Måltidet: Et symbol på hvem vi er
Vi er i en brydningstid når det gælder vores mad og måltidet. Der er kommet ekstra fokus på hvad vi skal og bør spise. Vi er overvældet af kostråd og formaninger. Dem der kan tage det ind tager det seriøst. Måltidet bliver et symbol på dem vi er.
Der er trends for hvad der spises. De supertrænede mennesker, som spiser mange proteiner. Eller dem der er helsefokuserede og kun spiser vegansk mad eller undgår laktose af sundhedsårsager. Så er der de almindelig mennesker, som er midt i mellem og som gerne vil gøre noget særligt ud af måltidet. De mennesker som tænker på bæredygtighed. Vores måltider skal være lækre, bæredygtige og ikke for dyre. Sovs, kødrand og hvide kartofler var godt engang – nu skal det være sauce, lammerack og varmluftfriterede hasselbalck… Udstillingen Eat Me på Trapholt Museum illustrerer godt denne brydningstid og fremtidens udfordringer. Udstillingen sætter i den grad vores mad og måltider i et perspektiv som gør indtryk. Forskere, kunstnere og designere har på flot vis og totalt alternative måder illustreret hvad der har betydning for hvad vi spiser, hvordan vi spiser og hvorfor vi spiser som vi gør. De har på en alternativ og fræk måde vist hvilke udfordringer vi står overfor, hvis vi fortsætter med den nuværende form for madproduktion og madforbrug. De anviser også alternative forslag og løsninger til fremtidens madindtag og madproduktion. Det er en udstilling som har gjort indtryk på mig. Selv om jeg jo som de fleste godt ved at vi med en befolkningstilvækst som de næste 30 år vil stige med ca 2 milliarder mennesker og med en stigende middelklasse vil sætte pres på vores klodes ressourcer, så er det alligevel ok at få sat udfordringer lidt på spidsen. Der var 7 temaer, som udstillingen var bygget op om. Sanser, identitet, fremtid, natur, samfund, kultur og grænser. Når vi tænker på sanserne og mad, så er det første vi vil have fokus på om maden. hvordan smager maden, hvordan lugter maden, hvilken konsistens har maden, hvordan ser maden ud, hvordan er maden anrettet? Udstillingen illustrerer også, hvilken betydning omgivelserne har. Det kan være bestikkets form, farve og materiale. Jeg kom til at tænke på en vinsmagning jeg deltog i, hvor det blev vist, hvordan vin kan smage forskelligt afhængig af, hvilke glas man drikker af. Udstillingen viser, de forskellige stilarter for indretning af spisestuen og borddækningen fra 1950 – 2000. Det vækkede en masse minder fra min egen barndom, ungdom og voksne liv. Det kaldte også selve indholdet i måltidet frem. I min barndom var sagosuppe og kærnemælkssuppe almindelige desserter. I 1970érne var fondue moderne. Man ser på udstillingen, hvordan den tynde krop har overtaget den fede krop som et ideal. Den fede krop var tidligere et positivt tegn på overflod, hvor den tynde krop nu er blevet en vigtig statusmarkør, som udtrykker kontrol og selvdisciplin. En flot illustration er netop et billede af Sophia Lorens pastadiæt, som slet ikke vil finde fodfæste hos nutidens skuespillerinder. Hvad er så fremtidens muligheder, hvis vi skal ændre produktion og madindtag? Celleproduceret kød, udviklet i vækstmedier og uden nogen sinde at have været en del af et levende dyr, er selvfølgelig ikke nogen nyhed. Vi har også hørt om de proteinrige insekter vi kan spise. Udstillingens illustration af et hjemmelaboratorium med en fortløbende græshoppeproduktion til dagens måltider i dit køkken er alligevel lidt grænseoverskridende for mig. Måltidet er en kulturbærer, selv om der er masser af diskussion i øjeblikket om vi skal være stolte af den danske madkultur. Det synes jeg bestemt at vi skal og opstillingen af den danske påskefrokost lavet i keramik er et godt eksempel. Det viser et bord, som man samles om. Måltidet som samlingspunkt bør være en vigtig del af nutidens “samtale” … det, som måltidet kan. Måltidet som vi skal værne om, da det i denne travle verden er noget, som vi måske er ved at tabe. Det er fællesskabet omkring måltidet. Måltidet som samlingspunkt for familie og venner. Alt for mange spiser alene. Alt for mange spiser mens de er på vej. Begrebet fast food er jo netop indbegrebet af, at det er noget der hurtig skal overstås, fordi der ikke er tid til at sidde ned og nyde samværet, maden, samtalen og bare lytte. Jeg synes at samtalekøkkener er en udmærket opfindelse. Det kan være samlingspunkt for familien og for gæster. Fremstillingen af mad bliver nærværende i dagligdagen, hvor alle har mulighed for at deltage og fælles værdier udvikles og findyrkes. Vi kan ikke se bort fra at vi skal tænke alternative produktionsmetoder og former i fremtiden. Selv om jeg ikke lige nu kan se mig selv spise insekter og celleproduceret kød. Jeg kan og vil heller ikke leve som veganer eller vegetar og mener at også mindre kan gøre det. Jeg vil i hvert fald fortsætte med at tænke bæredygtighed, dyrevelfærd ind i min daglige livsstil og i de retter og måltider jeg beskriver her på bloggen.Måltidet: Udfordringer og alternativer
Sanser
Stilarter
vækker minder
Statusmarkør
Proteinrige insekt-retter
Måltidet som kulturbærer
Samtalekøkkents sociale funktion
Skriv et svar