Pastaret med savoykål og serranoskinke
En cremet pastaret med savoykål, forårsløg og serranoskinke krydret med salvie, hvidløg og feta.
Til denne pastaret med savoykål har jeg tilsat feta og mascarpone. Fetaen giver en salt og syrlig smag og mascarpone gør retten cremet. Frisk pasta er vendt i saucen inden serveringen.
Der er noget særligt over en frisk pasta. Hvis det er en god pasta, så nærmest smelter det på tunge. Men det skal helst spises mens det er frisk, selv om der står på pakken, at det kan holde sig flere uger i køleskabet.
For at undgå madspild har jeg derfor altid almindelig tørret spagetti i husholdningen, så jeg spontant kan tilberede en pastaret.
Pastaret med savoykål kan tilberedes næsten hele året og stadig være rimelig bæredygtigt. Man kan få danske savoykål efterår, vinter og forår. De kan stå i jorden det meste af vinteren. Krydderurten salvie står også fint hele vinteren.
Ingredienser:
Opskriften på pastaret med savoykål er til 4 personer.
- 1 savoykål.
- 2 forårsløg.
- 4 fed hvidløg.
- 2 spsk frisk hakke salvie.
- 140 g Serrano skinke.
- 4 spsk olivenolie.
- 150 g feta.
- 150 g Mascarpone.
- salt og peber.
- 450 g frisk båndpasta.
- 1 håndfuld persille til pynt.
- Revet parmesan til servering.
Tilberedningstid: 30 minutter.
Tilberedning:
Pastaret med savoykål og Serrano skine
1 Skyl savoykålen og skær den i strimler. Rens forårsløgene og hvidløgsfeddene. Hak dem begge fint sammen. Skyl salviebladene og hak dem fint.
2 Skær fetaen i mindre stykker. Skær Serrano skinken i mundrette stykker.
3 Varm olivenolien op i en dyb pande, gerne en wok. Svits de hakkede forårsløg og hvidløg i nogle få minutter uden af de tager farve.
4 Kom Serrano skinken og salvien på panden. Steg det med forårsløgene og hvidløget til serrano skinken er blevet gylden.
5 Kom den snittede savoykål på panden og steg den med til den er faldet sammen.
6 Vend feta og mascarpone i grøntsagerne og Serrano skinken til retten har en cremet konsistens.
7 Kog pastaen og hæld vandet fra.
8 Vend pastaen i pastaretten.
Server pastaretten med hakket persille. Stil en parmesanost med et rivejern på bordet sammen med en god olivenolie.
Se også min opskrift på pasta med chorizo og æbler.
Skriv et svar