Grøntsagstærte med grønne asparges
Grøntsagstærte med grønne asparges og toppet med små søde tomater. Det er en lækker tærte med en sprød bund og med masser af smag fra grøntsagerne og den revne ost i fyldet.
Riberhus har udviklet den lækre hårde ost Passion, som har en nøddeagtig smag. Den giver fyldet en cremet og fyldig konsistens og smagen er unik.
Jeg har anrettet tomater oven på fyldet. Tomaterne er dansk avlede San Marzano tomater, som har en sødlig smag.
Tærtebunden er bagt med hvedemel og en smule rugmel, som gør den sprød og smagfuld.
Jeg har tilberedt grøntsagstærte med grønne asparges hos min datter. Hendes tærteform er rimelige stor. Nu forstår jeg, hvorfor hun ikke altid synes at mængderne passer til hendes tærteform. Til gengæld er der også mad til 6 personer i denne grøntsagstærte med grønne asparges og tomater.
Ingredienser:
Opskriften er til en tærteform på 29 cm.
Tærtebund:
- 250 g hvedemel.
- 75 g rugmel.
- 150 g koldt smør.
- ½ dl vand.
- 1 tsk salt.
Fyld:
- 1 bundt grønne frisk asparges.
- 10 g smør til stegning.
- 7 San Marzano tomater.
- 4 æg.
- 1½ dl creme fraiche 18%.
- 1½ dl yoghurt.
- 2 dl groft revet ost – Passion fra Riberhus.
- Salt og peber.
Tilberedningstid: 90 minutter.
Bagetid: Tærtebunden forbages I 12 minutter og 30 minutter, når fyldet er kommet på ved 200 grader konventionel varme.
Tilberedning:
Grøntsagstærte med grønne asparges
Tænd oven på 200 grader.
Tærtebund:
1 Bland hvedemel og rugmel og salt. Smulr det kolde smør i melet. Tilsæt vand og ælt dejen hurtigt sammen.
2 Bred dejen ud på tærtebunden. Jeg smører ikke tærtebunden.
3 Bag tærtebunden i 12 minutter ved 200 grader.
Fyld:
4 Skyl de grønne asparges og skær det træede af.
5 Smelt smørret på en pande og lad det bruse af. Steg de grønne asparges på panden til de har fået en gylden farve. Tage panden af varmen.
6 Skyl tomaterne og skær dem i halve.
7 Pisk æggene og tilsæt creme fraiche og yoghurt og pisk det sammen til en jævn konsistens.
8 Riv osten groft og vend den i dressingen. Smag til med salt og peber.
9 Anret de stegte asparges i en vifte på den forbagte tærtebund. Hæld dressingen over. Anret de halve tomater oven på tærten.
10 Bag tærten i 30 minutter ved 200 grader.
Se også min opskrift på Omelet med spinat og parmesan.
Skriv et svar