Tomattærte god til picnic i det grønne
En nem og hurtig tomattærte med løg, som en lækker ret at tage med på en picnictur her i sommervarmen.
Tærtedejen er en af flere variationer. Jeg skifter lidt afhængig af, hvor fed jeg synes dejen skal være.
Denne dej er tilberedt med olivenolie i stedet for smør, og uden æg. Den bliver sprød og sej og knap så porøs som en tærtedej med smør.
Tærteformen er af rustfri stål med løs bund og kræver ingen smøring. Tærten løsner sig let. Hvis du anvender en form af stentøj eller porcelæn skal formen smøres med smør.
Ingredienser:
Opskriften passer til en tærteform på 25 cm i diameter.
Tærtedej:
- 200 g hvedemel.
- 30 g rugmel.
- 90 g olivenolie.
- 2 spsk koldt vand.
- 1 tsk salt.
Fyld:
- 3 mellemstore gule løg.
- 3 spsk olivenolie til stegning.
- 5 mellemstore tomater.
- 2 æg.
- 250 g hytteost.
- 1 tsk timian.
- 1 tsk oregano
- ½ tsk salt.
- Et godt skvæt frisk kværnet peber.
- 80 g revet mozzarella (topping ost).
Tilberedningstid: 60 minutter.
Bagetid: Tærtedejen forbages i 10 minutter ved 200 grader konventionel varme. Tærten bages i ca 35 minutter ved 200 grader konventionel varme.
Tilberedning:
Tomattærte til picnic i det grønne
1 Tænd ovnen på 200 grader konventionel varme.
2 Ælt dejen sammen og bred den ud på tærteformen. Sæt tærten i ovnen og bag den i 10 minutter . Tag tærten ud og stil den til side.
3 Rens løgene og skær dem i mindre tern. Varm olivenolien op på en pande og steg løgterningerne til de er blevet bløde.
4 Skyl tomaterne og skær dem i skiver. Læg tomaterne lagvis forskudt som tagsten. Fordel de stegte løgterninger over tomaterne.
5 Pisk æg og hytteosten sammen. Kom timian, oregano, salt og peber i æggeblandingen og rør den godt sammen.
6 Hæld æggeblandingen over tomaterne og løgene. Fordel til sidst den revne mozzarella over.
7 Sæt tærten i ovnen ved 200 grader konventionel varme i ca 35 minutter eller til den er gylden.
Server en salat til efter årstiden.
Har du smagt min porretærte med bacon og Vesterhavsost. Se opskriften her.
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:
Skriv et svar