Min køkkenhave i månedskiftet April/Maj

I år vil jeg gerne være tidligere på den med min køkkenhave end sidste år. Men efter nogle rigtig varme dage i april blev det pludselig koldt igen. Jeg har nu alligevel taget chancen med at gå igen med såning i april. Første weekend i Maj slog foråret jo pludselig rigtigt igennem, så der gjaldt det for mig om at få fart på.

Køkkenhaven 2014
Så er der gang i dette års køkkenhave.
Sidste uge i April:
Jeg lægger andet hold kartofler

I starten af april tog jeg de første skridt til at får gang i udbyttet fra køkkenhaven: Kartofler blev sat og rabarberne fra sidste år begyndte at skyde.

Nu her i begyndelsen af maj er der de første tegn på liv i de kartofler jeg lagde for 14 dage siden. De første små planter er kommet op af jorden. Det er noget som kan få mig helt op at køre. Måske kan vi smage de første kartofler i begyndelsen af Juni.

Solist-kartoflen, som jeg satte i begyndelsen af April, ser nu solen.

Det er selvfølgelig noget senere end kartoflerne på Samsø. De første kartofler er kommet op og solgt for 1000 kr pr kilo. Det er jo den rene guld-feber … på en eller anden måde minder den mig om “tulipan-boblen” i Holland i 1630’erne, hvor tulipanløg af en eller anden grund pludslig blev en ekstremt eksklusiv handelsvare.

Nå … tilbage til Samsøkartoflen: Man kunne købe 250 g Samsø kartofler i Coop i Hornbæk til 300 kr. Så tror jeg hellere at jeg må vente til mine egne kartofler kommer op i juni.

Jeg har her et par uger senere lagt det næste hold kartofler. Her har jeg valgt den traditionelle Sava, som skulle være rimelig robust.

Jeg har også sat gule og røde løg. De er lagt lidt dybt, da jeg stadig syntes at det var lidt koldt.

Jeg har også taget chancen med at så ærter, og rødbeder. Heldigvis har det regnet i et par dage, efter at de er blevet sået. Nu er varmen jo virkelig slået igennem, så mine betænkeligheder har været ubegrundet.

Starten af Maj:
Køkkenhave udvides

Min køkkenhave virkede tilpas stor sidste år. Men nu synes jeg at den er ved at være for lille til alt det jeg har planlagt at skulle så og plante i år. Så jeg har tænkt mig at udvide den med et par meter på to af siderne.

6 timers gravearbejde i søndags, og jeg fik lagt et par meter til på den ene side.

Sidste år så min køkkenhave sådan ud:

Haveplan køkkenhave
Den oprindelige haveplan fra foråret 2017.
(Klik på billedet for at se det i større format)

I år har jeg altså udvidet den med nogle kvadratmeter.

Hindbær

Sidste år plantede jeg hindbær, og overraskende nok, kom der en del bær på planterne.

I år har jeg en forhåbning om at de får rigtig mange bær. Hindbærrene har sat mange nye skud.

Hindbær
Hindbærrene er vokset godt siden de blev sat sidste år. Nu skal de deles.

Da jeg ikke har erfaring med hindbær har jeg konsulteret John Seymours bog “Den selvforsynende have”. Bogen er en læseoplevelse af de helt store – godt skrevet og rigt illustreret med meget detaljerede tegninger.

 

John Seymours køkkenhave
Bogen “Den selvforsynende have” er illustreret med tegninger, som er oplevelser i sig selv.
(Klik på billedet for at se det i større format).

Det er en pragtfuld bog, som kan læses af enhver med interesse for have, også for dem som kun interesserer sig for haven set fra sofaen. Der er kommet en ny udgave – om den er god ved jeg ikke, men se den her.

Jeg skulle allerede i efteråret have taget hindbærskud op af jorden og gravet dem ned i en række et stykke væk fra de gamle planter.

I denne weekend har jeg gravet nogle af de nye skud op og sat dem i to rækker i den nyopgravede have og håber på at de sætter mange hindbær.

Porrer

Porrer er skønne at have, hvis man først får dem til at gro. De kan stå i jorden hele vinteren, så man bare kan grave dem op, når man skal bruge dem.

Jeg fandt nogle forspirerede porrer på et marked. De er blevet sat dybt, så de kan vokse lidt inden de skal hyppes. Så har jeg en forhåbning om at der ikke kommer så meget jord i porrene.

Haricots verts

På samme marked fandt jeg også nogle Haricots verts-spirer. Jeg elsker de grønne bønner. Det er mange år siden jeg sidst har dyrket Haricots verts.

De næste par uger skal der vandes en del, hvis solen bliver ved med at skinne fra en skyfri himmel.

Tomater:

Jeg har sat tomatplanter til forspiring.

Tomatplanten spirer
Tomatspirerne står endnu inden døre.

Nogle af planterne er snart klar til at komme uden for i større krukker.

Rabarber

Rabarber er nogle af de første frugter, som kan høstes. Der er intet som nye rabarber.

Rabarber
Der er livskraft i de nye rabarber. Det er vinrabarber.

Stegte sild med nye kartofler og rabarberkompot. Det er dansk sommer.

Jeg fik købt endnu en rabarberplante. Denne er en vinrabarber.

Nu regner jeg med at få dækket mit behov for rabarber.

Streg

 

Jeg kan simpelthen ikke få nok at den skønne rabarber-smag. Som min blog jo også bærer præg af, både hvad angår navn og opskrifter. Har du f.eks. prøvet min Rabarberkompot, min Rabarberchutney eller mine stegte sild med rabarberchutney?

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: