Vandre-tur i de andalusiske bjerge : Refleksion & Rabarberkompot

At vandre på vores ferier er vores store passion. For et par uger siden var vi en uge i Andalucien. Vinden var kølig som en dansk sommer, vejret lidt gråt de første dage. Men så kom solen frem på en skyfri himmel, og vi besluttede at sætte vores vandre-egenskaber på prøve efter vinterens passivitet.

Det var lidt dristigt, med flere måneders fysisk inaktivitet i bagagen, men vi besluttede alligevel at vandre den helt store tur med udgangspunktet hvor vi boede i den lille by Gualchos, som ligger på kanten af de andalusiske bjerge.

Der var ret skyet den morgen vi ville vandre, som det ses her på udsigten fra husets tag-terrasse. Men så kom solen.

Madpakken blev pakket i rygsækken sammen med nogle liter vand. Støvlerne spændt.

Madpakken når vi vandrer er simpel og består af lokale bondespecialiteter: Findes der noget bedre end at sidde på en spansk bjergskråning og spise nogle skiver spansk brød, pølse og fårost.

Vandre-sti mod vandet

Efter 1,5 km på landevejen svinger vi ind på en lidt mindre vandre-sti, som snor sig ned igennem bjerget mod vandet.

Vandre-stierne i området er utrolig godt markeret. Når vi møder alternative stier, er de stier, som man ikke skal følge hvis man vil holde sig til ruten, markeret med et kryds på mærket.

Vi følger markeringerne og er helt trygge, selv om vi ikke har taget kort med på turen.

Selve stien er de første km. i god stand. Den er rimelig bred og velprepareret med et underlag af knuste sten.

På den første del af turen ser vi en smuk velholdt hvid villa med flotte udsmykninger og omgivet af tujaer. Villaen ligger nede i en dal, og vi kan se, at de er en kørevej ned til villaen. Men hvor den starter er svært at se.

Mandeltræer i blomst

Når man ser landskabet, med mandeltræer, som står plantet i rad og række på bjergskråninger, kan man foranlediges til at tro, at villaens beboere lever af at dyrke mandler.

Mandeltræerne står på et smukt tæppe af grønne bunddække-planter med små gule blomster.

Stien ændrer sig efterhånden som den snor sig igennem små slugter og dale. Bevoksningen er små lave buske, som står i en gold bund af skifer og kalk.

På et tidspunkt, synes jeg godt nok at jeg skal holde øjnene fast på stien for ikke at snuble over sten og rødder og miste fodfæste. Der er langt ned, når jeg kigger ud over den smalle sti. Men det er jo også det der gør vandreturen charmerende.

Frokost i det grønne

Det er en god dag, og solen skinner fra en næsten skyfri himmel.

Vi finder en plet på skråningen i solen, hvor vi sætter os på nogle sten og spiser vores simple madpakke. Nogle skiver fåreost, lidt pølse og lidt brød. Der findes ikke noget bedre end denne simple form for madpakke, når man er på vandretur.

Vores endemål ifølge vejviseren på indgangen til stien, er en lille plet nede ved vandet – La Rijana-stranden. Vi er noget spændte på hvad vi kommer frem til. Vi vil gerne gå til den by ved kysten, Castell de Ferro, hvor serpentinervejen tilbage til vores hjemby Gualchos starter.

Vi er godt klar over at der ikke er nogen sti langs vandet. Et par dage tidligere kørte vi fra byen kystbyen Castell de Ferro til den nærmeste større by Motril. Der findes små laguner langs stranden omgivet af høje klippepartier – men tilsyneladende ingen vandrestier langs kysten.

Da vi når ned til landevejen er der ganske rigtigt ikke nogen sti og skiltningen for turen slutter ved landevejen. Vi kigger ned på en smuk strand omkranset af høje klippepartier. Vi får lyst til at gå ned og dyppe tæerne i det smukke blå Middelhav. Men tanken om at vi har 10 km endnu foran os, får os til at modstå fristelsen.

Landevejen og tunnellerne

Turen langs landevejen er lidt rå og ugæstfri og med udsigt til en motorvej i det fjerne. Det er ikke den behageligste tur. Selv om bilerne ikke kører særlig stærkt, så er vejen uforudsigelig med de mange sving. Vi forsøger at gå bag ved autoværnet det meste af turen. Det går OK – det er udlagt god plads mellem landevejen og bjergsiden.

Men jeg frygter lidt for den tunnel, som jeg ved at vi skal igennem. Kan vi i det hele taget gå igennem den? Vi joker lidt om at vi kan blive nødt til at kravle over bjerget.

Det viser sig heldigvis at der Ikke er noget problem. Vi kan gå den gamle vej rundt om klippefremspringet uden om tunnelen. Men så viser det sig, at der er fortov igennem tunnelen. Det vælger vi så.

Vi når frem til Castell de Ferro, hvor der venter en tur på 6 km op ad en meget snoet og stejl vej op til vores udgangspunkt Gualchos.

Vi styrker os med mere vand og chokolade fra den lokale tank inden vi starter opstigningen.

Hård slutspurt

Det er en fin vej at gå uden særlig meget trafik. Bilerne kører stille og roligt, da vejen er stejl og snoet. Men vi bliver alligevel udfordret. Det er en hård tur. Det er lige før, at det er hårdere end turen gennem bjergene at gå de 6 km på landevejen, hvor det næsten uafbrudt går rimelig stejlt opad.

Det er skønt at komme frem og trække støvlerne af og få et glas vand – skyllet efter med et koldt glas spansk rosé.

Efter en vandretur i bjergene er det godt at få et solidt måltid mad. Når vi er i Spanien skal det også være en spansk ret med lokale råvarer. Tortilla med kartofler, løg og chorizopølser er lige det jeg har lyst til efter en lang og til tider hård vandretur.

Billederne i denne artikel kan forstørres: Klik på det billede du vil se nærmere på. Du lukker det igen ved at klikke på et lille kryds øverst til højre i billedet.