Julemarked i Tyskland
Et par skønne dage på et tysk julemarked
Stade er et besøg værd både for julemarkedet men også for selve byen, hvor den gamle bydel er charmerende med sine smukke historiske bygninger og hyggelige kvarterer.
Julemarkedet slynger sig igennem den gamle bydel og bliver integreret i den smukke by.
Byens historie har nordiske rødder. Den har været under både dansk og svensk herredømme ad flere omgange. Især den svenske tilknytning kan tydelig ses i byen. Det gamle rådhus har endog svensk flag.
Ældste by
Stade menes at være Nordtysklands ældste by og stammer tilbage fra år 800. Der er dog bygninger der kan føres tilbage til 1000 år f.Kr.
Byen var under svensk herredømme fra 1628 – 1712 afbrudt af to perioder på nogle få år, hvor Danmark erobrede byen.
Byen ligger for enden af floden Schwinge og omkranses af vand, som består af en Borggrav og havnen, som nærmest er en kanal.
Havnekajen er et stemningsfuldt kvarter med de store gamle bindværkshuse ned til havnen. Hvor der står en skulptur af en fiskerkone, som kigger på dagens fangst. Statuen beskriver den betydning fiskeriet havde for byen før i tiden.
Fem bykvarterer
Stade består af 5 kvarterer – Klosterkvarteret nu kaldet Pferdemarkt. Købmandskvarteret langs den nuværende Hökerstrasse. Det tredje kvarter er Klosterkvarteret ved kirken St. Wilhadi.
I den nordelig del af byen ligger de to sidste kvarterer, som var et borgkvarter og et fiskekvarter. Det sidste kaldes nu Fischmarkt Hvert kvarter har sin egen kirke.
Julemarkedet snor sig gennem den gamle by fra Fischmarkt til Pferdemarkt.
Vi havde to overnatninger i byen på det gamle Hotel am Fischmarkt. Det var et charmerende hyggeligt hotel i bindingsværk, skæve trapper og lavt til loftet. Betjeningen var i top og prisen meget rimelig.
Vi havde udsigt lige ud til markedspladsen og kunne nyde synet af julelys og juleboder.
Vi havde bestilt bord til den første aften i restauranten Ratkeller, som lå i en af de få bygninger, som havde overlevet flere af de utallige bybrande som hærgede byen i 1659, hvor en stor del af byen brændte ned.
Wienerschnitzel
Det er en smuk restaurant med rå murstensmure og stenbuer og stenhvælvinger. Vi bestilte selvfølgelig Wienerschnitzel mit gebratene kartoffel.
Den næste dag tog vi traveskoene på for at besigtige den smukke by med de meget gamle huse, som blev totalt genopført efter branden i 1659.
Jeg vil fremhæve det gamle rådhus, som både udvendig og indvendig er smukt bevaret.
Fascinerende er også en af boghandlerne Friedrich Schaumburg på Grosse Schmiederstrasse.
Det er som at komme ind i en tidslomme. Boghandlen har bevaret indretningen med smukke udskårne træreoler og diske fra 1950’erne. Der er bløde stole at sidde i, hvor man kan studere de smukke bøger.
Det er det rene reminiscens at gå rundt i butikken og studere bøger, smukt gavepapir som kan købes i løse ark og indbundne i bøger. Små skrin med smukke kort, som man kan have stående klar på skrivechatollet, til man skal skrive et af de utallige kort man skrev til familie og venner.
Det er en boghandler som interesserer sig for bøger og som beredvilligt fortæller om butikkens historie. Han og hans kone har arvet den fra hans far sammen med et forlag og driver butikken videre i samme ånd.
Læseaftener
Boghandleren afholder læseaftener og en af aftenerne var læsningen over Rosa Luxemburg.
Da mørket sænkede sig trak vi hen mod de mange boder på julemarkedet, som tilbød alt fra skindsko, julenisser skåret i træ til honninghjerter, pandekager med Nutella, karrywurst med grønkål og flammelaks.
Så var der selvfølgelig glühwein i hveranden bod, som er en vigtig del af oplevelsen. Den kan man indtage stående ved boden eller i den lille skov af grantræer, som er stillet op med borde og bænke på en bund af træflis. Naturligvis er der også en krybbe med Maria og Jesusbarnet og de tre vise mænd.
Vi sluttede dagen af med endnu et restaurantbesøg på Schmiedest, hvor bordene efter maden blev ryddet til kortspil og mandehørm.
Jeg vil fremhæve desserten som bestod af den meget typiske tyske apfelstrudel med vaniljeis og chokoladesovs.
Der er flere seværdigheder, som vi ikke nåede at se og som kan få mig tilbage til byen igen.
Sidste år var vi i Flensborg til julemarked. Se historien her.
Skriv et svar