Lammekoteletter med råstegte kartofler

Lammekoteletter med råstegte kartofler og blomkålsbuketter stegt i smør og serveret med en kold sovs af creme fraiche og krydderier. Jeg har serveret en salat med af rødkål, granatæble og skiver af appelsin til retten.

Lammekotelet med råstegte kartofler og blomkålsbuketter

Mindre kød flere grøntsager:

Jeg har et stort ønske om at spise de grøntsager, som hører årstiden til. Denne ret består netop af blomkålsbuketter og rødkål. I stedet for at koge blomkålen har jeg stegt halve blomkålsbuketter i smør, så de bevarer deres knasende sprødhed.

Rødkålen har jeg serveret som salat og garneret den med kernerne fra granatæble og tynde appelsinskaller. Jeg serverede ikke en salatdressing til. Men hvis man ønsker en dressing, har jeg givet mit forslag nedenfor.

Egentlig kan man vende overskriften på retten om fra Lammekoteletter med råstegte kartofler til råstegte kartofler og grøntsager med lammekoteletter.

Jeg købte et helt lam i efteråret, som har græsset på en fynsk mark. Lammekødet har en fantastisk smag, og jeg serverer kun en lammekotelet til hver person.

Ingredienser:

Opskriften er til 4 personer.

  • 4 lammekoteletter.
  • 4 spsk olivenolie.
  • 2 fed hvidløg.
  • 1 kvist rosmarin.
  • Salt og peber.
Råstegte kartofler:
  • 12 mellemstore kartofler.
  • 8 spsk olivenolie.
Smørstegte blomkålsbuketter:
  • 1 blomkålshoved.
  • 25 g smør til stegning af blomkålsbuketter.
Kold sovs:
  • 200 g fraiche 9%
  • 1 spsk mayonnaise.
  • 1 fed hvidløg.
  • 1 spsk friskhakket timian.
  • Salt og peber.
Salat af rødkål:
  • ½ rødkålshoved.
  • Kerner af ½ granatæble.
  • 1 appelsin.
Dressing:
  • ½ dl god olivenolie.
  • 1 tsk dijonsennep.
  • 1 spsk flydende honning.
  • 1 spsk hvidvinseddike.

Tilberedningstid: 60 minutter.

Tilberedning:
Lammekoteletter med råstegte kartofler

Start med at røre den kolde sovs sammen og gøre salat af rødkål klar.

Kold sovs:

1 Rør fraiche 9% sammen med mayonnaisen. Hak timianen sammen med hvidløgsfeddet. Smag til med salt og peber.

Salat af rødkål:

2 Snit rødkålen i fine strimler. Det kan evt gøres på et mandolinjern.

3 Skær granatæblet igennem og befri kernerne fra de hvide hinder.

4 Skræl appelsinen og fjern den hvide hinde. Skær den skrællede appelsin i skiver og i mindre stykker.

5 Anret rødkålen på et fad og fordel kerner af granatæbler over og pynt med mindre skiver af appelsin.

6 Rør dressingen sammen og hæld den over salaten, hvis man ønsker dressing.

Råstegte kartofler:

7 Skræl kartoflerne og skær dem i grove terninger.

8 Varm rigelig med olivenolie op på en pande. Når olivenolien er varm kommes kartoffelterningerne på panden. Skru ned for varmen. Kartoflerne skal vendes hyppigt, så de ikke brænder sig fast i panden.

9  Sluk to gange undervejs for panden og si olien fra kartoflerne i en skål. Kom olivenolien på panden igen og steg kartoflerne videre. På denne måde brænder kartoflerne ikke fast i panden og du får nogle sprøde kartoffelterninger.

10 Når kartoflerne er gennemstegte og sprøde, slukkes for panden. Lad kartoflerne blive på panden, indtil de skal serveres. Jeg drysser ikke salt på kartoflerne, inden de serveres.

Smørstegte blomkålsbuketter:

11 Imens kartoflerne steger, gøres blomkålen i stand. Del blomkålshovedet i buketter og halver dem. Skyl dem godt.

12 Kom vand i bunden af en pande med høje kanter. Fordel smørret i panden. Anbring blomkålsbuketterne med skærefladen i panden. Varm panden op. Efter hånden som vandet fordamper, vil smørret brune blomkålsbuketterne. Lad blomkålsbuketterne stege videre indtil skærefladen er blevet gylden. Sluk for varmen og lad dem blive på panden indtil servering.

Lammekoteletter:

13 Fjern skallen fra hvidløgsfeddet og skyl rosmarinen. Hak det hele fint sammen.

14 Varm olivenolien op på en pande. Steg lammekoteletterne sprøde på begge sider. Hvis de skal være lyserøde, skal de have ca 5 minutter på hver side.

15 Når lammekoteletterne vendes, fordeles krydderierne på den stegte side.

Server Lammekoteletterne til grøntsagerne og salaten. Den kolde krydderurtesovs serveres til.

Streg

Se også min opskrift på Råstegte kartofler med stærk sovs.

Gem eller udskriv denne artikel

Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: