Æbletærte à la Normandiet

Lækker fransk æbletærte à là Normandiet. Det er en klassisk fransk æbletærte med Calvados og et godt alternativ til de traditionelle danske æblekager.

Æbletærte a la normandiet

Jeg forsøger at udnytte årstidens frugter, når jeg skal bage kager. Æblerne ligger på græsset og er perfekte til at anvende til kager eller grød.

Denne franske æbletærte er tilberedt med den franske likør Calvados, som supplerer æblesmagen perfekt.

Jeg har skrevet at opskriften er til 6 personer, selv om størrelsen godt kunne indikere, at man kan være flere om denne æbletærte. Men kagen smager så godt, at man er nødt til at have mere end et stykke.

Ingredienser:

Opskriften er til 6 personer.

Du skal anvende en tærteform på 26 cm i diameter. Jeg anvender en stålform med løs bund, og jeg smører ikke tærteformen.

Tærtedej:
  • 200 g hvedemel.
  • 100 g sukker.
  • 100 g blødt smør.
  • 1 nip salt.
  • 1 æg.
Tærtefyld:
  • ¾ kg æbler (6 – 8 æbler).
  • 2 æg.
  • 100 g sukker.
  • 50 g mandelmel.
  • 2 dl fløde.
  • ½ glas calvados.
  • ca. 18 mandler til pynt.

Tilberedningstid inkl. bagetid: 2 timer.

Bagetid: 35 minutter ved 200 grader konventionel varme.

Æbletærte - ingredienser til tærtebunden

Æbletærte - ingredienser til fyldet

Tilberedning:
Æbletærte á la Normandiet

Tærtedej:

Bland alle ingredienser sammen og ælt dejen hurtigt igennem. Den skal ikke håndteres for længe.

2 Form dejen som en kugle og bred den ud i tærteformen, så den når helt op til kanten. Det er ikke nødvendigt at smøre formen, når der er smør i dejen. Stil tærtedejen på køl indtil fyldet er tilberedt.

Fyld til æbletærte:

3 Sæt ovnen på 200 grader.

Smut mandlerne og flæk dem. Del æblerne i kvarte og fjern kærnehuset. Hvis skrællen er for skadet, skræller jeg æblerne. Skær dem i tynde skiver. Anbring æbleskiverne taglagt direkte i den ubagte tærtedej.

Kom æggene i en skål og pisk dem sammen med et piskeris. Kom sukker og mandelmel i og rør det sammen med ægget. Kom til sidst fløde og calvados i blandingen og rør blandingen godt sammen.

Hæld æggecremen over æblerne. Fordel de flækkede mandler over æbletærten.

Bag tærten i den forvarmede ovn i 35 minutter. Hold øje med tærten efter 10 minutter og skru eventuelt temperaturen ned til 175 grader, hvis tærten er ved at tage farve.

Tag den ud og lad den køle af.

Den kan serveres varm og kold. Server eventuelt med vaniljeis eller bare som den er.

Streg

Prøv også min opskrift på Løgsuppe – en solid og billig ret.

Gem eller udskriv denne artikel
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: