Finskbrød en julesmåkage
Finskbrød en julesmåkage, som er lækker og sprød skal også være i skålen med småkager til kaffen her i december måned.
I år er jeg nu nået til finskbrød, som skal bages. Som til alle andre julesmåkager, så er der masser af smør i kagerne, som gør dem sprøde og velsmagende. Efter brunkagerne er det den letteste dej at håndtere.
Masser af mandler og lidt sukkerdrys, så er de klare til at komme i ovnen.
Jeg plejer at bage 4 – 5 slags småkager til jul. Det gælder selvfølgelig især, når jeg skal holde jul hjemme for hele familien.
I år skal vi holde jul i København hos min datter, så jeg skruer lidt ned for småkagebagningen. Men Finskbrød skal der bages. Jeg kan også tage nogle med til familien.
Ingredienser:
ca 100 stk
- 500 g mel.
- 400 g smør.
- 100 g sukker.
Pynt:
- 1 pisket æg.
- 50 g sukker.
- 100 g smuttede og hakkede mandler.
Tilberedningstid:
Dej: 15 minutter.
Nedkøling: 1 time.
Bagetid: 10 – 12 minutter ved 180 grader konventionel varme.
Tilberedning:
Finskbrød
1 Kom melet i et dejfad. Hak smørret i og ælt mel, smør og sukker sammen. Dejen skal kun lige æltes sammen, så får du det bedste resultat – sprøde finskbrød.
2 Lad dejen hvile en times tid.
Pynt:
3 Skold og smut mandler. Hak dem mellemfint. De skal ikke hakkes til mandelmel.
Bagning:
4 Rul dejen ud på et melstrøet bord til en firkantet dejplade på ca 2 mm.
5 Skær dejen ud i små aflange firkanter på ca 1 cm i bredden og 3 cm i længden.
6 Pensl dem med pisket æg og strø sukker og hakkede mandler over.
7 Læg finskbrødene på en plade med bagepapir og bag småkagerne ved 180 grader i ca 10 -12 minutter.
8 Lad kagerne afkøle på en kagerist og kom dem derefter i en kagedåse.
Se også min opskrift på Brunkager, bagt efter min mors opskrift.
Skriv et svar