Franske pølser Morteau og Montbeliard
De franske pølser Morteau og Montbeliard er specialiteter fra regionen Franche Comté. Jeg har valgt at servere dem med den franske selleri remoulade, fennikel, majroe og en grøn salat.
Traditionelt serveres pølserne Morteau og Montbeliard med choucroute og kogte grøntsager. Men der er mange varianter af servering af pølserne.
Regionen Franche Comté
Turen er kommet til Frankrig. Vi befinder os i det nordligøstlige Frankrig, nærmere bestemt en meget lille by L’isle sur le Doubs i regionen Franche Comté på grænsen til Jurabjergene.
Egnen er netop især kendt for pølserne Saucisse de Montbeliard og saucisse de Morteau. Osten Comté kommer også her fra egnen og kan fås i flere forskellige styrker.
Byen L’isle sur le Doubs er ikke nogen specielt livlig by, man kan vel nærmest kalde den døende. Til gengæld ligger den perfekt til at udforske flere lidt større byer i regionen, som Belfort, Besancon og Dôle.
Der er dog en særlig stemning i den lille by L’isle sur le Doubs og de omkringliggende små byer i denne tid. Tour de France passerer igennem byen og omegnen, hvilket karakteriserer mange udsmykninger til indgangen af byerne.
Pølserne saucisse de Morteau og saucisse de Montbeliard
Jeg har været på jagt efter en slagter som sælger de berømte pølser saucisse de Morteau og saucisse de Montbeliard. I første omgang fandt jeg pølserne i et lokalt supermarked Super U.
I dag er det lykkedes at finde en slagter som sælger de fleste specialiteter i området. Le Tuyè de Mésandant. Her fik jeg de specielle pølser og choucroute, som pølserne serveres med traditionelt her i området. Jeg var så heldig at han havde flere specialiteter fra egnen, som andre hjemmeproducerede pølser, choucroute, olier og marmelader.
De to slags pølser smager forskelligt, hvilket har noget med de krydderier som er anvendt i pølserne. Jeg har ikke nogen præferencer, da jeg synes at pølserne smager godt hver for sig.
Pølserne skal koges og serveres traditionelt med choucroute. Det er dog lidt tungt her om sommeren, hvorfor jeg har valgt et lidt andet tilbehør til denne ret. Tilbehøret er stadig inspireret fra Frankrig. Samtidig er der mange serveringsforslag til pølserne også i Frankrig.
I stedet for choucroute har jeg valgt en færdiglavet selleri remoulade, som jeg har tilsat fint snittede radiser. Fennikel og majroe har jeg stegt sammen med hvidløg i lidt olivenolie.
Hvis du selv ønsker at tilberede selleri remoulade, så finder du opskriften her.
Jeg fandt også en lækker lokalt produceret rapsolie, som jeg anvendte i dressingen til salaten af salat frisé, tomater og agurk. Rapsolien er lidt mere rund og mild i smagen end den rapsolie man kan få hjemme.
Osten Comté blev serveret som dessert med et godt baguette.
Ingredienser
Retten er til 3 – 4 personer
- 1 pølse Morteau.
- 1 pølse Montbeliard.
- 150 g selleri remoulade.
- 4 – 5 røde runde radiser.
Stegt fennikel og majroe
- ½ fennikel.
- 1 lille majroe.
- 1 fed hvidløg.
- 1 – 2 spsk olivenolie.
Salat
- 1 lille frisé salathoved.
- 2 tomat.
- 2 – 3 skiver fennikel.
- ¼ agurk.
- Toppen af en fennikel.
Dressing
- 4 spsk rapsolie.
- ½ tsk sennep.
- 1 spsk rødvineddike.
- 1 tsk flydende honning.
- Salt og peber.
Tilberedningstid: 40 minutter.
Kogetid for pølserne: 20 – 30 minutter
Tilberedning
Pølserne Morteau og Montbeliard med selleri remoulade, fennikel og majroe
1 Kom begge pølser i en gryde og hæld vand i til pølserne er dækket. Sæt gryden over varmen og lad vandet komme i kog. Når pølserne har kogt i 20 minutter tages pølsen Morteau op. Efter yderligere 10 minutter tages pølsen Montbeliard op.
Mens pølserne koger tilberedes tilbehøret.
2 Skyl radiserne og skær dem i tynde strimler. Kom selleri remoulade op i en skål og fordel de snittede radiser over.
3 Skyl salaten godt og lade den dryppe af. Riv den i mindre stykker og anbring den på et fad eller en flad skål. Skyl grøntsagerne. Skær de grønne skud af fennikelen og læg dem til side. Skær fennikelen i tynde skiver tag nogle få fra til salaten. Skær tomaterne og agurken i tynde skiver.
4 Fordel nogle få skiver fennikel over salaten sammen med tomaterne og agurken. Pynt til sidst salaten med de grønne skud fra salaten.
5 Rør dressingen sammen og hæld den over salaten.
6 Skræl majroen og skær den i tynde strimler. Skær fennikelskiverne i tynde strimler. Rens hvidløgsfeddet og hak det fint.
7 Varm olivenolien op på en pande og steg den strimlede majroe og fennikel sammen med hvidløget i nogle få minutter. Drys med salt og peber.
8 Servering: Skær pølserne i skiver og server dem med selleri remoulade, grøn salat og stegt majroe og fennikel.
Se også min opskrift på svinekoteletter med lækkert tilbehør.
Følg også Refleksion Og Rabarberkompot på:
Skriv et svar