi begyndte at omtale mennesker over en vis alder som “ældre” i stedet for gamle, fordi gammel havde for mange negative associationer. Nu er vi alle ældre, når vi når de 50 år.

Jeg er ikke vild
med begrebet seenager

Jeg synes at begrebet seenager er lige lovlig friskt. Det minder lidt for meget om, at vi som bliver gamle af alder skal stræbe efter at leve et liv som en teenager af sind.

Et liv, hvor det er vigtigt at gå på café, løbe på rulleskøjter, at ræse nedad de sorte pister.

Seenager giver mig associationer om et liv, hvor man først og fremmest er optaget af sig selv.

Jeg mener ikke at det er nødvendigt med et begreb eller betegnelse for hvordan vi lever og hvilken alder vi har. Jeg har ikke behov for at blive grupperet, hvis ikke det har nogen statistisk værdi.

Det handler bare om
at fortsætte livet

Det handler i virkeligheden bare om, at vi når vi runder de 60, så fortsætter livet, og den udvikling, som vi har været igennem hele livet. Vi fortsætter med de fritidsaktiviteter, som vi har eller får nye interesser, fordi vi har mere tid.

Vi mødes med venner og familie, som vi altid har gjort.

Vi har som +60’ere en masse erfaring, som vi kan give videre. Vi er mange, som holder fast i det aktive liv socialt og fysisk og er i rimelig god form.

Men det gør ikke noget, hvis det kan ske i et langsommere tempo. Det gode og meningsfulde liv nu som +60’er må gerne foregå i et lidt mere afdæmpet tempo. Dagene behøver heller ikke at være fyldt ud med planlagte aktiviteter, som man bliver helt stresset af ikke at nå, fordi vi også lige skal huske at slappe af.

Mere tid til
refleksion

Jeg vil gerne have lidt mere tid til refleksion. Lidt mere tid til blot at nyde livet som det nu udfolder sig.

Det liv hvor jeg finder ro og overskud til at beskæftige mig med det som jeg har interesseret mig for hele tiden. Men hvor jeg nu kan dvæle mere ved det jeg foretager mig – uden at tænke på om jeg har tid til det, og uden at blive stresset over hvad jeg ikke når.

Det liv, hvor der er tid til være sammen med børnebørn, så de oplever at jeg som bedsteforælder har tid og overskud til bare at være der og lytte og foretage mig de unyttige og sjove aktiviteter.

Det liv, hvor jeg kan give den støtte og hjælp, som mine børn efterspørger.

Dage til fordybelse

Det kan godt være at jeg kan fjolle og hoppe og springe sammen med mine børnebørn. Jeg er også glad for, at jeg fysisk kan holde til at være sammen med min sønnesøn på 4 år, som bestemt udfordrer mig på det fysiske og mentale plan.

Men jeg er også opmærksom på, at jeg gerne vil have dage med fordybelse i mit helt eget stille tempo: Det liv, hvor jeg selv oplever at jeg gør en forskel – både for mig selv og min ægtefælle.

Om jeg er senior, seenager eller bare en kvinde på +60 som har et meningsfuldt liv, og som gerne vil klare sig selv længst muligt og bidrage med det jeg nu kan, er ikke betydningsfuldt.

Det betydningsfulde er bevidstheden om, at livet stadig er noget der skal kæmpes for. Det er jo ikke sjov og ballade alt sammen, men du kan med alderens erfaring gøre en hel del for, at tingene ikke bliver så alvorstunge, som de var engang.

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: