Marmelade af jordbær og rabarber

Det er syltesæson og jordbær og rabarber-marmelade er årets første sylteprojekt. Jordbær og rabarber-marmelade er en af mine yndlingsmarmelader. Den smager af sommer og sol og er dejligt at kunne sætte på morgenbordet, når sommeren går på hæld og efteråret begynder at sætte ind.

Jordbær-rabarber-marmelade

Ingredienser:

  • 500 g rabarber (rensede).
  • 1 kg jordbær.
  • 1 kg sukker.
  • 4 tsk geleringsmiddel til marmelade.
  • 4 spsk sukker til at blande sammen med geleringsmidlet.
  • 2 – 3 spsk atamon til at skylle glassene.

Jeg har brugt friske rabarber og frosne jordbær.

Tilberedningstid: 60 minutter

Der bliver ca 8 glas som indeholder ca. 300 ml.

Tilberedning:
Marmelade af
jordbær og rabarber

Start med at skolde glas og låg med kogende vand. Hæld vandet fra glassene med det samme og stil dem med bunden i vejret på et rent viskestykke sammen med lågene.

Kom lidt Atamon i et glas og sæt låget på. Ryst glasset så det bliver skyllet med Atamon. Hæld atamonen over i et nyt glas og gentag proceduren til alle glas er skyllet i Atamon.

Skær bladet af rabarberne og skyl dem. Skær dem i stykker på ca 1 cm.

Kom rabarber og jorbær i en gryde. Hæld sukkeret over og varm gryden op ved lav varme. Bærrene vil hurtigt afgive væske.

Lad bærrene koge i 5 minutter.

Tag gryden af varmen og blend med en stavblender.

Bland geleringsmidlet sammen med sukkeret i en lille skål.

Sæt gryden med marmeladen tilbage på varmen. Varm gryden op til marmeladen koger. Rør i marmeladen hele tiden.

Strø geleringsmidlet og sukkeret over marmeladen og rør det rundt. Kog marmeladen op.

Tag gryden af varmen og hæld marmeladen på de atamonskyllede glas.

Sæt låget på med det samme og skru det godt til.

I syltebøgerne står der at man skal skumme marmeladen. Det ser jeg ikke nogen grund til.

Hvis du vil være sikker på at marmeladen er stiv nok, kan du komme en tsk marmelade på en tallerken og se om den stivner. Hvis du vil have den mere stiv, kan du komme mere geleringsmiddel i. Prøv dig frem.

Til denne portion passer den angivne mængde af geleringsmiddel til en blød ikke for fast marmelade.

Tørt forår sætter
grænser for høsten

Det har været et meget tørt forår, og der er her i begyndelsen af juli stadig ikke faldet mange dråber vand. Det har bestemt haft indflydelse på høsten både af jordbær og rabarber.

Jeg har ikke samvittighed til at vande for meget, og har fravalgt at vande jordbærrene og rabarberne. Derfor har jeg ikke fået mere end ca 5 kg jordbær ud af de 5 rækker jeg har og det er bestemt ikke særlig meget.

Jeg har frosset bærrene efterhånden som jeg har plukket dem, og anvendt dem frosne til marmeladen.

Høsten af rabarber har heller ikke været den bedste indtil nu. Men jeg kan ane, at der vil komme flere rabarber, og har besluttet at give dem noget vand og håber på at de får lidt mere energi.

Streg

Har du prøvet min abrikosmarmelade? Se opskriften her.

Søgeord: Marmelade, Jordbærmarmelade

 

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: