Hærvejen, dag 2: Det lange stræk
Vi er noget spændte på turen, da vi ikke ved om den er lige så kuperet som første dag. Turistchefen i Skelhøje beroliger os dog med, at turen mod syd fra Skelhøje er rimelig flad. Der er en enkelt bakke på 6 m i højden, siger han.
Morgenmaden indtager vi i købmandsbutikken. Her modtages vi af dagens frivillige, som serverer en Hærvejs Morgenplatte.
Vejret er rimelig godt med nogle blå huller i skyerne. Vejrudsigten viser ingen tegn på regn denne dag, så vi er rimelig forhåbningsfulde.
De første 5-7 km går rigtig godt. Vi vandrer ud ad en bred markvej og den brede flade vej fortsætter nogle km. ind i skoven. Men vi er enige om, efter erfaringen fra den første etape, at Hærvejen for vandringsfolk nok ikke er helt oprindelig.
At vandre på Hærvejen
er som at være ude i ingenmandsland.
Skiltene fører os ud på kringlede skovstier og optrådte ridestier. Det gør det heller ikke bedre, at det har været en rimelig våd sommer.
Skovstierne er generelt lettere oversvømmede. Vi forsøger at undgå de dybe vandhuller. Jeg føler mig dog godt tilpas i mine vandrestøvler, som stadig holder mine fødder tørre trods de store vandhuller.
Terrænet er rimelig fladt og vi kommer igennem nogle smukke områder med typisk dansk hede. Lyngen blomstrer og giver det smukke lyslilla skær, som er så karakteristisk for heden, men der er også mange naturoplevelsen i detaljen, hvis man har blik for det.
Vi går igennem skovområder og hedelandskab uden at komme igennem byer. Det er ret enestående. Jeg har en oplevelse at være langt væk fra civilisationen selvom vi helt sikkert befinder os få km fra byområder. Det er som om tiden står stille. Jeg får automatisk en indre ro. Dette er mental sundhed, så det batter.
Det er også en sjov oplevelse at møde andre folk på turen. Det er helt specielt. Man hilser og stopper op for at udveksle erfaringer og oplevelser. Vi fortæller om vores oplevelser med overnatning i Skelhøje til et par vi møder, som straks beslutter sig for, at det skal være deres næste overnatningssted. De beretter om deres oplevelser med stiernes beskaffenhed, så vi kan være forberedte på en stor sø, man er nødt til at vade igennem.
Gæstfrihed
Vi oplever også stor gæstfrihed fra de få beboelser, som vi passerer. Nogle huse tilbyder vand så man kan fylde sin drikkedunk op, og har stillet en bod op med kaffe og energibarer som man kan købe. Der er endog en bænk at sidde på.
Et ældre ægtepar tilbød gratis agurker fra deres drivhus.
Jeg synes, at denne gæstfrihed er ganske imponerende, da jeg forestiller mig at der i sommerperioden kan komme ganske mange vandrere forbi hver dag.
Efter et sådant pitstop er vi alle klar til at gå i gang med dagens sidste etape.
Vores førerhund denne dag er Povl Anker, som er en kløgtig og strategisk mand, som spotter store vandhuller på stierne i så god afstand, at han kan finde en alternativ rute. Vi kommer forbi det meste med tørre fødder.
Til gengæld når vi ikke frem som forventet i tørvejr.
Følgesvend: Regn
Regnen skal åbenbart være et dagligt indslag på denne tur trods de gode vejrprognoser. Jeg vælger ikke at tage regntøjet på, da det ligger langt nede i min rygsæk og vælger at vandre videre i min allround jakke gennem vand og mudder.
Da vi når bilen, som vi parkerede ca. 6 km fra Bølling Sø tager jeg en hurtig beslutning: I stedet for at sætte mig ind i en bil med vådt tøj vælger jeg at gå videre mod bestemmelsesstedet. De andre henter begge biler, som er parkeret henholdsvis ved udgangspunktet i Viborg og altså nogle km fra andet overnatningssted. De køber også ind til aftensmaden.
Heldigvis bliver det tørvejr og inden jeg når frem til campingpladsen ved Bølling Sø er mit tøj helt tørt. Jeg når frem før de andre, som også har taget turen til Viborg for at hente vores anden bil, så jeg får nøgler til de lejede værelser på campingpladsen, og kan byde de andre indenfor da de ankommer lidt senere.
Jeg er noget mørbanket, da vi har indtaget aftensmåltidet og tænker på om jeg nogensinde kommer ud at gå den sidste etape imorgen.
Skriv et svar