Appelsinkage med kokos og chokolade

Appelsinkage med kokos og chokolade med to slags topping. Appelsinkagen er en saftig kage med smag af appelsin, kokos og chokolade.

Appelsinkage med kokos og chokolade

Den første appelsinkage bagte jeg med mit barnebarn Osvald. Kagen er dekoreret med marcipan i flere farver. Det er sjovt at bage sammen med Osvald. Han er kreativ og jo flere farver og jo mere fantasifuldt des bedre. Osvald har selv udtænkt temaet med regnbue og en græsmark med blomster.

Osvald har fuld styr på regnbuens farver, og han var ikke begejstret for at skulle gå på kompromis med farverne, og undvære nogle af dem. Så hvis det bemærkes, at der mangler nogle farver, så er det ikke Osvalds skyld.

Udsmykningen består af marcipan. Under marcipanen har jeg lagt et lag med smørcreme. Det gør det nemmere at få marcipanen til at sidde pænt.

Sammensætningen af kagen er også et samarbejde mellem Osvald og mig. Osvald går i mine skuffer og finder ingredienser. Når der nu er kokos og chokolade, så er det oplagt at tage dem med i kagen.

En lidt mere overskuelig udgave

Den anden appelsinekage har jeg udelukkende anvendt smørcreme som topping med hakket chokolade. Det gør kagen lidt mere overskuelig at bage.

Ingredienser:

En springform på 20 cm i diameter.

Udstikkere til blomster til dekorationen.

Appelsinkage med kokos og chokolade:
  • 150 g hvedemel.
  • 1 tsk bagepulver.
  • 200 g blødt smør.
  • 200 g sukker.
  • Korn af ½ stang vanilje.
  • 3 æg.
  • Revet skal af 1 appelsin.
  • 50 g kokosmel.
  • 50 g hakket 70% mørk chokolade.
  • ½ dl frisk presset appelsinsaft.
Smørcreme:
  • 150 g blødt smør.
  • 300 g flormelis.
Dekoration med marcipan:
  • 150 g marcipan.
  • 50 g flormelis.
  • Blå frugtfarve.
  • Grøn frugtfarve.
  • Gul frugtfarve.
  • Lyserød frugtfarve.
  • Rød frugtfarve.
  • Lilla frugtfarve.
Dekoration med chokolade:
  • 75 g hk 70% mørk chokolade.

Tilberedningstid: 2 timer med topping af smørcreme og chokolade. Læg en ekstra time til, hvis du skal dekorere kagen med marcipan.

Bagetid: 40 – 50 minutter ved 175 grader konventionel varme.

Appelsinkage

Appelsinkage med kokos og chokolade med topping

Tilberedning:
Appelsinkage med kokos og chokolade

1 Kom bagepapir i bunden af springformen. Smør siderne med smør. Tænd ovnen på 175 grader konventionel varme.

2 Sigt mel og bagepulver.

3 Skyl appelsinen og riv den fint.

4 Hak chokoladen groft og bland den sammen med mel og bagepulver.

5 Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem ud i lidt af sukkeret.

6 Pisk smørret blødt og ensartet.

7 Kom sukker og vaniljesukker i skålen og pisk det sammen med smørret. Pisk det godt og grundigt sammen. Det tager 1 – 2 minutter.

8 Pisk den revne appelsinskal i smør og sukkerblandingen.

9 Pisk æggene i et af gangen.

10 Vend mel- og chokoladeblandingen i smør- og sukkerblandingen. Sørg for at dejen bliver godt blandet.

11 Kom dejen i springformen og bag kagen i 40 – 50 minutter. Tryk let på kagen i midten. Den skal kun giver en smule efter for trykket. Så er den færdig.

12 Lad kagen køle af i formen. Pres appelsinen og hæld appelsinsaften over kagen. Det er vigtigt at kagen er kold, når appelsinsaften hældes over, da kagen ellers falder samme i midten.

Smørcreme:

13 Pisk smørret godt – det tager ca 2 minutter.

14 Kom flormelis i smørret og pisk indtil smørcremen har en blød og ensartet konsistens.

Topping med chokolade:

15 Hak chokoladen groft og fordel den over smørcremen.

Dekoration med marcipan:

16 Ælt flormelisen ind i marcipanen.

17 Tag ⅔ af marcipanen og del den i 2 lige store dele. Farv den ene del blå og den anden grøn. Tag et lille stykke fra i hver farve til udsmykning.

18 Den den sidste del deles  i 4 lige store dele. Farv dem med gul, rød, lyserød og lila.

19 Rul den blå og den grønne marcipan ud i halvmåner, som passer til den halve kage. Anbring hver stykke marcipan på hver sin halvdel.

20 Rul de øvrige farver ud og skær strimler ud til regnbuen. De øvrige stanses ud til blomster. Kom en lille kugle marcipan i midten af blomster i blomstens kontrastfarve.

God fornøjelse.

Streg

Se også min opskrift på Brownie med valnødder.

 

 

Gem eller udskriv denne artikel
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: