Mazarinkage med rabarberkompot

Mazarinkage med rabarberkompot er en lækker kage eller dessert, som smager af sol og sommer.

Mazarinkage med rabarberkompot

Mazarinkage med rabarberkompot er sammensat af en bagt mazarinkage, som er fyldt med kagecreme og toppet med rabarberkompot. Jeg har glaseret siderne på kagen med chokolade.

Kagen er et godt alternativ til de jordbærkager, som man kan købe i de bedste bagerbutikker. Det er en kage, som kan mætte et stort selskab om det så er til dessert eller en kop kaffe.

Det kan virke omfattende at bage kagen, da der er mange forskellige ingredienser, som skal tilberedes. Men hvis du følger bagevejledningen trin for trin, som beskrevet neden for, er det ganske overkommeligt.

Ingredienser:

Opskriften er til 10 – 12 personer.

Du skal bruge en tærteform på 24 cm i diameter.

Kagebund:
  • 100 g koldt smør.
  • 225 g mel.
  • 1 æg.
  • 60 g flormelis.
  • ½ tsk salt.
  • 50 g mørk chokolade 70% til glasering.
Mazarin:
  • 150 g mandelmel.
  • 100 g blødt smør.
  • 50 g mel.
  • 2 æg.
  • 70 g sukker.
  • Korn af ½ vaniljestang.
Kagecreme:
  • 2½ dl mælk.
  • Korn af 1 vaniljestang.
  • 3 æggeblommer.
  • 60 g rørsukker.
  • 20 g maizena.
  • ½ dl piskefløde.
Rabarberkompot:
  • 350 g rabarber (rensede).
  • 125 g sukker.

Tilberedningstid: 2 timer.

Bagetid: 32 minutter i alt ved 175 grader konventionel varme.

Kagebunden forbages i 12 minutter.

Kagebund med mazarin bages i 20 minutter.

Mazarinkage med rabarber

Mazarinkage med kagecreme

Rabarber fra haven

Tilberedning:
Mazarinkage med rabarberkompot

Kagebund:

1 Indstil ovnen til 175 grader konventionel varme.

2 Kom melet i en skål og skær smørret i mindre tern. Smulr det i melet. kom de øvrige ingredienser i melet og ælt dem hurtigt sammen til en ensartet dej.

Brug eventuelt en foodprocessor. Her kommer jeg alle ingredienser i på en gang og lader foodprocessoren køre til dejen er færdigblandet. Det tager et øjeblik.

2 Form dejen til en kugle og tryk den ud i tærteformen. Tærteformen behøver ikke at blive smurt.

3 Bag kagebunden I 12 minutter. Tag den ud af ovnen.

Mazarin:

4 Rør ingredienserne sammen til en jævn konsistens. Bred mazarinen ud på den forpagte kagebund.

5 Stil kagen i ovnen og bag kagen i 20 minutter. Tag kagen ud og lad den køle af i formen.

Kagecreme:

6 Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas dem ud i lidt af rørsukkeret.

7 Pisk ægblommer, rørsukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps.

8 Pisk maizena sammen med æggesnapsen.

9 Kog mælken op sammen med den tomme vaniljestang.

10 Fjern vaniljestangen fra mælken og hæld den varme mælk i æggesnapsen under piskning.

11 Hæld cremen tilbage i gryden og pisk i gryden under svag varme indtil cremen tykner. Sluk for varmen og rør cremen sammen til en jævn creme.

12 Hæld cremen i en skål og dæk den til med husholdningsfilm. Stil den på køl til den bliver helt kold.

Rabarberkompot:

13 Rens rabarberne og skær dem i stykker på 2 cm. Kom dem i gryden sammen med sukker.

14 Varm gryden langsomt op, og kog rabarberne til en cremet kompot.

15 Hæld rabarberkompotten op i en skål og lad den køle af på køkkenbordet.

Mazarinkage med rabarberkompot:

16 Smelt chokoladen over vandbad.

17 Tag din mazarinkage op af tærteformen og anbring den på en kagerist eller et anretterfad. Pensl siderne på kagen med den smeltede chokolade.

18 Pisk flødeskummen og rør den sammen med kagecremen. Bred kagecremen ud på mazarinkagen.

19 Fordel rabarberkompotten oven på kagecremen.

Server kagen som dessert eller til en kop kaffe.

Streg

Har du lyst til at prøve min opskrift på Brownie med valnødder?

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: