Skaldyrsbisque med rejer

Skaldyrsbisque med rejer serveret med basilikumolie er lige så lækker som en bisque tilberedt på hummer. Den har smag af skaldyr og hav og er silkeblød i konsistensen.

Bisque af rejer

Jeg har tilberedt denne skaldyrsbisque på rejer. Smagen er mindst lige så god som en bisque tilberedt på hummer. Desuden gør det jo ikke noget at suppen bliver billigere end hvis man anvender jomfruhummere.

Der er anvendt Rosé i stedet for hvidvin, som gør at suppen får en rund smag.

Basilikumolie tilfører suppen en smule skarphed og så får suppen et smukt skær med de grønne dråber.

Suppen kan serveres som en del af en tapasmenu. Hvis den skal serveres som en forret skal portionen fordobles.

Ingredienser:

Opskriften er til 4 personer, hvis den serveres som en lille forret.

Skaldyrsbisque med rejer:
  • 250 g kogte rejer med skal.
  • 2 fed hvidløg.
  • 2 skalotteløg.
  • 2 spsk tomatpuré.
  • 2 spsk olivenolie.
  • ½ dl mørk rom.
  • ½ flaske Rosé.
  • 1 porre.
  • 2 gulerødder.
  • 1 kvist timian.
  • 1 kvis rosmarin.
  • 10 korn fennikel.
  • 2 dl fløde.
  • 1 tsk safran.
  • Salt og peber.
Basilikumolie:
  • 1 håndfuld basilikumblade.
  • 1 dl vand.
  • ½ dl olivenolie.

Tilberedningstid: 70 minutter.

Rejeskaller til bisque med rejer

Tilberedning af bisque med rejer

Tilberedning:
Skaldyrsbisque med rejer

1 Pil skallen af rejerne og læg rejerne i en skål og stil dem til side.

2 Gør grøntsagerne i stand. Hak skalotteløg og hvidløgsfed fint. Skær gulerødder og porre i mindre stykker.

3 Skyl timian og rosmarin.

4 Varm olivenolien op i en gryde og svits rejeskallerne ved god varme.

5 Kom de hakkede hvidløg og skalotteløg sammen med tomatpuréen i gryden med rejeskallerne. Svits det hele indtil tomatpuréen har taget farve.

6 Hæld rommen over indholdet i gryden og antænd den med en tændstik. (Husk at slukke for emhætten imens, da du ellers kan risikere at suge flammer op i systemet). Lad spiritussen brænde af.

7 Kom de øvrige grøntsager i gryden sammen med fennikel, timian og rosmarin. Hæld Roséen over. Lad det småsimre i 30 minutter.

8 Si suppen og kom den i en ren gryde.

9 Kom safran i og kog suppen op. Hæld fløden i og lad suppen småkoge i et par minutter. Smag til med salt og peber.

Basilikumolie:

Tilbered basilikumolien mens suppen koger.

10 Varm vandet op til ca 70 grader. Kom basilikumbladene i vandet et minut. Tag dem op og lad dem dryppe af.

11 Blend basilikumbladene sammen med olivenolien. Si olien og lad den stå til bisquen skal serveres.

Servering af skaldyrsbisque:

12 Anbring dråber af basilikumbladene på bunden af skålen som bisquen skal serveres i. Læg nogle rejer i skålen og hæld suppen over rejer og basilikumolie. Top evt. med nogle flere rejer.

Streg

Se også min opskrift på Fiskesuppe, muslinger og hjemmerørt aioli.

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: