Varmrøget laks på Weber-grill
Varmrøget laks på kuglegrill er lækkert og nemt. Her er rygmetoden. Rygningen sker på en specielt tilpasset klassisk Weber Premium Kuglegrill, som vi kun bruger til rygning.
Man kan også købe rygeovne i et hvert byggemarked, hvis man ikke vil specialindrette sin egen Weber rygeovn.

Jeg serverede varmrøget laks med hollandaise til kogte kartofler og stegte broccoli.
Der bliver kælet for projektet, og der skal også holdes godt øje med grillen under rygeprocessen. Rygesmuldet skal kun ryge, der må helst ikke komme flammer. Derfor står der en vandforstøver klar til at slukke flammer.
ingredienser til varmrøget laks
- En lakseside på ca 600 g.
- 2 spsk fint salt.
Tilberedningstid:
Trækketid med salt: 6 timer.
Rygning: 45 minutter inkl optænding. Rygningen af laksen tager 20 minutter.
Tilberedning:
Varmrøget laks
1 Laksen saltes let et par timer før den ryges. Det er vigtigt af hensyn både til smagen og til at trække lidt fugt ud af fisken.
2 Grillbriketter med god glød hældes i den ene side af den nederste grillrist, jævnes til nogenlunde plan overflade med en lille jernstang, en gammel grillgaffel el. lign.
3 Jernpladen lægges direkte på kullene, og spån og smuld drysses rundhåndet på pladen. I rygeprocessen kan man skubbe lidt til pladen, så den hele tiden har direkte kontakt med gløderne.
4 Laksen lægges på den øverste rist modsat kullene, grill-låget lægges på. Der skal være god undertræk og god udluftning fra spjældet i overdelen. Rygningen er i god gænge så længe man kan se godt med røg.
5 Når røgen aftager lægges ny smuld og flis på pladen, fjern evt. først noget af det smuld, der er forkullet, ved at feje det ned på briketterne med jernstangen eller den gamle grillgaffel.
6 Godt 20 min.s rygning plejer at være fint til en lakseside af den størrelse. Tjek evt. med en kniv at laksen ikke længere er rå, men tag den af før den bliver for tør. Serveres lun.
Rygning på en Weber kuglegrill: Sådan gør du
Det skal du bruge:
- Rygesmuld – kan købes i løs vægt hos de fleste slagtere, det er det billigste. Kan også købes i byggemarkeder, men som regel til en hamper pris. Et kg. er rigeligt til flere rygninger.
- Rygeflis – købes i byggemarkeder, typisk en pose af gamle, flækkede whisky-tønder el. lign. En pose rækker til mange rygninger, det anvendes kun som supplement til smulden.
- Grillbriketter (god kvalitet)
- En lille jernplade
En solid jernplade, f.eks. et stykke af en gammel bradepande skæres til med runding, så den passer i ca. en fjerdedel af grillens indre omfang. Det er ikke nemt at skære, Karsten bruger en vinkelsliber. Har man ikke det kan man måske finde en lille jernplade. (Staniol eller staniolbakke kan ikke bruges, det brænder igennem på få minutter).
Pladen er vigtig for at forhindre, at rygesmuld og rygespåner brænder.
Man kan ryge andet end laks. Her er en opskrift hvor jeg prøver også at ryge kulmule. Lækkert.
Skriv et svar