Plumkage som konfekt

Plumkage som konfekt er er nu klar til at blive pyntet. Min plumkage har trukket med rom i 3 uger, så nu er det på tide at pakke kagen ind i marcipan og frosting.

Plumkage som konfekt med frosting

Julen er fuld af traditioner og plumkage er en af mine faste indslag. Min plumkage skal i år have en ny smag og derfor har jeg skiftet nogle af krydderierne og de tørrede frugter ud.

Jeg vil dog gerne have at min plumkage smager af jul, og derfor afspejler de nye krydderier også julen. Det bliver en rigtig konfektkage med smag af fennikel, ingefær og appelsin. Fennikel skal med sin lakridssmag erstatte nellikernes meget kraftige smag. Ingefær har jeg også valgt både som syltet frugt og krydderi. Appelsinen skal erstatte den syrlige citron. Cocktailbærrene er røget ud til fordel for appelsinskaller.

Plumkage som konfekt

Jeg er startet med min plumkage midt i november måned, og regner med at den er klar den 1. december.

Jeg pyntede kagen den 1. december, og den er klar til at blive serveret. Marcipanen til at overdække min plumkage har jeg farver rød, bare fordi det er jul.

Jeg har tilberedt rigelig med frosting og fik også noget til overs, da kagen var pyntet. Hvis du bare skal have et tyndt lag frosting, kan du nøjes med halvdelen af portionen.  

Ingredienser:

Du skal bruge en springform på 22 cm i diameter.

Plumkage:
  • 150 g mandler.
  • 150 g dadler uden sten.
  • 150 g svedsker uden sten.
  • 150 g tørrede abrikoser.
  • 150 g rosiner.
  • 75 g korender.
  • 75 g syltet ingefær.
  • 100 g appelsinskaller.
  • 100 g sukat.
  • 1 tsk fennikel stødt.
  • 1 tsk kanel.
  • 1 tsk kardemomme.
  • 1 tsk ingefær stødt.
  • ½ tsk salt.
  • 275 g mel.
  • 250 g blødt smør.
  • 250 g muscovadosukker.
  • 1 spsk lys sirup.
  • Revet skal af en appelsin.
  • Saft af en appelsin.
  • 6 æg.
  • Rom til at hælde over kagen, når den er bagt.

Plumkage klar til ovnen

Overtræk:
  • 100 g abrikosmarmelade.
  • 350 g marcipan.
  • Lidt flormelis til at strø på bordet.
Frosting:
  • 4 æggehvider – pasteuriseret.
  • 2 tsk vaniljesukker.
  • 200 g sukker.
  • 125 ml vand.
  • 1 spsk glucosesirup udrørt i 1 spsk vand.

Pynt:

  • 100 g  marcipan.
  • Grøn frugtfarve.
  • 3 små træspyd.
  • Guldstøv.

Plumkage med abrikos

Plumkage med marcipan

Tilberedningstid: 5 timer.

Bagetid: 3 timer. 1 time ved 140 grader over- og under varme og de sidste to timer 125 grader.

Trækketid: 3 uger.

Pyntning: 2 timer.

Tilberedning:
Plumkage som konfekt

Bagning af plumkage:

1 Smut mandlerne og hak dem groft.

2 Skær eller hak dadler, svedsker, abrikoser og det syltede ingefær i mindre stykker.

3 Kom melet i en skål og bland krydderierne i melet.

4 Bland de hakkede frugter og mandler sammen med rosiner og korender i melet. Brug hænderne, så frugterne bliver skilt ad og ikke danner klumper.

5 Smelt smørret og lad det køle lidt af

6 Pisk æggene sammen med muscovadosukkeret og siruppen til en luftig æggesnaps.

7 Skyl appelsinen godt og riv skallen. Pres saften af appelsinen. Hæld saft og skal i æggesnapsen sammen med det smeltede smør under piskning.

8 Hæld den piskede æggesnaps, smør og appelsinsaft i melet med de tørrede frugter og krydderier. Vend det godt rundt indtil det hele er blandet godt sammen.

9 Smør en springform med smør, og kom kagedejen i formen.

10 Bag plumkagen i 1 time ved 140 grader konventionel varme. Skru temperaturen ned til 125 grader og bag kagen i endu 2 timer. Tjek om kagen er færdig ved at stikke en strikkepind i kagen. Hvis der ikke hænger noget ved strikkepinden er kagen færdig.

11 Lad kagen køle af i springformen.

12 læg din pkumkage i en kagedåse foret med bagepapir og hæld 2- 3 spsk rom over kagen. Lad kagen trække en uge og hæld rom over kagen igen. Gentag processen 1 – 2 gange til afhængig af hvor meget rom du synes kagen skal have.

Plumkagen er bagt og klar til at trække med rom

Indpakning af plumkage:

13 Smør din plumkage. med et tyndt lag abrikosmarmelade.

14 Strø lidt flormelis på bordet, form marcipanen som en kugle, og rul den ud til en rund plade, som kan dække hele kagen. Rul marcipanen om en kagerulle og rul marcipanen ud over din plumkage. Skær det overflødige marcipan af.

Frosting:

15 Kom sukker og vand i en gryde og varm gryden op. Sukkeret skal være helt opløst, før sukkerlagen kommer i kog. Opløs glukosesiruppen i vandet og hæld det i gryden. Kog sukkerlagen op. Lad sukkerlagen koge, indtil den har en temperatur på 120 grader.

16 Pisk æggehviderne stive med vaniljesukkeret, men sukkerlagen koger.

17 Hæld den varme sukkerlage i marengsen, mens der piskes. Hæld sukkerlagen direkte i marengsen, da den ellers vil samle sig på siderne af skålen. Pisk marengsen indtil den har temperatur af omgivelserne.

18 Fordel frostingen over kagen og dup med en paletkniv for at få de små toppe.

Pyntning af din plumkage som konfekt:

19 Kom grøn frugtfarve i marcipanen og ælt marcipanen til den har en jævn grøn farve. Rul marcipanen ud og skær 6 juletræer ud af marcipanen. Sæt 2 juletræer sammen om et træspyd. Anbring det oven på kagen.

20 Drys med guldstøv.

Server din plumkage I tynde skiver i hele december måned.

Streg

Se også min opskrift på Krydderkage som smager af jul.

 

Gem eller udskriv denne artikel
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: