Ærø-torsk eller Gudhjemmedyppa
Vi er nu i de gode måneder for torsk, som vi herhjemme spiser med Ærø-tilbehør eller ‘Gudhjemmedyppa’. I mit barndomshjem spiste vi torsk i de måneder der slutter med r, da torsken har den bedste smag og størrelse i de måneder. Jeg tror stadig på at denne regel er gældende, selv om klimaet har forandret sig.
Torsken skal selvfølgelig koges og serveres som Ærø-torsk, hvis det står til min mand. Det smager også godt, og der er både noget surt, salt, sødt og bittert, som et sublimt måltid skal indeholde.
Nu er jeg fra Bornholm, og dér serveres den kogte torsk med en sursød sovs, med løg og bacontern. Det synes jeg er helt specielt lækkert. Jeg medgiver, at sovsen er speciel at servere til en fisk, især fordi saucen er brun.
Derfor ofrer mig, da Karsten ikke er specielt vild med den slags sovs. Jeg har dog skrevet opskriften på saucen “Gudhjemmedybba” nederst i indlægget, hvis du har lyst til at prøve.
Jeg koger fisken i vand med en smule eddike i og løg. Jeg bruger fiskevandet i sovsen.
Ærø-torsk
Til to personer
- Et torskestykke til to – spørg fiskehandleren
- 1 løg skåret i kvarte
- 1 dl eddike
- Salt
- 10 peberkorn
- 2 laurbærblade
Kom fisken i en gryde og dæk den med vand, kom eddiken i sammen med salt, peberkorn, løg og laurbærblade.
Fisken koges i ca 15 min. Når vandet er kommet i kog, skrues ned, så fisken kun simrer.
Tilbehør:
- Kogte kartofler
- 1 hårdkogt æg hakket
- Hakkede syltede rødbeder
- Stegte bacontern
- Kapers
- Revet peberrod
- Smeltet smør
Sauce:
- Fiskevandet som fisken er kogt i
- 1/2 dl fløde
- Fiskesennep
- 1 fiskebouillonterning
- Maizena til jævning
Hæld vandet fra den kogte fisk i en gryde, kom fiskebouillonen i og kog op, hæld fløden i. Jævn saucen med Maizena. Kom fiskesennepen i. Her skal du dosere efter hvor stærk du ønsker saucen. Stil sennepen frem på bordet, så kan man selv komme ekstra sennep i saucen på sin tallerken, hvis man ønsker det.
Gudhjemmedyppa
- 1 spsk smør
- 1 lille løg
- 1 håndskåret skive bacon, skåret i tern
- Fiskevandet fra den kogte fisk
- 1/2 dl eddike
- 1 spsk sukker
- 2 spsk mel
- 1/2 dl fløde
- Kulør
Hak løget fint, steg det i smørret til løgene er klare. Steg baconterninger sammen med løgene til de har taget farve. Kom melet i gryden og bag saucen op med fiskevandet og fløden. Smag saucen til med eddike og sukker. Saucen skal være sursød.
Skriv et svar