Saltstegte sild: En bornholmsk klassiker

Saltstegte sild er en fast ret på julefrokostbordet, når man kommer fra Bornholm.

Saltstegte sild

Saltstegte sild serveres på et stykke rugbrød og tilbehøret er sennep og rødbeder. Der er flere “skoler” for saltstegte sild på Bornholm, og selv om Bornholm er en lille ø, så er der flere madkulturer. Sildene serveres af nogle med bløde ristede løg. Det er ikke noget jeg er tilhænger af. Men det er jo, hvad man er vokset op med. Fælles for begge retter er dog, at de skylles ned med rigelig snaps og øl.

Saltede sild fra tønden

Hvis sildene har været saltet efter den gammeldags metode, tager man dem op af spanden et døgn før, man skal bruge dem. Sildene renses, hvis det er hele sild. Efterhånden kan man få spande med saltede sildefiletter. Det er noget nemmere.

Sildene som bruges til denne ret, må dog ikke være for store og fede, for så bliver det en omgang miskmask på panden. De skal have en passende størrelse. De må hellere være lidt for små.

Jeg forsøgte mig en gang, i desperation over manglen på små saltede Østersøsild, at bruge de meget større saltede islandske, som jeg vandede ud. Det blev ikke vellykket, og jeg måtte smide dem ud.

Det er en udfordring, at bo langt fra øen, da det er tæt på umuligt at få en spand saltsild, hvor størrelsen er rigtig. Det er kun på Bornholm det altid kan lade sig gøre.

I de seneste år har vi et par gange saltet sildene selv. Vi har bestilt små sild hos fiskehandleren, hvor jeg meget udførligt har beskrevet den krævede størrelse.

Nu har jeg dog opgivet og salter ferske sild et døgn før jeg skal bruge dem. Opskriften har jeg fået af min svigerinde Marie.

Jeg køber også efterhånden frosne sild i supermarkederne, så kan vi få saltstegte sild året rundt.

Ingredienser:
Saltstegte sild – den hurtige løsning

Saltlage til 25 ferske, rensede sild.
  • 125 g salt.
  • 2 l vand.
Stegning af saltstegte sild:
  • 2 – 3 dl rugmel.
  • 1 dl mælk.
  • Smør til stegning.
  • Olivenolie til stegning.Saltede sild klar til pandenSaltstegte sild på panden
    Saltstegte sild

Tilberedning:
Saltstegte sild den hurtige løsning

Saltning – den hurtige løsning:

1 Bland salt og vand til saltet er opløst.

2 Fold de rensede silde ud inden de kommes i saltvandet og lad dem ligge i vandet i 24 til 36 timer. Jeg foretrækker 36 timer, fordi det giver dem det lidt ekstra salte “bid”, som jeg godt kan lide.

Stegning:

3 Sildefiletterne tages op af vandet og tørres.

4 Rygfinnen klippes af.

5 Sildefiletterne dyppes på skindsiden i mælk og rugmel, foldes sammen og steges i en blanding af olie og smør, til de er gyldne og sprøde.

De saltstegte sild serveres på rugbrød med rødbeder og en god, kraftig sennep.

Streg

Se også min opskrift på Nytårsfrokost: Sild, rugkiks, honningsyp.



Gem eller udskriv denne artikel
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: