Tyndsteg med selleri i mayonnaise

Langtidsstegt tyndsteg serveret med skysovs til mos af kartofler, jordskokker og selleri. Dertil serverer jeg selvfølgelig syltede asier.Tyndsteg med grøntsagsmos og cellerimayonnaise

Det er blevet efterår og vinter og vi er gået i hi. Det er den rette tid for en god simreret.

Stegen sættes over og står og simrer nogle timer sammen med gode grøntsager for årstiden. Kødet bliver fantastisk mørt og smelter på tungen.

Porren er fra egen høst. De øvrige grøntsager er købt hos den lokale Kvickly, som forhandler grøntsager fra nærområdet.

Ingredienser:

Opskriften er til 4 personer:

  • 1 tyndsteg på ca 1 kg.
  • 1 gulerod.
  • 1 porre.
  • ¼ selleri.
  • 1 lille persillerod.
  • Salt og peber.
  • Olivenolie til stegning
  • ¾ l vand.
Skysovs
  • 200 kantereller.
  • 10 g smør.
  • ½ l stegesky.
  • 1 dl fløde.
  • Salt og peber.
  • Kulør.
  • 2 spsk Maizena.
Mos
  • 700 g kartofler.
  • 150 g jordskokker.
  • 100 g selleri.
  • 10 g smør.
  • ½ dl mælk.
  • Salt.
Selleri i mayonnaise (rå selleri)

Celleri-mayonnaise

  • ½ lille selleri.
  • 6 spsk mayonnaise.
  • 2 tsk dijonsennep.
  • 1 spsk citronsaft.
  • 4 spsk kapers.

Tilberedningstid: 3 timer

Stegetid: 2 timer. 

Tilberedning:
Tyndsteg med mos og selleri i mayonnaise

Stegning af kødet

𝟙 Gør grøntsagerne i stand. Skær gulerod og porre i skiver. Skær selleri og persillerod i mindre stykker.

𝟚 Varm olivenolien op i en stegegryde. Brun kødet på begge sider. Drys med salt og peber.

𝟛 Hæld vand ved, som dækker halvt op ad stegen. Kom grøntsagerne i gryden.

𝟜 Kog op. Læg låg på og lad stegen og grøntsagerne simre i 1 1/2 – 2 timer eller til kødet er helt mørt.

Selleri i mayonnaise

Tilberedes mens tyndstegen simrer.

Skræl sellerien og riv den groft.

𝟙 Bland mayonnaise, dijonsennep og citronsaft.

𝟚 Vend sellerien i dressingen sammen med kapers og stil den på køl indtil den skal serveres.

Mos af kartofler, jordskokker og selleri

𝟙 Skræl grøntsagerne og skær dem i mindre stykker.

𝟚 Kog dem i ca 15 minutter eller til de er møre.

𝟛 Hæld vandet fra og kom smørret ned i gryden. Læg låget på og lad det stå i et par minutter.

𝟜 Varm mælken op.  Pisk de kogte grøntsager med en elmixer til de er blevet til mos. Kom mælk i lidt af gangen til mosen har fået den ønskede konsistens. Smag til med salt.

Skysovs med kantareller

𝟙 Hæld stegeskyen fra din tyndsteg og grøntsagerne. Si den og hæld den op i en kasserolle. Lad den stå i noge minutter til fedtet har samlet sig oven på.

𝟚 Skum fedtet af.

𝟛 Kog skyen op og lad den småkoge ind til det halve.

𝟜 Børst kantarellerne godt. Skær dem i mundrette  stykker.

𝟝  Varm smørret op i en kasserolle.

𝟞 Svits kantarellerne i nogle minutter.

𝟟 Hæld skyen ved og kog op.

𝟠 Kom fløden og kulør i sovsen. Kog den godt igennem og smag til med salt og peber.

Hvis du ønsker sovsen jævnet kan du bruge sovsejævner eller 1 spsk maizena rørt ud i lidt koldt vand. Kom den udrørte maizena i sovsen og kog den op.

𝟡 Skær din tyndsteg ud og server mos, sovs, selleri i mayonnaise og asier til.

Streg

Se også min opskrift på brunkål med flæsk.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: