Hvide asparges med hollandaise
Hvide asparges med hollandaise. De hvide asparges er stegt i smør, serveret med Serranoskinke og løg, toppet med hakket mynte.
De hvide asparges er en rigtig forårsbebuder, og kan få de flestes tænder til at løbe i vand. Det er også en skøn forårsret.
De hvide asparges kan serveres på mange måder. Hollandaisen hører til en af klassikerne, når det gælder tilbehør.
Du kan servere retten som en af flere tapas eller blot som en forret.
Jeg har kogt aspargesene og bagefter stegt dem gyldne i smør. Jeg serverer også en hollandaise til. For at give retten en god kontrast og tilføre umami har jeg stegt Serranoskinke med løg og timian. Desuden har jeg drysset fint hakket mynte over hollandaisen.
Jeg har tilberedt hollandaisen fra grunden. Man kan dog sagten gå med den lette løsning med et brev Knorr Hollandaise.
Hollandaisen tilberedes umiddelbart inden serveringen.
Ingredienser:
Opskriften er til 2 personer
- 8 – 10 hvide asparges.
- 25 g smør til stegning.
- 70 g Serrano.
- 1 skalotteløg.
- 2 spsk olivenolie til stegning.
- Revet skal af 1 citron.
- Friskkværnet peber.
- 1 – 2 stilke mynte.
Hollandaise, 2,5 dl
- 175 g smør.
- 3 pasteuriserede æggeblommer.
- 3 spsk vand.
- Salt og peber.
- Lidt friskpresset citronssaft.
Tilberedningstid: 60 minutter.
Tilberedning:
Hvide asparges med hollandaise
1 Skræl de hvide asparges. Skær den nederste grovere del af.
2 Kom aspargesene i letsaltet kogende vand og kog dem i 10 minutter. Tag dem op af vandet og lad dem dryppe godt af.
3 Skyl mynten og hak bladene fint.
4 Rens skalotteløget og hak det fint. Skyl citronen og riv skallen fint.
5 Skær Serranoskiverne i mindre stykker.
6 Varm olivenolien op på en pande og svits løgene et par minutter.
7 Tilsæt Serranoskinken sammen med den revne citronskal. Steg det hele nogle minutter til skinken er blevet gylden og løgene er karamelliseret. Det tager et par minutter. Sluk for varmen.
8 Smelt smørret på en pande og lad det bruse af. Steg aspargesene til de har fået farve. Tag dem af panden.
Hollandaise:
9 Smelt smørret langsomt i en gryde så de hvide urenheder bliver på bunden af gryden.
10 Pisk æggeblommer og vand skummende i en tykbundet gryde. Æggeblommer og vand skal helst stå på køkkenbordet i 15 – 30 minutter, så de er blevet tempererede. Så får du det bedste resultat.
11 Pisk smørret i æggeblommerne lidt af gangen. Der skal piskes godt hele tiden. Det kan eventuelt gøres over et meget svagt blus. Men pas på at det ikke bliver for varmt så skiller saucen.
12 Smag hollandaisen til med citronsaft, salt og peber.
Anretning:
13 Skær de smørstegte asparges i stykker på 2 cm og anret dem på to tallerkener sammen med den stegte Serranoskine. Hæld hollandaise over og drys med den finthakkede mynte.
Se også min opskrift på Tapas med dadler og blå ost.
Skriv et svar