Pastasauce med palmekål og salvie

Pastasauce med palmekål og salvie. Det er en lækker og enkel vegetarisk pastaret med  ingredienser hentet i nærmiljøet. Palmekål og salvie er en god kombination med masser af konsistens og smag.

Pastasauce med palmekål og salvie

Det er godt med kødløse dage og det må også gerne være enkelt og til en fornuftig pris. Når jeg handler vil jeg gerne gøre det så bæredygtigt som muligt, og derfor køber jeg lokalt så vidt det er muligt. Når min nabo ikke har mere palmekål, må jeg dog ty til det lokale supermarked, som har hentet palmekålen hos Søris i Nordsjælland.

Jeg er blevet begejstret for Palmekål i madlavningen. Den har en let bitter smag og en fantastisk smuk farve. Den skal steges i lidt olie for at få den gode smag frem. Så er det til gengæld også en lækker spise både i saucer og blot stegt.

Salvien henter jeg lige uden for mit vindue. Det er en krydderurt, som er utrolig let at få til at gro, og så holder den sig fint hele vinteren trods sne og frost.

Jeg har anvendt fløde i saucen. Den kan man godt skifte ud med creme fine, hvis man gerne vil passe på kalorierne.

Ingredienser:

Opskriften er til 4 personer

  • 4 blade palmekål.
  • 10 blade salvie.
  • 3 fed hvidløg.
  • 2 dl fløde. (Creme fine kan anvendes).
  • 3 spsk olivenolie til stegning.
  • Salt og peber.
  • 300 g spagetti.
  • Revet parmesan til at drysse over retten.

Tilberedningstid: 30 minutter.

Palmekål på panden til pastasaucen

Pastasauce med palmekål og salvie på panden

Tilberedning:
Pastasauce med palmekål og salvie

1 Sæt let saltet vand over i en gryde til at koge spagettien og kog spagettien i ca 10 minutter, når vandet koger.

Pastasauce:

2 Skyl palmebladene og salviebladene grundigt og tør dem godt.

3 Skær den grove streng af palmebladene og skær bladene i tynde strimler.

4 Hak salviebladene fint.

5 Rens hvidløgsfeddene og hak dem fint.

6 Varm olivenolien op på panden og svits de hakkede hvidløgsfed og salvien kort.

7 Kom palmekålen på panden og steg den med. Det hele steges ved svag varme indtil palmekålen er blevet blød uden at være slasket.

8 Hæld fløden på panden og kog saucen op. Smag til med salt og peber.

Pastaret med palmekål og salvie:

9 Hæld vandet fra den kogte spagetti og lad spagettien dryppe af i et dørslag.

10 Kom spagettien ned i pastasucen og vend den rundt i saucen.

11 Server pastaretten med revet parmesan.

Streg

Se også min opskrift på Risotto med grønkål og Karl Johansvampe.

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: