Æggekage med grønlandske rejer

Æggekage er lækkert en ganske almindelig aften. Her er æggekagen foldet om grønlandske rejer og masser af purløg, serveret med spidskål og æbler.

En lægger æggekage med grønlandske rejer og purløg

Denne aften er jeg kommet sent hjem og skal have en ret til aften som er hurtig at tilberede. Intet er hurtigere end en æggekage.

Purløgene i min urtehave vokser som ukrudt. Det er om at anvende det så hurtigt som muligt, så det ikke bliver til blomster. Purløg passer godt til æggekage og rejer, så jeg høster løs af purløgene.

Når jeg laver æggekage, kommer til at tænke på John Price, som i en udsendelse for mange år siden, gjorde en dyd ud af at fortælle, hvordan man tilbereder en ordentlig æggekage. Det sidder bare i baghovedet. Jeg bruger nu ikke så meget smør som han gør. I stedet bruger jeg olivenolie. Det er sundere og så er det samtidig nemmere at styre.

Min mor tilberedte som regel omeletter, hvor æggehviderne skal piskes. Det er jeg gået lidt væk fra, da det tager noget længere tid at bage omeletten.

Derfor bliver det en æggekage med grønlandske rejer.

Lækker æggekage med grønlandske rejer og masser af purløg

Som fyld har jeg en bøtte med grønlandske rejer i lage. Den er MSC mærket, som er en hvis garanti for at rejerne er fisket på en bæredygtig måde. De er også velsmagende. 

Ingredienser

Opskriften er til 2 personer.

Æggekage:
  • 4 æg.
  • 8 spsk mælk.
  • ½ tsk revet citronskal.
  • Salt og peber.
  • 4 spsk olivenolie til stegning.
Fyld:
  • 200 g grønlandske rejer i lage.
  • Masser af frisk klippet purløg.
Salat:
  • ½ spidskål.
  • ½ æble.
  • 2 spsk kapers.
  • Persillepesto.

Tilberedningstid: 30 minutter.

Tilberedning:
Æggekage med grønlandske rejer

1 Pisk æg og mælk godt sammen med revet citronskal salt og peber.

2 Varm olivenolien op på en pande, så den er rimelig varm.

3 Hæld æggeblandingen på panden. Skru ned for varmen og steg æggekagen ved svag varme. Løft jævnligt op i kanten rundt om æggekagen, så den ikke brænder på.

4 Dræn rejerne for lagen og lad dem dryppe godt af.

5 Når æggene i æggekagen er helt stivnet, hældes rejerne ud på halvdelen af æggekagen.  Drys masser af fint klippet purløg over rejerne og fold den anden halvdel af æggekagen over rejerne.

6 Snit spidskålen fint. Skyl æblerne, fjern kernehuset og skær æblet i mindre stykker. Anret spidkålen i en skål og fordel æblerne over. Drys med kapers og server persillepestoen til salaten.

7 Server æggekagen sammen med salaten.

Streg

Se også min opskrift på Risotto med kulmule med safran.

Gem eller udskriv denne artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: